Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
20. juni 2006
Essay: Om Christian Lemmerz og islamismen
Billedkunstneren Uwe Max Jensen giver her sit bud på betydningen af Christian Lemmerz’ værker ”City of God” og ”Todesfigur”. Værker som i Max Jensens egen fortolkning indeholder henholdsvis en opgivende æstetisk nihilisme og et opgør med islamismen. Læs og se om du er enig.

Af Uwe Max Jensen
Foto: Venligst udlånt af Galleri Faurschou

Værket kan ses hos Galleri Faurschou i København i perioden 4. maj – 1. juli 2006
www.faurschou.com
 
 
For tæt på

Den dansktyske billedhugger Christian Lemmerz har i øjeblikket en udstilling hos det københavnske Galleri Faurschou. Titlen på udstillingen er God. Altså gud. Og udstillingens slagnummer er ”City of God (CPH)”. En 15 kvadratmeter stor nøjagtig model udført i hvid pap af et sønderbombet København.

Jeg vil tillade mig at tolke dette værk i sammenhæng med et af Christian Lemmerz´ tidlige værker. Den nihilistiske deroute er slående.
Christian Lemmerz har længe haft terroren og religionen som mål for sine værker. Den ny udstilling er altså en gentagelse af et genkommende motiv hos Christian Lemmerz. Alligevel er der sket en ganske tydelig forskydning.
På den ny udstilling er København sønderbombet som følge af et terrorangreb. Både by og kunstner er blevet offer for udefrakommende (eller iboende?!) onde omstændigheder. Der er en nihilisme på spil, som man godt nok har set tidligere hos Christian Lemmerz i værket ”Todesfigur” – en bronzeskulptur, der forestiller en burkaklædt skikkelse uden ansigt.
Denne skulptur fra 1987 indbefatter et opgør med islamismen, der tvinger kvinderne til at bære burka og gå rundt som levende døde (jævnfør titlen ”Todesfigur”), når de færdes i det offentlige rum.
Ikke alene er disse kvinder tilhyllede, de er også - netop på grund af tilhylningen - frataget deres liv som individer. De burkaklædte kvinder er døde i en offentlig sammenhæng. Derfor ses de af det omgivende samfund som ren form.
Det sætter Christian Lemmerz med sit enkle greb i ”Todesfigur” meget præcist fingeren på, således at skulpturen nok bliver en stærk og absolut berettiget kritik af den kvindeundertrykkende og bornerte islamisme men samtidig også illustrerer, hvordan vi i vesten kun ser disse kvinder som en form og dermed afskærer os fra at se dem som mennesker af kød og blod bag den afvisende sorte facade.
Det er godt set af Christian Lemmerz, og skulpturen er absolut et af kunstnerens stærkeste værker, hvor det banale, som det nogle gange har en tendens til hos Lemmerz, ikke bare forbliver banalt, men derimod fremstår mangetydigt og komplekst.
At værket er skabt helt tilbage i 1987, hvor de fleste ikke havde hørt om, endsige set en burka i en dansk optik, gør ikke Christian Lemmerz´ kunstværk mindre epokegørende.
Værket må retteligen tolkes som det første kunstneriske opgør med islamismen på dansk grund.

Noget helt andet er på færde i den ny udstillings bombekrater. Her er Christian Lemmerz´  berettigede kritik af islamismen afløst af en opgivende æstetisk nihilisme. ”City of God (CPH)” tangerer en tabt kamp mod for stærke destruktive kræfter, og der er for kunstneren ikke andet tilbage end nydelsen ved (selv)ødelæggelsen i perverteret hvid form.
Det er et skrækscenario, der vil noget.
Men det kommer simpelthen for tæt på. I sin vision for fremtiden. Og det er måske den primære grund til, at Christian Lemmerz´ ny værk ikke som sædvanlig har vakt skandale og opsigt.
Værket peger direkte på en virkelighed, der meget vel kan være nært forestående, og at slaget er tabt, ikke bare for kunstneren men også for publikum, tydeliggør værket med al sin iboende gru.
Den slags er ikke opskriften på succes.
Det er for tæt på en virkelighed, vi ikke vil være ved. 

Symbolforsker
Max Uwe Jensen
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup