Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
14. maj 2006
Essay: Lyserød M24 Chaffee
Ikke nok med at billedkunstner Marianne Jørgensen overbeviser det danske forsvar om at de skal låne hende en rigtig kampvogn. Hun igangsætter tilmed en større produktion af lyserøde strikkede lapper, der skal bruges til at dække kampvognen. Læs Iben Hofstedes essay om projektet Lyserød M24 Chaffee.

Tekst: Iben Hofstede
Foto: Barbara Katzin, Siska Katrine Ras Jørgensen m.fl.

Lyserød M24 Chaffee indgår i udstillingen TIME på Kunsthallen Nikolaj i perioden 8. april - 4. juni 2006 og på Kunsthallen Brænderigården 16. juni - 13. august 2006
www.nikolajudstillingsbygning.dk
www.braenderigaarden.dk
 
Den lyserøde kampvogn på Nikolaj Plads i København
 
Lyserød M24 Chaffee

Ovenpå, på siden af og rundt om en 18.370.000 kg. tung kampvogn bevæger 4-5 personer sig rundt. De er arbejdsomme men samtidig omhyggelige, går stille og roligt rundt og ser ud til at have det ganske rart. Med hinanden og med deres arbejde. Med tålmodighed og insisteren er det lykkedes billedkunstner Marianne Jørgensen at låne en militær kampvogn - en rigtig ´tank` - fra Gardehusarregimentet i Slagelse. Det er en model M24 Chaffee, arketypen på en kampvogn. Den deltog i 2. verdenskrig, nu står den i Københavns bycentrum ved siden af Nikolaj Kirke og er ved at blive indhyllet i et patchwork af mere end 1500 lyserøde, strikkede lapper. Som ét ud af 2 af kunstnerens værker, indgår Lyserød M24 Chaffee i gruppeudstillingen TIME.

Strik med mening:
At stikke er en handling, som forbinder os på tværs af tid og sted. Tidligere strikkede man som led i en dannelsesproces eller af kedsomhed, men først og fremmest af nødvendighed. Faktisk strikkede engelske kvinder under 2. verdenskrig for militæret, knitting-for-the-army. Strik og krig er således historisk set kendte følgesvende. I dag er strik blevet udtryk for luksus. Kvinder som mænd fatter strikkepindene, ikke for at få tøj på kroppen, men som anti-stress-middel eller for at få tøj med et personligt udtryk.
Alle tiders strikke-historier er formodentlig strikket ind i de hundredvis af lapper, der er  strikket af hundrede af forskellige mennesker på lige så mange forskellige måder: Ensfarvet, stribet, med sløjfer, mønster eller hjerter, løst og fast. Bag de strikkede lapper ligger hver enkelt persons tilkendegivelse af modstand mod krigen i Irak. Med Marianne Jørgensens værk genetableres tidligere tiders forbindelse mellem strik og eksistentiel relevans.

 
Strikkeklub i Århus Kunstbygning   Strikkeklub i København

 
De sidste lapper strikkes til kampvognen   De lyserøde lapper bliver syet sammen omkring kampvognen

Indsamlingen af lapperne er en historie for sig. Kunstneren har lavet løbesedler, der inviterer folk til at strikke lyserøde lapper (15cmx15cm) til projektet og mod krigen. På frivilligt initiativ og uafhængigt af kunstneren er der blevet dannet strikkeklubber i såvel Danmark som i England, enkelte har sendt kontanter til materialer, en anden har oprettet en støtteforening til projektet på internettet, og rigtig mange har sendt positive tilkendegivelser til kunstnerens email-adresse. Hver søndag eftermiddag siden d. 19. februar er folk mødtes i Århus Kunstbygning for at strikke. Her har nogle valgt at holde små oplæg om løst og fast - varierende fra interaktivt tøj til islandske sagaer. Alle de færdigstrikkede lapper bliver nu hæklet sammen til et stort modstandstæppe, der indhyller kampvognen.

Magtstrukturer og kunstneriske ytringer

Når kunstneren så tydeligt ændrer én overflade til en anden, skærpes fokus naturligvis på materialer, former, forskellige strukturer og deres betydninger. I Lyserød M24 Chaffee er det først og fremmest kampvognen, og hermed krig, der er i centrum, dernæst den kunstneriske intervention med kampvognen. Materialerne er her det grønmalede jern, som udgør den oprindelige kampvogn, og det lyserøde strikkede garn, materialet som dækker den. Jern er koldt, glat nærmest uigennemtrængeligt, ensartet og upersonligt. Den nye overflade er ujævn, forskellig i farve, fasthed og teknik, den er varm, blød og elastisk. Den lyserøde farve er komplementærfarven til army-grøn og er desuden den eneste farve, der ikke indgår i én af de mange farve- og mønsterkombinationer, der udgør dagens udvalg af kampvognscamouflage. Man kan læse de forskellige materialeegenskaber som karikerede billeder på de strukturer, der repræsenterer: militærets orden, faste hierarkier, ordrer og disciplin overfor kunstens anarki, dens tilsyneladende mangel på struktur, organisering osv. Metallets struktur bliver i Lyserød M24 Chaffee en analogi på militærets struktur, men også magtsystemer og deres handlemåder generelt, og det strikkede, lyserøde ´hylster` bliver en analogi på kunstneren og på individuelle handlestrategier som sådan. Titlen ”Lyserød M24 Chaffee” betegner derfor dels en forvandling, dels et paradoks.

 
Detalje fra kampvognen på Nikolaj Plads   Kanonløb med lyserød pompon

Kampvognens impotens
Marianne Jørgensen har gennem flere år arbejdet med kampvognen i sine værker. På udstillingen ”Fourteen Takes” (vist i forskellige sammenhænge på hhv. Overgaden i København, 2004 og i Århus Kunstbygning, 2005) viste kunstneren en kampvogn i papmaché, Avaritia (lat: griskhed), i skalaforholdet 1:1. Inde i kopien befandt sig et motoriseret objekt, en bil tror jeg. I en udstillet videooptagelse kunne man se papmachékampvognen køre rundt i et ørkenlignende landskab - i kunstnerens egen baghave, har jeg fået fortalt. En efterligning af krig og det krigsførende menneske som må siges at være ligeså ubehjælpsom, lige så lidt faretruende og imposant, som når en kvinde påfører sig en dildo for at forstå, hvordan det er at være mand. Tilsvarende ubehjælpsom står kampvognen i disse dage – pacificeret og til skue i sin lyserøde dragt og med pompon´er stikkende ud af mundingen. Stedet er for hverdagsagtigt til at handle om krig, kampvognen for absurd til at være farlig. Men er kampvognen nu også så ubehjælpsom endda? Netop ved at forskyde kampvognens kontekst, forskyder kunstneren krigens logik, hvormed den også tydeliggøres. Kampvognen er placeret midt i et dagligdagsrum omgivet af dagligdagsaktiviteter fra de forbipasserende såvel som fra folkene, der arbejder på kampvognen. Det er ikke kun det amatøragtige ørkenlandskab i kunstnerens baghave, ej heller fremstillingen af en lyserød kampvogn ved siden af en kirke i Københavns bycentrum, der virker absurd. Tværtimod. Det er i lige så høj grad kampvognens fremmedhed og dens mangel på menneskelighed, der bliver tydelig.

Hvad er følelsen af krig?
Strikkeeftermiddagene i Århus Kunstbygning er præget af afslappet samvær, fordybelse og koncentration, lytten, interesse, morskab og ro. Aktiviteten minder os om liv og aktivitet i og omkring os, liv der også eksisterer, men som ikke er synligt i medierne, og som i hvert fald kun meget vagt fylder os, når vi ser reportager fra de krigsramte zoner i Irak.  Krigsreportagen som genre og som virkelighedsdokument bliver i Lyserød M24 Chaffee tematiseret gennem monitorer, installeret inde i udstillingsbygningen. Herfra kan arbejdet med at indhylle kampvognen udenfor følges live og ses i fugleperspektiv. Modsat massemedierne taler Marianne Jørgensen ikke bare om de grusomme spor, som krig uvilkårligt sætter, såsom tab af vores hjem, familier og venner, vores land osv. Kunstneren fremmer stemninger og situationer, hvor fornemmelsen af det hjemlige, af tryghed og personlige kontakter kan opstå. Når vi strikker, oplever vi fred og ro. Vi mærker på vores egen krop, at det er godt. Når vi står ved kampvognen udenfor eller ser på monitorerne inde i bygningen, ser vi folk, der går og hygger sig, samtidig med at de roligt og omhyggeligt udfører deres arbejde. Dette værk handler ikke om at råbe højt, formulere sig korrekt eller om at forstå politiske implikationer. At strikke mod krigen i Irak handler i første omgang om at mærke, hvordan det føles, når man har det godt, og hvordan det føles, når man mener, man gør noget godt - alene eller sammen. Lyserød M24 Chaffee er ikke kun et formelt greb, men er også skabelsen af et handlingsrum, hvor vores frustration over krigen får et konkret, æstetisk og tydeligt udtryk. 

 
En kampvogn i papmaché, Avaritia, skyder med kartofler   Værket Ira og kunstnerens datter Katrine

Det ikke-synliges vogter
I værket Avaritia slutter kampvognen af med at spytte kartofler ud af mundingen. Kartoflerne bliver efterfølgende omhyggeligt plantet af kunstneren og hendes datter - igen hjemme i kunstnerens baghave. Handlingen bliver udført under stille snak, i ro og mag. Kartoffelspirerne vandes og ukrudt fjernes, og som ugerne går, vokser planterne frem og ordet Ira opstår (lat: vrede).
Marianne Jørgensen ser på, hvad der er, og hun materialiserer næsten på magisk vis det usynlige, som også er. I værket Ira er det den vrede, der uvilkårligt også følger, når lande går i krig. I værket Lyserød M24 Chaffee er det fraværet af følelsen af det hjemlige, tryghed og hygge under tilstedeværelsen af krig, der bliver gjort synlig. Og da krigen startede for 3 år siden tog kunstneren resolut initiativ til at brodere sætninger på de forbipasserendes tøj med de reaktioner og kommentarer overfor krigen, som hver enkelt nu måtte have. Hun synliggjorde dét, som hver enkelt tænkte på i forhold til den konkrete situation. Som en anden gartner plejer kunstneren nænsomt det usynlige eller uudtalte omkring os, får det til at vokse op og vokse frem, uden frygt eller overdreven empati, som en ting i verden, en ting som ér, en ting der kræver  opmærksomhed.

Den sande krigsmanifestation er en anti-camouflage
Gennem en konkret og kropslig aktion-interaktion synliggør kunstneren det ikke-synlige, herunder det u-udtalte og ikke-materialiserede. Lyserød M24 Chaffee handler ikke kun om at beklæde en kampvogn i et lyserødt hylster, men er også en kunstnerisk interaktion med et meta-fysisk stof. En kampvogn er i sig selv ikke tegn på krig. Det er de tanker, der bliver kanaliseret via kampvognen, der handler om krig: “Since wars begin in the minds of men, it is in the minds of men that the defence of peace must be constructed”, som det står i UNESCO´s forfatning.

At postulere at en lyserød kampvogn er et feminint, naivt og romantisk initiativ til at bekæmpe krig med kærlighed er en simplificering af den problematik, kunstneren sætter i spil. Tværtimod fremstår kampvognen i en modig anti-camouflage, udstiller sig som en veritabel skydeskive, der tilkendegiver sin egen tilstedeværelse, men også kunstneren samt alle dem, der har strikket til projektet  bliver et synligt her-er-jeg. Den lyserøde kampvogn er afskrevet muligheden for at snigløbe sin fjende midt om natten, højt oppe i luften eller dybt under vandet, med infrarøde stråler og målsøgende missiler. Eller (om end ud fra en anden kampstrategi) med en uskyldigt udseende taske på ryggen fyldt med dynamit, midt i bussen og i myldretiden.
På et fysisk plan er kampvognen måske blevet ukampgjort. På et metafysisk plan er kampvognen i fuldt krigsberedskab! For ligesom sex ikke kun handler om dét, der sidder mellem benene, handler Lyserød M24 Chaffee ikke kun om krigsmateriel.


Relaterede artikler:
Pressemeddelelse

Relaterede links:
www.nikolajudstillingsbygning.dk
www.marianneart.dk
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup