Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
30. august 2006
Interview: Michelle Eistrup i Senko Frame Project
Michelle Eistrup er en person med mange facetter, alene hendes familiebaggrund er en roman værd. I august var hun aktuel med videoen Firestick i Senko Frame Project, Viborg.

Af Hans Henrik Jacobsen
Foto: Michelle Eistrup
 
Michelle Eistrup
Videostill fra Firestick
 

Michelle Eistrup i Senko Frame

Hans Henrik: Hvordan kom du i kontakt med Senko?

Michelle: Jeg researchede på gode udstillingsmuligheder af denne video, og lærte om Senko via internettet. Jeg synes, at stedets profil så interessant ud, og satte mig i kontakt med Sergei, der var med på at vise videoen Firestick.

Hans Henrik: Fortæl lidt om din egen personlige baggrund. Udfra dit CV har du jo været vidt omkring.

Michelle: Jeg er født i Danmark. Min mor er jamaicaner, min far var dansker. Jeg voksede først op i Frankrig, hvor min mor var tolk, så i Jamaica og siden hen gik jeg på universitet i USA. Udover universitetet i USA er jeg uddannet på det Kgl. Danske Kunstakademi. Der var en del mediehurlumhej, da jeg kom ind på Kunstakademiet skjult i en stor box. Min mor har været højre hånd for lederen af Harlem Dance Theaters og min stedfar er tidligere jamaicansk udenrigsminister. Min fætter spiller i orkesteret Kashmir. Min onkel er ansigtet på Jamaicas ældste musik-tv program, han er en slags jamaicansk Jørgen de Mylius.

Hans Henrik: Hvorfor arbejder du med videoen som det foretrukne udtryksmiddel?

Michelle: Som kommunikationsmiddel er video i sig selv et færdigt og klart format, der er nemt at rejse rundt med eller sende. Video kan fange og indeholde mange forskelligartede elementer, hvilket kan give mediet en kompleksitet, som jeg holder meget af at eksperimentere med. Når jeg går i gang med et videoværk, fotograferer, tegner og skriver jeg og udvikler på den måde en stil og form til videoen.

 
Michelle Eistrup   Videostill fra Firestick

Hans Henrik: Hvordan fik du ideen til Firestick?

Michelle: I Firestick ville jeg først undersøge, hvad forskellige former for lys kunne gøre ved et landskab og kom bagefter frem til atkombinere det i en fortælling. Og jeg var blevet fascineret af Læsø, hvor jeg har været en del. En sommernat kom der en underlig storm uden regn, hvor landskabet udelukkende blev oplyst af masser af lyn. Jeg ville gerne ramme noget af den stemning, der er i at bevæge sig rundt i mørke, ikke at kunne se noget, og at omgivelserne så pludselig bliver synlige et øjeblik. I mørke og stilhed (hvis man er bange for mørke) sidder frygten i kroppen, og så projicerer vi denne frygt på ud på omgivelserne, der kommer til at antage truende former.

Da jeg voksede op på Jamaica, var mine forestillinger om vold og kriminalitet tæt forbundet med mørke og nat. Og den fortælling, man hører i Firestick, stammer faktisk fra Jamaica, hvor jeg for nogle år siden interviewede forskellige folk om, hvordan voldelige begivenheder havde ændret deres liv. I videoen fortæller en ældre kvinde om sit liv, og hvordan hun mistede sin ene søn.

Hans Henrik: Hvad relaterer titlen til?

Michelle: Titlen Firestick kan både forstås som et lyn, der slår ned, altså den måde som lynet former sig som en gren fra himlen ned mod jorden, men udtrykket kan også betyde et våben, en ”ildstav”.

Hans Henrik: Prøv at forklare forholdet mellem billede og lydsiden

Michelle: Billede og lydside er vævet tæt sammen, men kan faktisk også fungere hver for sig. Man hører flere stemmer fortælle den samme historie med forskellige udtryk og accenter. Desuden er der en filmmusiklydside, der forsøger at forstærke alle indtrykkene. Videoen har mange klip og veksler mellem mørke og lysglimt. I det visuelle møder man nogle markante, måske drømmeagtige former & figurer undervejs, f. eks. nogle trækroner, der snurrer rundt og folder sig ud som papirklip, en ung pige, der løber ind i skoven, og en nysgerrig hyæne, som selvfølgelig ikke er fra Læsø. Hvis man som tilskuer bliver desorienteret af det visuelle, er det helt med vilje! Så bliver man jo nødt til at prøve at fange fortællingen.

Hans Henrik: Hvad arbejder du med i øjeblikket, og hvad er dine fremtidsplaner?

Michelle: Jeg har mange fremtidsplaner og idéer til ting, jeg gerne vil lave. F.eks arbejder jeg på en ny video, der hedder The Deer Hunter, som handler om vores forhold til jagt og jeg vil gerne realisere en bog om afrikansk arkitektur. Min næste udstilling er på The National Gallery i Jamaica til jul. Og så skal Sergei Sviatchenko præsentere mit værk på kunstmessen Copenhagen Alternativ Art Fair 2006, den 22-24 september.

Firestick er støttet af Kunstyrelsen, Billedkunstcentret, Ragnvald og Ida Blix fond og Fast Video.

Relaterede artikler:
Reportage: August udstillinger i Senko
Pressemeddelelse Senko Frame Project: Michelle Eistrup

Relaterede links:
Senko Studio: www.senko.dk

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup