Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
24. juni 2006
Reportage: Half Machine i den Grå hal
Den interaktiv udstilling Half Machine fandt sted i den Grå Hal på Christiania for 3. Gang. Interaktionsdesigner og skribent på aarhus.nu Signe Klejs drog til hovedstaden for at undersøge hvad Half Machine kunne byde på i år. Læs hendes forunderlige reportage her.

Af Signe Klejs
Foto: Uffe Paulsen og Mathias Vejerslev

Half Machine fandt sted i den Grå Hal på Christiania i perioden 1. – 11. Juni 2006
www.halfmachine.info
 
 
Half Machine

Mere end 100 kunstnere fra 12 lande deltog i dette laboratorium og mødested for kunstnere og publikum. Her kunne opleves installationskunst, vandskulpturer, videokunst, aerial dance, lydkunst og performance. Jeg skriver om nogle af mine oplevelser fra d. 8. juni…

…hvor jeg kun er lige ankommet, da en engelsktalende mand spørger, om jeg vil have en "guided tour". Jeg svarer straks ja i forventning om en uddybende gennemgang af de udstillede installationer, men iføres I stedet ørepropper samt lystæt øjenbind. Jeg kan intet se og er afskåret fra al lyd i almindeligt stemmeleje - dialog med min guide udelukket. Min skæbne ligger nu i den engelsktalendes hånd, der let svedig, holder min.

Jeg vælger at have tillid til hans hånd, der blidt fører mig ind i udstillingen. Min næse siger farvel til den friske luft udefra – luften i rummet foran mig er tung af røgelse, røg og elektricitet.
 Udenfor mit hoved fornemmer jeg en spraglet lydcollage af både digitale og akustiske lyde. Noget minder om børnelegetøj - og så alligevel slet ikke...

 
MikMo udstillede Circuit bended, Noise making, D.I.Y. (do it yourself) Synthesizers. Udgangspunktet er legetøj med et knapperigt plasticinterface: En knap i form af fx. en hund, siger vov! når den trykkes ned.
MikMo tilfører eksempelvis en drejeknap til distorsion og een til pitch, der definerer lydbilledet et sted mellem diskant legetøjslarm og forvrænget electronica - og når dimsen forstærkes, er den et vidunderligt instrument. www.mikmo.dk
  Mads Høebye står bag dette stykke gumminatur. Et DV kamera monteret på en skinne optager, langsomt kørende, livet i den oppustelige jungle.

Hånden fører mig, langsomt ind midt i en skov af luftskulpturer. Hånden slipper mig og hvor jeg end famler, er der snurrende, vibrerende og knurrende søjleformationer. Søjlerne har forskellig overflade og giver svajende efter for min berøring. En af dem har snoet sig om mig. Med et stik af panik skubber jeg den hårdt væk, som var den en modstander. Midt i overlevelseskampen griber Hånden min hånd igen og fører mig videre....

Hånden lægger mine hænder på noget glat, stort, hårdt: en kontrabas! Jeg befamler instrumentet, finder strengene, slår an - hører jo intet, men kan mærke instrumentets svingninger som en dirren i min krop. Jeg kommer i tanke om det interaktive laboratorie-koncept: publikum som medskabende – mon jeg er i højttalerne nu? Er jeg ubevidst og ufrivillig udøvende kunstner i dette øjeblik? Jeg slipper kontrabassen.

Hånden fører mig ud på ny grund. Det rå betongulv afløses af fjedrende dansevinyl. Jeg står på en scene - igen er Hånden væk. Blindt bevæger jeg mig rundt på scenegulvet – gående og kravlende - leder efter en kant, et scenetæppe - bare noget der kan definere en omgivelse - men finder kun, oh skræk, åbent rum. Jeg står midt i det hele – alene – jeg er på! En afmonteret performer!

 
Både elektronisk og ny musik blev opført under Half Machine af bla. Bjørn Svin, Rumpistol, violinist Helianne Blais og Andreas Bennetzen, dynamo bass.   Et kvadratisk område på gulvet er dækket af dansevinyl. Her opstår alle mulige former for performance - både nøje koreograferede og spontant udviklede - publikum kikker sommetider på og deltager andre gange. Jeg oplevede senere på aftenen en fælles meditations-sceance. Alle kunne deltage.

Performancetankerne forstyrres, da min næse krymper sammen af en skarp lugt: Naftalin!! Bliver forvirret og ked af det. Hånden har brudt tillidsbåndet ved at stikke en naftalin-kugle i min næse! Jeg vil ud... vender hovedet væk i væmmelse. Men så tager Hånden min hånd og giver mig en blomst. En Syren. Min eksponerede lugtesans gjorde den til pissoir-kugle.

Vi stopper næste gang ved et sted med rindende vand. Mine fingre leger med vandet, går imod strømmen, finder kilden, prøver at sende min blomst afsted som en flaskepostbesked. Den forsvinder ud af min rækkevidde – jeg smiler tilfreds. Håber modtageren bliver glad!

Jeg føres videre, men kommer ind i et regnvejr. Store dråber ovenfra lander på mit hår og mit tøj.

 
Et menneskestort akvarium står med grønligt, grumset vand, der er oplyst af hallogenlamper nede i vandet. De laver performances i vandet - jeg oplever det desværre ikke, men billeder på www.halfmachine.info giver en sci fi fornemmelse i bedste Blade Runner-stil.   Højt oppe under loftet hænger tre platforme oplyst af store lyskastere. Et sirligt edderkoppespind af wires, trisser og store karabinhager udgør scenen for disciplinen aerial dance, hvor performerne udøver vovede koreografier på platformene og i luften imellem dem. 3. juni kunne man bla. opleve DUNST, de, i denne anledning, flyvende Transvestitter.

Da vi igen går, mærker jeg kølig luft imod mit ansigt. Der er grus under fødderne. Hånden giver mig blomsten igen! Og mens jeg undres over selv at være flaskepostbeskedens modtager, ophæves fortryllelsen. Jeg tager bindet af og finder mig selv alene midt på Christiania foran den Grå Hal – med mine sanser i behold og med en meget uventet oplevelse af en levende udstilling, der opstår i et samspil mellem publikum, performere, kunstnere og værker. Det er interaktion i begrebets oprindelige forstand: vekselvirkning mellem mennesker af kød, blod og sanser. Giver man sin opmærksomhed og er åben for samspil, får man en multimedial kreativ og energisk rigdom igen - i charmerende råt, upudset laboratorialt snit.


Relaterede links:
www.halfmachine.info
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup