|
|
 |
| |
| Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding |
| |
| 25. april 2006 |
| Send din kommentar til
|
| Anmeldelse: Deitch Projects – The Garden Party |
Vores faste New Yorker reporter Aukje Lepoutre Ravn har været forbi SoHo galleriet Deitch Projects. Galleriet viser udstillingen The Garden Party med værker af blandt andet Olafur Eliasson, Yoko Ono og en række andre yngre og ældre samtidskunstnere.
Tekst: Af Aukje Lepoutre Ravn
Foto: Aukje Lepoutre Ravn
og Deitch Projects
Udstillingen The Garden Party bliver vist på Deitch Projects i New York i perioden 9. marts til 13. maj 2006
www.deitch.com |
| |
 |
| Fernisering på udstillingen The Garden Party |
| |
Deitch Projects – The Garden Party
New Yorks galleriscene domineres af kommercialisme og profitorientering, men byen byder også på mere alternative, sjove og eksperimenterende gallerier, som heldigvis også har et rigtig godt fodfæste i byen. Et af de mest populaere er Deitch Projects, der ligger i SoHo. Galleriet udforsker generelt nye overensstemmelser mellem kunst, mode, musik og performance og har ry for at være ekstremt eventbaseret, når det kommer til deres ferniseringer. Disse foregår gerne med indslag af mærkværdige performances, outrerede musikalske sceancer eller andre former for opsigtsvækkende iscenesættelser. På Deitch Projects møder man med garanti, den absolut mest farverige, legende og gøgleriske del af New Yorks kunstscene – både dets afsendere og dets modtagere.
Deitchs aktuelle udstilling hedder The Garden Party og er en ret fantastisk total-iscenesættelse af hele gallerirummet, med en præsentation af over 20 kunstneres separate værker. Udstillingen fungerer som en nutidig fortolkning af det klassiske, kunsthistoriske tema som Giorgione og Eduard Manet har etableret med deres erotiske have eller ”Frokost i det grønne”. Kurateringen er original og udfordrende. Man møder stor variation og alsidighed i både medier, proportioner og aktiv/passiv forholdet mellem værk og beskuer. Der er flere værker, hvor beskuerens deltagelse er essentiel og del af hele ”havefestens” tema om løssluppenhedens iscenesættelse.
 |
|
 |
| Ned af græsbakken |
|
Udstillingsbillede |
Det værk man omgående møder, når man træder ind i galleriet er Paola Pivis græsbakke, der dufter skønt af sommer og samtidig fungerer som udstillingens ultimative interaktive værk. Pivis har bygget en temmelig stejl rampe og beplantet den med et tæt græstæppe. Ved at bestige en lille stige bagerst i lokalet, kommer man op på bakkens top. Herfra er idéen så, at man skal antage en larves animalske stilling og simpelthen rulle ned af bakken som en lang kropslig pølse i et ukontrolleret, men dynamisk tempo. Underholdningsværdien er ganske bemærkelsesværdig og man får sågar lov til at tage dele af værket med hjem, i form af tørrede græsstrå, der har sat sig fast i ens tøj under rulleturen. Og så har bakken den klassiske effekt; så snart én person har kastet sig ud i rulleriet under andres observation, ja så populariseres handlingen og flere tager opfordringen op. Løssluppenheden virker!
 |
|
 |
| Yoko Ono og Jeffrey Deitch |
|
Udstillingsbillede |
 |
|
 |
| Olafur Eliasson: Anti-Gravity Cone |
|
Udstillingsbillede |
Yoko Ono er en nær ven/kunstner af galleriet og Jeffrey Deitch inddrager meget ofte Ono i Deitchs gruppeudstillinger. Yoko Ono har lavet et slags ønsketræ af gran, hvorpå man kan hænge små, hvide ønskesedler eller kommentarer på. Træet er overdynget af tegninger, tekst og udråbstegn, hvilket tydeligt indikerer beskuernes velvilje til medindflydelse og meningsytring. Ved siden af træet står Olafur Eliassons Anti-Gravity Cone. Værket rejser sig som en solid rombeform i groft fyrretræ op fra gulvets multikoloristiske og psykedeliske mønstre. Kigger man ned i romben fornemmer man en et hulrum i en omvendt kegleform der emmer af fugtig luft. Hernede plasker Eliassons yndede vand rundt som et bagvendt vandfald, mens stroboskoplysets stålgrå skær, forhindrer øjet i at opnå den fokuseringsgrad, der skal til, for at kunne afkode vandmassernes installering og herkomst. Som altid, når det kommer til førstegangsperceptionen af Eliassons værker, opleves en snert af mystik og uforklarlighed og man kigger længe ned i romben for at finde en logik og et system i vandets abrupte gentagelsesmønster. Er vandet reelt til stede eller afspilles der en video i et kort loop spørger man sig selv? De fleste Eliasson-elskere vil sikkert synes om dette værk.
Ovenpå galleriets mezzanin er Noritoshi Hirakawas Garden of Nirvana fra 1997 placeret. Installationen er en diskret men direkte opfordring til at strippe – men kun for de kvindelige gæster vel at mærke. Kvindelige gæster bliver nemlig inviteret til at tage deres trusser af (kun hvis de er hvide) og hænge dem op i lysekrone-lignende krogholdere. Japanske kvinder bruger disse ”krogholdere” til at hænge over deres badekar som deres undertøj så kan tørre på. Hvis (når) gæsterne har fyldt krogene helt op med hvidt undertøj – et stk. af gangen - ja så vil værket ifølge Hirakawa selv, blomstre og blive til Garden of Nirvana. Både poetisk og erotisk på en meget uskyldige måde.
 |
|
 |
| Noritoshi Hirakawa: Garden of Nirvana |
|
Udstillingsbillede |
 |
|
 |
| Momoyo Torimitsu: værk Horizon |
|
Udstillingsbillede |
Undertegnedes absolutte yndlingsværk er dog Momoyo Torimitsus værk Horizon, som er placeret isoleret i galleriets underafdeling. Værket er et ca. 4 meter langt og 2 m. bredt landskabstæppe, hvorpå der er udformet græs, floder og sporadiske ansamlinger af palmetræer og højhusbyggeri. Rund ovenpå landskabstæppet, ses en stor flok GI Joe-legetøjsdukker, der kravler rundt i et sløvt tempo (disse dukker kan købes over alt i Chinatown). Når man kommer tættere på værket træder det virkeligt i karakter. Torimitsu har simpelthen afklædt de ca. 50 batteridrevne dukker, og istedet iklædt dem små mørke jakkesæt. Derudover har hun også forandret dukkernes ansigtstræk, så de enten ser meget stramme og japanske ud, eller ligner George Bush (”Mr. Nice Guy”- frisuren er ikke til at tage fejl af). Som helhed giver skikkelserne bevægelser og lyde stærke associationer til en flok gnaskende rotter, der stimler sammen i flok. Således oplever man et fugleperspektivisk landskab, der meget symbolsk er befængt af små gnavende jakkesætsmænd, der stimler sammen i flok, men ikke kommer videre når de støder på en forhindring. Deres ”batterier” virker uddødede. Værket er simpelthen en genial allegori på vor tids magtlandkort og dets politiske bevægelsesmønstre! Balancen mellem humor og politik er ellers ofte problematisk i kunst, men Torimitsus Horizon bevæger sig elegant på den fine linie mellem disse to felter, uden at det stærke politiske budskab overskygges af den humoristiske og underholdningsbaserede visuelle fremtoning.
The Garden Party er et forfriskende pust i mængden af selvhøjtidelige og snobbede galleriudstillinger. Hvis man spørger galleriets medarbejdere om hvilke kunstnere, der har lavet hvilke værker så kan man opleve at de blot trækker på skulderen og siger; ”I’m not sure, why do you want to know? – This is just one big happy family"...
Af andre deltagende kunstnere i The Garden Party ses bla: Vanessa Beecroft, Ghade Amer, Liza Lou, The Citizen Band, Mika Rottenberg, Ryan McGinness og Julie Atlas Muz.
Deitch Projects - www.deitch.com |
| |
| |
| Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding |
|
|
|
|
