’Hun er min datter’
’Den danske billedkunstner, pilot og filminstruktør Simone Aaberg Kærn har læst om en ung pige i Kabul, hvis højeste ønske er at blive pilot. Simone beslutter sig for at finde pigen og give hende luft under vingerne. Med en vision om at ’himlen skal være fri for alle’ køber Simone et 40 år gammelt fly og sætter, mod alle odds og på tværs af krigszoner og flyverestriktioner, kursen mod Kabul.’ (DFIs pressemeddelse, uddrag)
Simone Aaberg Kærn når frem. Det lille fly OY EAT, den modige pilot og den mindst ligeså modige filmdokumentarist triller efter en lang og ukuelig flyvetur forbi alt det imponerende militære isenkram, der er samlet i Kabul lufthavn. Mission accomplished. Mødet med Fayal er nært forestående.
På rejsen ser vi flyet som et ydmygt, men effektivt tegn: dets fremtoning i uventede og umulige sammenhænge etablerer kontakt og passage. De militære radarsystemer reagerer, dybt tilfrosne og ret så forladte landingspladser tager imod, og lokale piloter, der nærmere ligner godmodige gedehyrder, anviser den mindst livsfarlige flyvevej over bjerge, hvis tynde luft knapt kan bære det sportsfly, som egentlig synes at befinde sig bedst over en solbeskinnet græsmark i Nordsjælland.
’Fly’ og ’kvinde’. Vi har at gøre med en pilot, der kan sit kram og som målrettet takler forhindringerne. Der bliver smilet og argumenteret. Der bliver hældt dunke af benzin på maskinen, og turen fortsætter. Dog ser vi, at brændstoffet rummer noget temmelig brunt slam, som skal filtreres gennem en klud. Det trofaste lille fly er ikke kræsent. Og piloten tror på sin sag.
Mødet i Kabul
Flyet og de tegn, der sættes i spil, gennemtrænger systemer, grænser og konventioner. Et lille fly på den blå himmel. Det er frihed, og det forstår selv den mest forhærdede militære operatør. Vi har at gøre med længsel, der synliggør og demonterer sociale konstruktioner, som synes nødvendige. Det er de ikke. De kan brydes og forvandles – af kvinder i fly. Ikke mindst.
Simone Aaberg Kærn håndterer dette miks af længsel og handling siddende i cockpittet bag rækken af displays, der viser, hvornår overvågningssystemet AWACS har OY EATs spinkle lærredsvinger på kornet. Ydermere iklæder hun sig efter landing såvel slør som Nuser-flyverhjelm med en uimponeret selvfølgelighed, og hun agerer ufortrødent videre i den muslimske kontekst. – Hvorfor dog ikke? Det er intervention, det er ’tegn på tegn’. Det er medrivende kunstprojekt og dokumentarfilm.
Men så sker det.
Mødet med Fayal. Og moderen. Og onklen, der usynligt giver sit besyv med i baggrunden. Projektet tørner ind i den specifikke livsverden i Kabul. Interventionen er ikke strukturel og geografisk nu. Tegnene er kulturelt bundne i sædvane, forhåbninger og komplekse sociale udvekslinger. Pigen har jo sit liv her.
Fayal kommer op at flyve. Hun har greb om styrepinden på OY EAT. Men morens replik før take off lyder: - Hun er min datter!
Nok skal der flyves, men dette er ikke fri flyvning.
Gavegivningens kunst
Spørgsmålet er nu, hvordan det kan lade sig gøre at etablere et fælles rum for forvandling for en tid? Eller med andre ord: hvordan skaber vi en fælles refleksiv forståelse, hvor parterne kan manøvrere (flyve!) sammen og frit, mellem det som er, og det som kunne blive?
Simone Aaberg Kærn kan det hele. Næsten. Hun kan bare ikke give den gave, det hele handler om. Nemlig en flyvetur, som slutter med en åbning til et nyt liv for en ung afghansk pige. Mission failed? Dokumentarfilmen rejser så meget mere væsentlige spørgsmål ved dette bratte skift.
En overvejelse handler om en højere grad af forberedelse og timing: et minimum af fælles sprog og historie, før det rigtig går løs. Kærns fax til Fayal kunne have været fulgt op af flere kontakter, inden flyet lettede fra Danmark. Fayal kunne med andre ord have indtaget en aktiv (og afgrænsende) rolle som medforfatter i projektet, inden Kærn sammen med dokumentarist og kamera noget overraskende indfinder sig i entreen i Kabul.
Fayal står med et liv i Kabul. Og vi står så her med vores generelle spørgsmål til kunstprojekt og film: - Bliver Fayal måske utilsigtet del af et spil, der har en kynisk undertone?
Omvendt kan man sige, at det ville være kynisk ikke at gennemføre projektet. Der skal jo flyves. Himlen skal være fri. Over græsmarkerne. Over Kabuls nøgne bjerge.
Også der. |