Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
20. maj 2006
Reportage: AsylumNYC
Det Berlin-baserede kunstnerkollektiv Wooloo Productions, har gennem flere forskellige projekter sat fokus på begreberne immigration og asyl, som konstituerer en række ømtålelige problemstillinger, der pt. resonerer kraftigt i bl.a. USA og Danmark. Senest har Wooloo udviklet og afviklet projektet AsylumNYC . Aukje Lepoutre Ravn reporterer fra New York.

Tekst og foto: Aukje Lepoutre Ravn

Projektet AsylumNYC fandt sted op galleriet WHITE BOX i perioden 24. til 29. april 2006

www.whiteboxny.org
 
Martin og Sixten i deres uniformer
 
AsylumNYC mellem fiktion og virkelighed

AsylumNYC, som foregik i New Yorks fashionable gallerikvarter Chelsea, undersøger nutidige ekskluderende regimer og udspillede sig grundlæggende som en procesbaseret performance. Med udgangspunkt i et konstrueret kunstner-asylcenter (creative asylum) blev mange af de scenarier, man forestiller sig værende til stede i virkelige asylcentre – såsom groteske magtrelationer, fascistiske autoriteter, kommunikationsbrist og frustrationer - udspillet og simuleret til det yderste. AsylumNYC  vakte så stort opsigt, at sågar CNN så sig nødsaget til at troppe op for at transmittere (eller måske i virkeligheden bare ”afmystificere”) begivenhederne.

AsylumNYC var dog mere end blot en simulation af et asylcenter, selvom det statement i sig selv ville have haft en vis gennemslagskraft, lokationen taget i betragtning. AsylumNYC var tilmed en konkurrence med stærk karakter af et realityshow. Ti unge kunstnere fra hele verden blev i fem dage og fem nætter isoleret i galleriet WHITE BOX, hvorfra de først og fremmest skulle agere som asylansøgere. Samtidig skulle de skabe et kunstværk udelukkende af de materialer og genstande, som eventuelle besøgende ville bringe dem. Guleroden – eller præmien om man vil – var efter sigende et O-Visum. Det er et visum, der udstedes i tilfælde af ”extraordinary ability in the field of arts” og giver fri opholdstilladelse i USA i tre år. Visummet er svært tilgængeligt og derfor meget eftertragtet blandt udenlandske kunstnere, der ønsker at opholde sig og arbejde i New York. Mere end 230 ansøgere fra 43 lande ansøgte om optagelse i Wooloo Productions’ kreative asyl. Heraf blev kun 10 udvalgt. Resten fik det røde stempel: REJECTED.

 
En udøvende deltager fra AsylumNYC   AsylumNYC med besøgende

 
En deltagers soveleje   Nao Matsumoto limer rissupper sammen

At konkurrencen i teorien imidlertid også var en simulation vidste kunstnerne ikke. De lod til at være af den opfattelse, at hvis de blot opførte sig pænt, adlød ”vagternes” reglement og ordrer, samt kreerede et originalt kunstværk, ja havde de lige så gode chancer for at ”vinde” som enhver af de andre. Men hvordan en vinder skulle kåres, og om visummet rent faktisk ville blive en realitet for vinderen, var der ikke nogle af planlæggerne, som kunne bekræfte. Ergo blev det en pointe, at konkurrencen havde en tilsvarende grad af falske forventninger, uvished og forhåbning blandt deltagerne, som ”virkelige” asylansøgere konfronteres med.

Jeg fik mig en snak med en af de uniformsklædte vagter, som viste sig at hedde Sixten Kai Nielsen og være dansker. Sammen med sin kollega Martin Rosengaard er de både medlemmer og blandt idémændene i Wooloo Productions. Sixten fortalte om projektets opståen, afvikling og især om den overraskende drejning i projektet, som havde fået stærk personlig indvirkningskraft. ”Det er mig, der skal opretholde ro og orden her i asylet. Jeg har uniform på, og med den har jeg autoritet. Min autoritets position afspejles i den kommunikation, jeg har med deltagerne. En kommunikation, som i øvrigt er blevet mere og mere ubehagelig. Flere af kunstnerne udfordrer og provokerer mig – både  i min rolle som vagt, men også mig som person. Jeg føler mig faktisk som en led fascist – noget der ligger langt fra min sande personlighed.  Man kommer hele følelsesregisteret igennem…” fortalte Sixten.

 
Valeria Corderos portrætter af alle deltagerne, som hun fik sine besøgende til at klistre op i det offentlige byrum.   Deltagernes regelsæt

Herudfra kunne jeg uddrage, at på trods af performancens rollespilskarakter og den åbenlyse teatralskhed, havde skuespillets magtkamp (nok mest fra vagternes side) taget overhånd og var blevet en anden slags (u)virkelighed.I et helt Foucaultsk univers kunne man som besøgende opleve disse tilspidsede roller helt tæt på, mens man selv blot fungerede som ”usynlige” statister (ekskluderet??). Ikke just en rar fornemmelse. Selv om man sagtens kunne få en positiv oplevelse ved at tale med de forskellige kunstnere og evt. bidrage til deres kunstværker med ting, man tilfældigvis lige havde i tasken, så var den dårlige smag i munden slet ikke til at undgå. AsylumNYC blev et panoptisk spil om psykiske og fysiske magtforhold. På denne meget direkte måde synes jeg det lykkedes, at udfordre og italesætte den konkrete, aktuelle eksklusions-problematik på en radikal måde, for når skillelinierne mellem kunst, virkelighed og simulation nedbrydes, og der ikke længere er nogle relationer, man kan være helt sikre på, ja så fæstner man sig ved oplevelsen... og husker den.

PS. Dusanka Komnenic fra Serbien Montenegro vandt i øvrigt konkurrencen.....


Relaterede links:
www.whiteboxny.org
www.franklinfurnace.org
www.woolooproductions.com
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup