Af Ellen Friis. Scenograf og liveart-kunstner.
Foto: verk produksjon
Scenografi til performanceteatret er ofte minimalistisk, men gør ikke altid brug af minimalismens kongstanke – at værket først bliver til i mødet med beskueren. En scenografi er ikke minimalistisk bare fordi den foregår i hvide, kølige nøgne rum. Den er måske minimal. At mindre er mere, er altså ikke nødvendigvis minimalisme. Med minimalisme mener jeg, at scenografen forstår at anbringe netop det antal elementer og materiale på scenen, der skal til, for at tilskueren kan gøre scenografien færdig inde i sit eget hoved.
I Kamilla Wargo Breklings "Damer på græs" (2001) hængte Peter Holmgård brede mørkegrønne baner lysfolie ned fra loftet sammen med store runde kinalamper. Han spiller på de geometriske grundformer - tænk f.eks på hvordan børn tegner træer! Spotlys sendes ned langs banerne; et impressionistisk greb, der forankrer rummet i en dansk bøgeskov uden et øjeblik at forlade teatrets realitet, materialer og historie. Og når papirlamperne tændes, bliver det nat i skoven. Men det er publikum, der slæber træstammerne med ind i teatersalen - i deres fantasi - og det giver tilmed massive besparelser på scenografibudgettet!
Fra forstillingen "Red rum"
Performance-teatret har traditionelt ikke den store pengepung til scenografi, så det minimale udspringer til dels af nødvendighed. En medfølgende fordel i performance-teatret er imidlertid, at publikum ofte er villig til at lege med, og gøre et ret stort stykke tænkearbejde. Performance-teatrets publikum læner sig ikke tilbage i stolene (der som oftest heller ikke er særlig bløde og dybe i denne type teater) med forventningen om at blive dikket under hagen og strøget med hårene i to behagelige timer.
Både Hotel Pro Forma og Peter Holmgård har skabt utrolig lækre, sanselige og elegante performance-scenografier i 1990´erne. Hotel Pro Formas "Operation Orfeo" er et klassisk eksempel; en trappestruktur, der forbliver konstant, men ændres fundamentalt undervejs via lyset og skaber mange visioner i den meddigtende tilskuers hoved; af persienner, nodeark, bølger på et hav, og så videre. Eksemplet ovenfor fra "Damer på Græs" kan siges at være et led i en overgangsfase fra 90´ernes performanceteater-scenografier til nutidens. Forandringen består i, at man nu bruger rekvisitter i stedet for lys til at skabe en forandring af scenografien undervejs i forestillingens forløb.
Her vil jeg lige indskyde noget om ramme og forandring i scenografier: Den grundliggende scenografiske udfordring er spørgsmålet om, hvordan man skaber en konstruktion, folk gider at se på i to timer. Det er nogenlunde enkelt at skabe et objekt eller en ramme, der fortolker forestillingens udgangspunkt - men hvordan får man den til at blive ved med at være interessant i flere timer i træk? Svaret består i at skabe mulighed for, at scenografien kan ændre sig undervejs. I det klassiske, ikke-performative teater består disse forvandlinger ofte i at vinduer og døre går op og i, at dele af eller hele scenografien kan vende rundt på en drejescene eller forsvinde på en overraskende måde, så der åbnes for små snedige rum bagved, ovenpå, til siderne, som skuespillet så kan fortsætte i. Resultatet bliver en til tider udmattende og pedantisk gennemgang af samtlige maskineriets funktioner.
Fra forstillingen "Red rum"
Et modeksempel til dette fra performance-tearet kunne være Verk Produksjoners medea-forestilling "Redrum" fra 2002: Alle fotos i artiklen er fra forestillingen, hvor Joachim Hamou byggede et meterhøjt, rødt plankeværk rundt om tilskuere og performere. Plankeværket markerer en fastlåst grundsituation som ikke ændrer sig under forestillingen. Men ubehaget ved konfrontationen med de andre tilskuere, klaustrofobien og den intense røde farve stiger efterhånden. Scener, hvor Saila Hyttäinen bærer løvemaske, minder én på oldtidens kampe mellem dyr og mennesker på stadion, og man ser dermed også sig selv i nyt lys; i rollen som en blodbrunsten tilskuer.
Scenografien udgør her et udgangspunkt, hvis betydninger og medbetydninger gradvist eksponeres og udfoldes gennem spillet på scenen. Der er en ramme omkring forestillingen, som er stakittet, og opfattelsen af rammen forandres undervejs igennem performernes spil, replikker og ikke mindst deres rekvisitter.
Rekvisitterne har overtaget lysets funktion. Det betragter jeg som en ny tendens i performance-scenografien. I modsætning til 90´ernes billedteater, hvor lyset bogstavelig talt satte grundscenografien i en nyt lys undervejs, fungerer rekvisitterne nu ofte som de pile, der fortolker og giver publikum fingerpeg om, hvordan de skal forstå det scenografiske udgangspunkt, eller udfordrer dem til at lege med i nye retninger.
Udfordringen kan endda også være rettet mod performerne: I begyndelsen af prøverne på "Ondskabens Landskab" (2005), stillede Seimi Nørregaard en kasse med barnligt udstoppede skrumpehoveder på scenen og lod Erik Pold og Daniel Norrback selv finde ud af, hvad skrumpehovederne havde med forestillingen at gøre. Derved forholdt Seimi Nørregaard sig humoristisk og klogt til forestillingens omdrejningspunkt; den legende dialog mellem Erik og Daniel.
Daniel og Erik smed i øvrigt skrumpehovederne videre ud til publikum, der fluks blev inddraget på scenen i et drabeligt slagsmål mellem godt og ondt! Publikum blev med andre ord medskabende aktører på det helt konkrete plan og ikke bare i fantasien.
Rummet og spilletidspunktet udgør i sig selv en vigtig del af den scenografiske grundstruktur. Performance-teater forestillinger finder ofte sted i rum, der ikke er skabt til teater, men som bliver valgt for andre kvaliteter.
Hvis scenografen finder det helt rigtige sted, behøver han eller hun ikke gøre ret meget andet end at sikre sig, at nogle få udvalgte rekvisitter, et velvalgt opførelsestidspunkt, en passende belysning og gennemtænkt indtænkning af publikum skaber den rigtige konceptuelle ramme omkring tilskuerens forventninger og forståelse af forestillingen.
Performance-teatrets scenografi kan dermed være så minimalistisk at den udelukkende består i et valg af den rette tid på året og dagen, antallet af opførelser, forestillingens varighed, og tilskuerens rolle.
www.balverk.anart.no
www.norpol.org
www.fyn2003.org
www.hovedroller.dk
|
