Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
1. marts 2006
Send din kommentar til
Anmeldelse: ÅMX.06 videovisning på ARoS
Lørdag d. 25. februar var der fremvisning af forskellige svenske kunstneres videoværker på ARoS i forbindelse med ÅMX.06. Et videoprogram som var en blandet oplevelse, der desværre tangerede det kedsommelige i følge vores skribent Pia Strandbygaard Frandsen.

Tekst: Pia Strandbygaard Frandsen
Foto: ÅMX pressefoto

Videovisningen blev afholdt op ARoS Aarhus Kusntmuseum lørdag d. 25 februar 2006.
www.aros.dk
 

Ylvva Westerlund: Exercises in Triangulations, 2004. Videostill

 
ÅMX.06 videovisning på ARoS

Lørdag den 25. februar bød Århus-Malmö Exchange Programme 2006 på videovisning i ARoS. Programmet bestod af seks videoer af kunstnerne Ewa Einhorn, Ylva Westerlund, Mats Adelman, Karlotta Blöndal, Tova Mozard og Mathias Kristersson. Videoerne blev vist på storskærm i auditoriet med en pause mellem hver, hvor Jee-Eun Kim – en af initiativtagerne til ÅMX06, introducerede de enkelte værker ved at læse en tekst op, skrevet af hver kunstner.

Den første video var Mathias Kristerssons Chasing Silence. Af introduktionen til videoen fremgik det, at Mathias Kristersson primært arbejder med lyd og med sproget. Det kan selvfølgelig ses eller rettere høres i hans video, som er alt andet end visuelt orienteret. Chasing Silence blander fortællingen om figurerne Calf Brain og Monkey Man med en række selvrefleksive betragtninger om selve videoen. Historien fortælles med forvrænget stemme på baggrund af en larmende, siden hen tyst lydside. På skærmen vises den engelske oversættelse af den svenske tekst i form af hvide bogstaver på sort baggrund. Historien og overvejelserne bag er for så vidt interessante nok, men da billedsiden stort set er ikke-eksisterende, spørger man sig selv, hvorfor Mathias Kristersson egentlig har valgt videoen som værkform?

 
Mathias Kristersson: Chasing silence, 2004. Videostill.   Mats Adelman: NordÖst. Videostill.

Ylva Westerlunds video Exercises in Triangulations befinder sig i samme kategori, for så vidt at ’billedsiden’ også her er begrænset til tekst på sort baggrund. Her indgår det skrevne ord sammen med skematiske tegninger som illustrationer af lydsidens udredning af begrebet ’triangulation’. En tilsyneladende videnskabelig metode til at koble to uforenelige begreber til et helt tredje. Videoen er på en gang en finurlig parodi på de gamle, belærende skolefilm og et forsøg på at undersøge ”nogle af de strukturer, der har formet vores historie,” jf Jee-Eun Kims introduktion til kunstneren. Både Ylva Westerlund og Mathias Kristerssons videoer lider imidlertid af samme problem, nemlig at det sjældent er en god idé at reducere videomediet til tekst på en storskærm.

Mens Mathias Kristersson og Ylva Westerlund anvender teksten som det bærende element, vægter Mats Adelman og Karlotta Blöndals bidrag til programmet derimod det visuelle. Mats Adelman betegner selv sin video NordÖst som en ”non-narrative ghost story,” udspændt mellem det onde og det meditative. Videoen er sammensat af en række tableauer - optagelser uden lyd, af natur, øde steder og forladte huse. Fraværet af lyd får optagelserne til at virke sært tømte – måske det, Mats Adelman refererer til som spøgelsesagtigt? Billederne kan betragtes som undersøgende registreringer af ’stedets ånd’ og indeholder en vis fortættet stemning, der til dels formår at vække publikums nysgerrighed.

Karlotta Blöndal sætter ligeledes fokus på stedet, ikke naturens men byens konstruerede rum, i sin video Inverted Perspective. Ved at koncentrere sig om et meget begrænset udsnit af byen forsøger hun at undersøge modsætninger mellem f.eks. det organiske og det uorganiske, det objektive og det subjektive. Videoen præsenterer en nøgtern registrering af det liv, der udfolder sig i sprækken mellem to bygninger, set fra taget af den ene bygning. En fin idé, som desværre ikke bliver rigtig vedkommende i det færdige resultat, som virker noget tilfældigt.

 
Karlotta Blöndal: Inverted Perspective, 2005. Videostill.   Ewa Einhorn: WARSAW.STREET.02, 2004. Videostill.

Ewa Einhorns Warsaw.Street.02 og Tova Mozards Leona, som begge hører til i den dokumentariske ende af skalaen, er programmets absolutte højdepunkter. Særligt Warsaw.Street.02 er interessant i sin pseudojournalistiske afsøgning af feminismebegrebet. Videoen skildrer, hvordan Ewa Einhorn går rundt i Wasawa og spørger folk på gaden, primært mænd, hvordan de opfatter feminisme. En mener, en feminist er ”en person uden skrupler”, mens en anden – en ældre kvinde, tydeligvis er på temmelig bar bund og har sin helt egen, kreative opfattelse af begrebet. Svarene er ofte overraskende og dertil både underholdende og tankevækkende.
Tova Mozard interesserer sig for ”folk i periferien, dekadente miljøer, film sets og iscenesatte situationer.” Hendes video er et miniportræt af den amerikanske natklubsangerinde Leona – en lige dele omfangsrig og farverig kvinde, der har det i show biz attitude, hun mangler i sangstemme. At Tova Mozard i Leona har fundet en unik og charmerende person, der har meget at fortælle, er der ingen tvivl om, så meget desto mere kan man ærgre sig over, at kunstneren ikke kommer mere ind under huden på den kvinde, hun sidder overfor, men vælger at blive på den kulørte overflade. Man kan ikke undgå at spørge sig selv, hvad Tova Mozard egentlig vil med videoen ud over at underholde?

Alt i alt var programmet som helhed en blandet oplevelse, der desværre tangerer det kedsommelige. Trods gode idéer og introducerende, omhyggelige udredninger af kunstnernes intentioner blev videovisningen aldrig den grænsebrydende eller øjenåbnende oplevelse, man kunne have håbet på. Størstedelen af de præsenterede værker savner visuel opfindsomhed og stringens. Dertil kommer, at en stor del af de oplæste statements kom til at virke som teoretiske omklamringer af værker, der burde kunne tale for sig selv.
En del af de her omtalte kunstnere viser flere værker i Rum46. Måske nogle af disse kan bidrage til at sætte de enkelte videoer ind i en bredere og mere vedkommende kontekst?
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup