Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
28. september 2006
Essay: Digital Kunstfestival

Kulturforeningen Pappagallo står bag en stor anlagt digital kunstfestival, der involverer en håndfuld kulturinstitutioner i Århus samt en række internationalt anerkendte kunstnere. Læs om den digitale kunst og festivalen her.

Af Annette Damgaard og Dorte Topsøe Carlsen
Foto: udlånt af kunstnerne

Den International Digital Kunstfestival i Århus finder sted d. 29. oktober til d. 3. december 2006
www.digitalfestival.dk

 
XpositionREVERS: En streamet performance af KASSANDRA PRODUCTION
 

En International Digital Kunstfestival under opsejling i Århus

Den teknologiske udvikling
Den digitale kunst befinder sig i spændingsfeltet mellem kunst og digital teknologi. Med computerens og teknologiens udbredelse, er der herved opstået en ny og spændende kunstform. Og netop kunstens erobring af et nyt område, der knytter digitalteknik, videnskab og programkode sammen, skaber et spændingsfelt med mulighed for at udvikle eksperimenterende og interaktiv kunst, men skaber også et spændingsfelt i forhold til den traditionelle kunst. Spørgsmål om, hvorvidt digitalkunst kan være rigtig kunst opstår, når billederne vi ser i bund og grund er kode og ikke penselstrøg. Og hvad er rigtig kunst så? Med teknologien har grænserne for, hvad kunst er, i høj grad flyttet sig.

I starten var computerteknologien udviklet som et værktøj for militærets brug, men med den hastige udbredelse af teknologien helt ud i samfundets yderste kroge, er den blevet tilgængelig for alle, der har mulighed for det.

Eksponeret for enhver, høj som lav og med mange forskellige baggrunde og agendaer, reflekterer brugen af teknologien et bredt spektrum af mennesker og meninger. Resultatet er kaos, avantgardisme, radikalisme, kriminalitet og nye måder at bruge teknologien på, som ikke var intenderet af dem, der opfandt den. Den kraftige ekspansion skaber med sit eksplosionsagtige omfang samtidig nye spørgsmål om, hvordan vi mennesker befinder os i en verden, der er styret af teknologi. Og her træder samtidskunsten ind som en katalysator for meningsdannelser og tendenser.

 
“Power of mind 2” af Mogens Jacobsen   Steve Kurtz, Critical Art Ensemble

Hvad er digitalkunst?
Det digitalæstetiske felt er stort og ganske rummeligt. Det indbefatter områder som Digital Installation, Robotkunst, Cyborgkunst, Bioteknologisk kunst, Virtual Reality, Elektronisk musik og meget, meget mere. Det væsentligste i digitalkunsten er, at der indgår en række data og algoritmer, og at værket har en central beregnende eller informationsbehandlende proces. Værkerne kan enten fremstå som interaktive eller reaktive værker, de kan være telematiske eller online, de kan være realtime værker, der streames eller broadcastes på nettet. Men denne proces behøver dog ikke altid at foregå elektronisk. Det er bioteknologisk kunst et eksempel på, hvis man kan acceptere bioteknologi og DNA som et medie for digital informationsteknologi.

Digital Kunstfestivalen
Den Digitale Kunstfestival i Århus sætter netop fokus på mange af de emner, temaer og spørgsmål, som sættes i spil med den nye teknologi og den hastige udvikling. International Digital Kunstfestival ”På grænsen mellem funktion og forstyrrelse”, der løber af stablen i november, er delt op i temaprojekter og satellitprojekter:

Temaprojekter
Udstillingen ”På grænsen”, der bliver vist på Århus Kunstbygning 3. – 26. november, samt det tilhørende seminar ”Crime and political aspects in new media art”, der holdes 4. -5. november på Kasernescenen ved Afdelingen for Æstetik og Kultur, Århus Universitet, sætter fokus på den menneskelige nysgerrighed og trang til at stille spørgsmål. Kunstnerne udfordrer den værende struktur og gældende orden, som samfundet generelt repræsenterer blandt andet ved at påvirke de målrettede forskningsresultater og den teknologiske og erhvervsmæssige produktudvikling. Der er tale om grænsesøgende kunst, der pirrer og forstyrrer den gældende orden.

Satellitprojekter
I et netværk af lokale kulturinstitutioner, uddannelsessteder og organisationer, der ligger inde med resurser og erfaring om digitalkunst, præsenterer festivalen og dens samarbejdspartnere en perlerække af udstillinger, koncerter og performances. Det enkelte formidlingssted vil i størst muligt omfang belyse digitalkunsten ud fra egen synsvinkel, og i forhold til stedets egen indfaldsvinkel til det digitale felt. Satellitprojekterne bliver vist på: CAVI, Splab, Galleri Image, Udstillingsstedet Spanien 19c, Århus Filmværksted og Kulturcenter Huset m.fl.

Enkelte Kunstnere
Blandt de udenlandske kunstnere, der deltager på den internationale digitale kunstfestival er stjernenavne som Eduardo Kac, Critical Art Ensemble og Scanner aka Robin Rimbaud.

Critical Art Ensemble fra USA er kendt for at arbejde med kritisk teori, bioteknologi og politisk aktivisme. Den 11.maj 2004 kom et af CAE’s medlemmer Steve Kurtz, lektor i kunsthistorie ved Buffalo University, for alvor i myndighedernes søgelys, da han, efter at havde fundet sin kone Hope død af hjertestop, alarmerede 911. Da myndighederne kom til hans hjem, fandt man de materialer Kurtz og CAE så ofte har anvendt ved kunstarrangementer verden over, og selv om der kun var tale om samtidskunst, blev Kurtz anklaget for bioterrorisme.

 
”Move 36” af Eduardo Kac

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eduardo Kac fra USA/Brasilien er kendt for at have skabt den selvlysende grønne kanin Alba ved hjælp af et GFP-gen. Eduardo Kac er en af pionererne inden for den nye kunsttrend: Biotech Art i USA, hvor kunstnerne er i stand til at skabe levende kunstværker ved at manipulere med genmaterialet i levende organismer. Under den internationale digitale kunstfestival vises Kacs værk Move 36, hvortil han bl.a. har kreeret en tobaksplante, hvis blade har fået en ekstra twist gennem et helt særligt gen designet af kunstneren selv.

Om Scanner fra London har man sagt, at han er morgendagens helgen af elektronisk musik. I hans musik skaber han blandt andet en kompleks hiss-and-blip lydkraft side om side med brudstykker af samtaler fra mobiltelefoner og scanninger fra CB bandwidth (radioamatør optagelser) samt assorterede ultradiskrete militærsignaler af ubestemt oprindelse. Hans musik fremstår som superavantgardistiske, multielektroniske opførelser, der bærer præg af, at han både er visuel-kunstner og performer. Scanner kan jævnligt høres på BBC, hvor han er artist-in-residence.

 

Relaterede links:
http://www.critical-art.net
http://www.ekac.org
http://www.scannerdot.com

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup