|
|
 |
| |
| Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding |
| |
| 3. marts 2006 |
| Send din kommentar til
|
| Reportage: Transmediale.06 |
Nu er det tid til at vende blikket mod en af metropolerne for at foretage den tilbagevendende pilgrimsvandring. Metropolen er Berlin og begivenheden Transmediale, som faktisk blev startskuddet på aarhus,nu’s strøm af artikler for bare et år siden. Anne Dyhr rapporterer fra Berlin.
Tekst og foto: Anne Dyhr
Den internationale mediekunst festival Transmediale.06 fandt sted i Berlin i perioden 3. - 7. februar 2006
www.transmediale.de |
| |
 |
| |
Virkelighedsfiktion på Transmediale.06
Nu blev det så februar igen og tid til at vende blikket mod en af metropolerne for at foretage den tilbagevendende pilgrimsvandring. Metropolen er Berlin og begivenheden Transmediale, som faktisk blev startskuddet på aarhus,nu’s strøm af artikler for bare et år siden.
For lige at genopfriske formaliteterne fra sidste år, er Transmediale en årlig tilbagevendende mediekunstfestival, som afholdes i Berlin.
I år var temaet for taler og symposier ”Reality Addicts”, og for den værkbaserede udstillingen var titlen ”Smile Machines”. Man kan argumentere for, at det, som skaber en analogi mellem de to temaer, er, at begge temaer insisterer på, at vi i dag ikke længere lever i adskilte virkelige og fiktive verdner, men at vi i højere grad end før må navigere i et matrix af kopierede, sammensatte, virtuelle, medierede, konstruerede virkeligheder. Hvordan klarer vi - som primært fysiske individer - det? Og hvordan klarer vores såkaldte hjælpende digitale værktøjer det?
Desværre eller heldigvis var der ikke nogen entydig definition, hvilket vel også ville have været for kommercielt. Tværtimod stillede festivalen skarpt på, hvordan denne mediesuppe netop er blevet udnyttet af kommercielle interesser - både direkte gennem vores markedsøkonomiske kodeks, der fordrer funktionalitet og effektivitet, men også gennem en populistisk reklamebrug af eksempelvis smilet. Et smil, der her bliver brugt som metafor for vores forbruger-samfunds fokus på det glatte, kønne, kloge, let fordøjelige og hurtige udtryk. Et udtryk som specielt kvinden gennem tiden har ligget under for.
Udstillingen ”Smile Machines” argumenterer for, at kvinden i langt højere grad end mænd har eller stadig ligger under for et krav om at være sød og smilende, uanset hvad hun bliver stillet overfor.
 |
|
 |
| |
|
|
 |
|
 |
| Christian Möller præsenterede ”Cheese” fra 2003. Her ses to af de i alt seks monitorskærme. Så snart skuespillerne holder op med at smile lyder der et lydsignal, og måleren går i rødt. |
Christian Möllers ”Cheese” fra 2003 stiller skarpt på denne påkrævede smilediskurs ved at lade seks kvindelige skuespillere posere en halv time foran et kamera. Det eneste krav er, at de skal smile, hvilket er et umuligt krav for skuespillerne at overholde. Og hvis de sænker smilet, bliver de mødt med buuuuh-tone og lysende røde lamper.
Et andet værkeksempel på denne perspektivering af smilets markedsøkonomiske værdi er af Fluxus kunstneren George Maciunas med værket ”Flux Smile Machine” fra 1971. Ved hjælp af Maciunas lille simple smile-devise, der sættes ind i mundvigene, og derved trækker mundens kurver ud til siderne, sker der det, at den heldige bruger - med lidt god vilje - ser smilende ud hele tiden. Disse værker er en markering af, at alt ikke er, hvad det ser ud til, og at glæde er blevet en driftig økonomi.
Udstillingens Titel ”Smile Machines” skal derfor læses med et gran af sarkasme og ses igennem en satirisk optik, hvilket udstillingens historiske retrospektive gennemgang af mediebaserede værker forsøger at dokumentere. Her skal humor ses som kritik eller debat om den kommercielle brug af teknologi og teknologiens både effektiviserende og til tider fordummende simplificering af data.
 |
|
 |
| |
|
|
 |
|
Hør lydfil |
| Øverst ses Norman T. Whites ”The Helpless Robot” fra 1987-1996. Nederst fra venstre Simon Pennys ”Petit Mal” fra 1989-2005 og Maurice Benayouns ”Emotion Vending Machine” fra 2006. |
Norman T. Whites monstrum af en maskine siger det hele. ”The Helpless Robort” fra 1987 er gennem årene blevet udviklet til i dag at være komplet hjælpeløs. Den er en sarkastisk kritik af det kommercielle opdaterings-ræs, som hele tiden argumenterer, at den sidste nye update til din PC eller Mac er meget bedre. Dette gælder dog ikke for ”The Helpless Robot”. Man kan skubbe kroppen til enten den ene eller anden side ved at gribe om de dertil placerede håndtag. Undervejs vil ”The Helpless Robot” forsøge at korrigere drejningen ved at bede dig sænke farten, dreje den anden vej eller dreje hurtigere eller langsomt. Robotten har flere tusinde krav, der afkræver tålmodighed og opmærksomhed fra hjælperen. I dette værk er rollerne byttet rundt, så det er os der skal hjælpe robotten og ikke - som vi normalt kender det - det digitale objekt, som skal hjælpe os.
Ligeledes forsøger Simon Penny med sin super-søde, nuttede og tumlingeagtige robot ”Petit Mal” fra 1989 (genoplivet i 2005 til Transmediale.06) at aktivere andre sanser end de funktioner og værktøjsbaserede sanser, som vi ellers primært bruger, når vi snakker teknologi.
Maurice Benayouns ”Emotion Vending machine” fra 2006 kaster et mere satirisk lys over fænomenet søgemaskine. Her kan du vælge tre følelser ud af ni mulige. Herefter søger maskinen på nettet efter dine valgte følelser, og visualiserer dem både som grafik og audio. Oven over kan du se og høre mit valgte følelsesbillede, som man smart og let kan tage med sig hjem på sin USB-nøgle. Værket stiller med sin simpelhed og begrænsede valgmulighed skarpt på, hvad maskinen og teknologien gør ved vores ellers nuancerede sanseapparat, idet den afkræver nærmest fordummende spørgsmål og svar for derigennem at kunne skitsere vores umiddelbare følelsesapparat.
Et andet felt, hvor teknologi har været nærmest uimodsigelig, har været i fabrikanters insisteren på, at det digitale objekt kan sidesvares med et helt objektivt organ, der fri for følelser, barnlighed eller lignende primitive karakterer kan gengive vores verden HELT præcist, HELT uden fiktive svinkeærinder.
Hvis f.eks. overvågningskameraet, dit mobiltelefonopkald eller din personsøger siger, at du var et sted eller brugte for mange penge på et pågældende tidspunkt – ja, så er det ret svært at argumentere imod. Dine digitale data vil i mange sammenhænge veje tungere en dit personlige udsagn. Din datakrop vil blive opfattet som mere troværdig eller sandfærdig end din fysiske krop.
Hvis web-kameraet har fanget dig, mens du sniger dig ud af Magasin med favnen fuld af pelse, bliver det ligeledes meget svært at modbevise, fordi vi - som samfund - tillægger de digitale medier en umiskendelig eneret til sandhedenslagring . I denne nye digitale virkelighedsoptik perspektiveres foredragsrækkens tema Reality Addict, virkeligheds afhængig. Man kan argumentere for, at dette års Transmediale ønsker at understrege vigtigheden af, at vi som samfund får diskuteret det digitale medies placering og brug - også på et mere abstrakt plan. Måske ses virkeligheden i dag gennem den digitale optik, og hvordan påvirker det os?
Både i Agnes Meyers-Brandis værk ”SGM – Iceberg - Probe” fra 2005 og Nam June Paiks ”TVRodin” fra 1976/1978 spiller denne tvistede virkelighedsopfattelse en vigtig rolle
| |
|
|
 |
|
 |
| Dokumentation af værket ”SGM – Iceberg – Probe” af Agnes Meyer – Brandis. |
”SGM – Iceberg – Probe” er en af mine favoritter på udstillingen. Som man kan se på billeddokumentationen oven for er Agnes Meyers-Brandis værk placeret i en lille udendørs mellemgård i Kunstakademiet, hvor Transmediale havde base i år. Værket leger med det digitale medies nærmest uomtvistelige patent på det ikke-fiktive.
Agnes Meyer-Brandis har mere præcist konstrueret en sonde, der transmitterer billeddata fra jordens dybere lag, hvor hun søger efter isbjerge og andre mulige verdner. Ved at fire sonden op og ned i det 50 meter dybe borehul, får man mulighed for at se hvilke finurlige eksistenser, der lever nede i dybet. ”SGM – Iceberg – Probe” leger med vores oplevelse af teknologien som sandhedsbebuder og vores læsning af den verden vi lever i som ikke-fiktiv eller mytologisk. Jeg synes, at Agnes Meyer-Brandis flot pointer vigtigheden af det fiktive i en verden styret af en naturvidenskabelig kodeks. Måske er det vigtigt at lede og fantaser efter små mytologiske væsner i dybet eller måske vi bare skulle kræve en ret til fiktion inden for den digitale diskurs.
 |
|
 |
| Den legendariske installation ”TVRodin” af kunstneren Nam June Paik fra 1976/1978. |
En anden kunstner på udstillingen der leger med virkelighedstransmissioner er Nam June Paik. Han stiller med sin næsten 30 år gamle installation ”TVRodin” skarpt på medieverdenens overfladiske, narcissistiske og lukkede kredsløb. Her sidder en miniature-skulptur af det berømte værk ”The Thinker” af Rodin og ser tv af sig selv. Nam June Paik har tidligere lavet en version med Buddha (”TVBuddha”). Man kan derfor opfatte ”TVRodin” som en vestlig kritisk pendant.
Transmediale.06 får tommelfingeren op fra undertegnede, idet den professionelt og sagligt tør at gå i clinch med vores markedsøkonomiske samfundsstrukturer i et håb om, at flere tør bruge disse nye medier til andet end kommerciel og fordummende brug.
Lektien, man kan lære, må derfor være, at også du, kære læser, bør kæmpe for din ret til flertydighed og fiktion inden for den digitale diskurs. IT er så meget mere end ”Microsoft Office” og ”Internet Explorer”.
Transmediale.06 http://www.transmediale.de/page/home.0.3.html
Christian Möller http://www.medialabmadrid.org/medialab/medialab.php?l=0&a=a&i=374
George Maciunas http://www.transmediale.de/page/exhibition/exhibition.0.2.3.html
Norman T. Whites http://www.normill.ca/artpage.html
Agnes Meyer – Brandis http://www.blubblubb.net/ |
| |
| |
| Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding |
|
|
|
|
