Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
23. august 2006

Interview: Mister Mogadishni
Christan Chapelle er tilbage i Århus. Denne gang ikke som kunststuderende, men for at åbne en afdeling af galleriet MOGADISHNI i Århus.

Af Jan Falk Borup
Foto: Jan Falk Borup

MOGADISHNI AAR åbner d. 2. september med værker af Andreas Schulenburg.
www.mogadishni.com


Christian Chapelle foran den nye afdeling i Århus

Jan: Kan du fortælle lidt om din baggrund?

Christian: Jeg læste på Det Jyske Kunstakademi i 3 år, men jeg brugte mere tid på at lave andet såsom at arrangere udstillinger. Jeg besluttede at koncentrere mig om formidlingen af kunsten og åbne et udstillingssted.
Derfor tog jeg til København, hvor jeg åbnede udstillingsstedet The Leasure Club MOGADISHNI, som senere blev det nuværende kommercielle galleri.

Jan: På et tidspunkt flytter du galleriet fra indre by ud til Valby. Hvorfor det?

Christian: Den bygning som galleriet lå i skulle nedrives, og jeg valgte Valby for at komme ind i et område, som ikke var så etableret. I udlandet er det ikke usædvanligt, at en storby kan rumme flere kunstcentre, og jeg kunne godt tænke mig at være med til at etablere et nyt område i København.

Jan: Hvordan gik det?

Christian: Jeg var i lang tid ene om at være i Valby, og det var fint. Jeg havde besluttet at lade tingene udvikle sig i sit eget tempo og ellers koncentrere mig om at drive galleri. Da jeg så fornemmede, at andre gallerister var interesserede i at flytte herud, så begyndte jeg at arbejde for sagen. Hidtil er to nye gallerier åbnede og flere åbner om kort tid.

Jan: Så nu hvor der endelig er begyndt at ske noget i Valby, rykker du til Århus?

Christian: (Griner) Ja, det kan man godt sige, men jeg lukker jo ikke galleriet i København. Der vil jeg intensivere planmæssigt, men da jeg er lidt af en projektmager, så skal der nye projekter til. På grund af ARoS’ vanvittige besøgstal har mange mennesker fra Århus og opland fået øjnene op for kunsten. Samtidig så har folk flere penge mellem hænderne og er begyndt at betragte kunst som en mulig investering.

Jan: Det er jo ikke kun i Århus økonomien boomer. Hvad er det helt specifikt ved Århus, der gør, at du vælger at flytte herover igen?

Christian: Der var flere ting, der skulle gå op i en højere enhed, før jeg ville overveje at flytte til Århus. Men det er trods alt kun i Århus, at man samtidig finder et statsanerkendt kunstakademi samt et internationalt anerkendt kunstmuseum. Desuden har jeg stadig familie og venner i Århus, som jeg må indrømme trækker.

Jan: Med Katrinebjerg har du igen valgt at åbne galleri i et område, som befinder sig udenfor det etablerede. Hvorfor vil du så gerne være i periferien?

Christian: Jeg kan godt lide, at der er lidt modstand, at forsøge at skabe noget nyt og prøve at se nye tendenser. Katrinebjerg er som med Valby et område med en potentiel vækst, som ikke har manifesteret sig endnu. Helt specifikt med Århus så fokuserede jeg på, at det ikke skulle være små, hyggelige lokaler med bindingsværkidyl. Jeg vil have noget andet, noget mere råt og industrielt.

Jan: Det at vælge Katrinebjerg er vel også en måde at markere sig på?

Christian: Jeg er selvfølgelig interesseret i at positionere mig i forhold til de eksisterende gallerier i København og Århus, men jeg ønsker ikke være en decideret modpol. Jeg tror bare, at det er vigtigt at gøre tingene på sin egen måde.

Jan: Da du i sin tid forlod kunstakademiet for at åbne et udstillingssted, fravalgte du Århus. Hvad har ændret sig siden da?

Christian: Da jeg tog til København, var det for at få noget frisk luft under vingerne og fyre den af på en anden arena. Tiden var ikke rigtig dengang for at etablere sig i Århus. Ikke fordi at der er vældig meget gang i Århus endnu, men det tror jeg kommer. Blandt andet så har Charlotte Fogh netop åbnet et galleri, og der er sikkert andre på vej.

Jan: Hvis du var spirende gallerist og ikke havde et galleri i København, hvor ville du så åbne et galleri i dag?

Christian: I København. Der er ganske enkelt kunder og kunstanmeldere, som ikke vil tage turen til Århus.

 

Relaterede artikler:
Pressemeddelelse - MOGADISHNI AAR: Andreas Schulenburg
Pressemeddelelse - INTERNATIONALT GALLERI ÅBNER FILIAL I ÅRHUS

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup