Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
19. juni 2006
Anmeldelse: Jesus Algovi på artboks.dk OFFLINE
Den andalusiske kunstner Jesus Algovi har indtaget udstillingsstedet artboks.dk OFFLINE. Bogstaver udgør en stor del af udstillingen i værker, der blander poesi med det skulpturelle. Kristian Mølgaard Nielsen anmelder.

Af Kristian Mølgaard Nielsen
Foto: Jan Falk Borup

Udstillingen med Jesus Algovi kan ses hos artboks.dk OFFLINE i perioden 27. maj - 29. juli 2006
www.artboks.dk
 
 
Poetisk skulptur
 
Straks man træder ind i lokalet hos artboks.dk OFFLINE, får man øje på værket ”solo quento tiempo”, der består af computerskærme stablet oven på hinanden. Kun én af skærmene er tændt. Scroller man ned i det åbne word dokument, kan man på skærmen se, at besøgende har bidraget til udformningen af dette værk. For iblandt alle de spanske ord, der står skrevet, dukker der pludselig ord som ”ølcrew” og andre mærkværdige danske ord op. Denne interaktion mellem det danske og spanske er en spøjs feature. På gulvet under skærmene ligger bogstaver spredt som fragmenter af ødelagte sætninger. Fra denne bunke løber en linie af bogstaver, der danner værkets titel, hen langs gulvet og op ad væggen. Dette er medvirkende til, at værket benytter rummet på en god og fængende måde.
Udstillingen rummer også filmen om Sisyfos-projektet. Som titlen antyder, indeholder dette værk referencer til den græske myte om Sisyfos, der som straf  fra guderne hver dag skulle trille en sten op på bjergets top, for derefter at trille den ned og gentage denne procedure hver dag resten af sit liv. Denne formålsløse handling bliver i Algovis værk omdannet til en færd rundt med en stor kugle påført bogstaver. Filmen er meget underholdende og interessant ved det, at den sætter spørgsmålstegn ved begrebet kunstinstitutionen. Men om den er et egentligt kunstværk eller blot dokumentation af et værk fremgår ikke tydeligt.

 

På væggen lige indenfor døren hænger et stykke hvidt stof, hvor bogstaver igen fremstår som brudstykker af et større hele. Man har fornemmelsen af, at der har stået noget konkret, men at sætningerne er blevet opløst og drattet ned af stoffet. Som beskuer forsøger man derfor at danne sine egne ord ved hjælp af disse spredte bogstaver. Dette værk udjævner, ligesom ”solo quento tiempo”, skellet mellem det danske og det spanske. For ordene, der kan dannes, kan være danske såvel som spanske.

Udstillingen rummer desuden mange, rigt illustrerede bøger, der dokumenterer kunstnerens virke. Desværre er de alle på spansk. Dette er ærgerligt, da man, som besøgende, gerne vil vide mere om denne spændende kunstner.
Overordnet er udstillingen rigtig god og klart anbefalelsesværdig. Dog skal det siges, at man savner information om kunstneren og om udstillingen generelt. Man står som gæst efter besøget desværre tilbage med en masse ubesvarede spørgsmål.


Relaterede links:
artboks.dk - www.artboks.dk
Jesus Algovi - www.jesusalgovi.com
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup