Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
3. april 2006
Send din kommentar til
Reportage: LIVEART2U i Ridehuset
Festivalen LIVEART2U præsenterede 2 dages maraton med performances og foredrag med menneskekroppen i fokus. En nedfrossen menneskekrop, en forvreden krop, en krop af brød, en krop med sammensyede lemmer og så en gang menneskeblodpølse. Velbekomme. Filip Granlie rapporterer fra festivalens afsluttende program.

Tekst: Filip Granlie
Foto: Jan Falk Borup

Live-art festivalen LIVEART2U, kurateret af Gritt Uldall-Jessen fandt sted i Ridehuset i Århus d. 24. – 25. marts 2006.
www.kulturhusaarhus.dk


 
Kunstnerisk selvmord

I et ubestemmeligt felt mellem installationskunst og performance findes genren live-art. En forsigtig afgrænsning af begrebet synes at være en adskillelse fra den traditionelle kunstinstallation ved kunstnerens live-deltagelse og fra performance ved en nedbrydning af fiktionen.

Som anden del i installationskransen Kvintett opførte den norske kunstner Håvve Fjell installationen Sting. Han lod sine hænder sy fast til ansigt og skridt og armene fast langs kroppen for at sidde således i tre timer, mens lysbilleder og tekst fra kransens installationer blev vist på væggen bag ham. Fjells nøgenhed trodsede Ridehusets uimødekommende temperatur og afslørede en krop præget af tatoveringer, barberbladssnit og angiveligt brændemærkninger, heraf én med ordene PAIN SOLUTION stående hen over maven. Den fysiske smerte så ikke ud til at påvirke Fjell, men blev til gengæld fantomfølt af dele af publikum. Der var spredte, empatiske ubehagsudtryk.
Fjells indtagne og faste positur vakte en klar konnotation til Grubleren af Rodin. Men Sting var markant anderledes end Grubleren, som kun er påvirkelig af syreregn, om hvilken der sikkert ikke er skrevet digte siden 1989. Sting var en organisk skulptur, nedbrydelig af den temporale ramme i live-art, af fysiologisk ælde, men i særdeleshed nedbrydelig af selvet. Selvnedbrydningen bestod imidlertid kun i viljen og overgivelsen, for sammensyningen blev foretaget af en assistent, og nedbrydningen var altså også udefrakommende og obligatorisk. Afhængigheden af assistenten og fangenskabet ved stingene skulle ifølge de ledsagende lysbilleders tekst afspejle de undertrykkelser og begrænsninger, vi underkastes. Kritikken var af samfundsmæssig karakter, men kan også være af eksistentiel karakter: Det er en rædsomt klaustrofobisk tanke at besidde intellektet og som en slange være ude af stand til at bevæge armene eller kommunikere sprogligt.

 
Installationsbillede fra Sting   Performeren Håvve Fjell

 
Assistenten klipper Håvve Fjell fri   En kold øl og et lettelsen smil

Den klaustrofobiske og undertrykkende begrænsning destrueredes imidlertid ved overskridelsen af selv samme, for Fjell viste ved den kunstneriske overskridelse, at begrænsningerne ikke er ubegrænsede. Det er et interessant paradoks, som også blev afsløret under den nådige, himmelfartlignende befrielse: Efter den skulpturøse maraton-lit de parade, som publikum defilerede forbi, antog stemningen en mere munter gravølskarakter med vitser frem og tilbage mellem publikum og kunstner, da befrielsen endelig viste sin forbarmende dødens brod ved stingenes exit, og der udloddedes en øl til den blandt publikum, der gættede nærmest antallet af sting. Der var 117.

Mens Håvve Fjell grublede som forstenet, fandt andre performances sted. Lene Leth Lebbes performance NN fandt sted på en regulær, oplyst scene med en mørk tribune til publikum, som således til en start var afskærmet fra værket. NN’s afsondring fra performanceteater var derfor svær at definere. Fra scenetæppet fremtrådte en amorf Schwarzenegger-groteske, der besad en væsentlig androgyni i den stereotype forestilling om det arketypiske muskelbundt på den maskuline side og på den feminine side netstrømpeoutfittet og publikums viden om kunstnerens køn. Væsenet spillede skælvende usikkert med musklerne indtil gennembruddet fandt sted: den øgede opmærksomhed på musklerne resulterede i en selvdestruerende flosning af huden og afslørede, at musklerne bestod af brød, som i rige mængder fandt vej til groteskens mund. I et bizart, selvfortærende orgie krummede grotesken sig vej fra scenen til tribunen, hvor publikum blev begavet med muskelmasse. Ved publikums medfortæring flyttede performancens fokus sig fra at være præsenterende, fremført scenekunst til at være en både kunstner- og publikumsinvolverende performance i en afsender/modtagermolesterende Ouroboros-figur, men formåede på grund af skuespillet aldrig at overskride fiktionen.

 
Uwe Max Jensen får tappet blod   Blodet bliver blandet med de øvrige ingredienser

 
Blodpølsen er klar til servering   Publikum spørger sig selv: Skal, skal ikke?

Aftenens hovedattraktion var Uwe Max Jensens værk Blodpølse (lavet af kunstnerens blod). Scenens sparsomme regi bestod i en papkasse med købmandsvarer, et bord med køkkengrej, et komfur og to stole. Uimponeret og i civilt entrerede kunstneren, satte sig og blev tappet for blod af sin sygeplejerskeassistent. Der var ikke megen andægtighed at spore under værkets opførelse; der blev fotograferet heftigt, og publikum diskuterede blodets kulør og pludselig vegetarisme, og der var en jævn forundring over, at værket rent faktisk fandt sted. Det gjorde det. Kunstneren brød tavsheden, som kun var at finde på scenen, da han spurgte publikum til blodmængden, og da den var passende, forlod sygeplejersken scenen og et bloddelta langs kunstnerens arm. Kunstneren fulgte et opskriftsblad, blandede blodet med mælk og opnåede en ny, flot farve, og de øvrige ingredienser, kanel, byg, rosiner og æble blev tilføjet. Massen blev hældt i en brødform, og kunstneren udbrød med stolthed i stemmen: ”Der er til to!” 
Det var som at se tv-køkkenet live: Blodpølse skal have to timer i ovnen, og Uwe Max Jensen havde derfor også snydt lidt og medbragt en forbagt blodpølse af kunstnerens blod, som blev stegt og arrangeret i appetitlige bidder med sirup på paptallerkener, der blev delt rundt til publikum af kunstnerens tiårige datter.

Værket varede omtrent en time og rummede en kolossal suspense: publikums uvished om den eventuelle og kannibalistiske overskridelse ved meddeltagelse i gæstebudet var til sidste øjeblik ulidelig, men da blodpølsen præsenterede sig for deltagerens øjne og næse, var der ikke længere nogen tvivl. Ved den smagfulde absorption af værket blottede kunsten sit fiktive skalkeskjul for deltageren i en komplet demontering af sin andethed: der var ikke noget andet end blodpølsen. Skuffelsen ved suspense-afløsningen var demonstrativt rammende. Blodet var Uwe Max Jensens, værket var kun lige nu og her, absolut konkret, nonfiktivt og uden en mulig fortolkning, foruden en smagsdom. Og hvordan smagte værket så? Blodpølse (lavet af kunstnerens blod) smagte som blodpølser flest, men besad en mere sejlivet konsistens, som må tilskrives Uwe Max Jensens sejhed.


Relaterede artikler:
Pressemeddelelse
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup