Kontakt aarhus.nu:

 
 
24. februar 2006
Send din kommentar til
Anmeldelse: Stativ Stakit Kasket i Århus Kunstbygning
Allerede før man får de sprudlende værker af Tina Maria Nielsen, Ellen Hyllemose og Rikke Ravn Sørensen at se, vækker Stativ, Stakit, Kasket minder fra forskellige sammenhænge. Overordnet set er det en anbefalelsesværdig udstilling, der er god for en humoristisk oplevelse af materialekreativ og rumlig tænkning.

Tekst: Ditte Maria Bangund-Pedersen
Foto: Anders Sune Berg

Udstillingen "Stativ Stakit Kasket" vises i Århus Kunstbygning i perioden 11. februar – 2. april 2006
www.aarhuskunstbygning.dk


Rikke Ravn Sørensen Foldefigur, 2006 og Ellen Hyllemose. Uden titel, 2006

 
Stativ Stakit Kasket

Endelig en udstilling med en titel, der kan noget særligt både i forhold til den kunst, den repræsenterer, men også i forhold til sig selv. Udstillingstitler bliver som bekendt afsløret før selve kunstværkerne, og fordi ”Stativ Stakit Kasket” i sig selv er en ordleg med sin egen historie, giver Kunstbygningens nuværende udstilling anledning til at kommentere, ikke bare den konkrete, ret fascinerende udstilling, man støder ind i efter ferniseringen, men også til betragtninger over hvor vigtig en titels indgang til en udstilling kan være.

Allerede før man får de sprudlende værker af Tina Maria Nielsen, Ellen Hyllemose og Rikke Ravn Sørensen at se, vækker Stativ, Stakit, Kasket minder fra forskellige sammenhænge. F.eks. bruges udtrykket som en del af en ordleg i Ursula Andkjær Olsens Lulus sange og taler: ”Jeg hedder Lulu, og blandt venner/ Lolita Langstrømpe, og/ jeg ville gerne fortælle en historie/ men jeg har ikke nogen. Panik./ Stativ stakit kasket/ panik./ Springop faldned drejrundt/ panik/ koket stilet pushup panik” [skal læses op, red.]. Måske husker man bare dengang, man selv forsøgte at gentage de tre ord så hurtigt som muligt flere gange i træk for ikke at være den, der ikke kunne det. Eller måske har man en sjælden gang brugt ordlegen over for en stakkels udlænding, der skulle indvies i det danske sprog, som afveksling for ”rød grød med fløde”? Under alle omstændigheder er titlen Stativ Stakit Kasket en titel, der signalerer humor og leg og som på samme tid er en sammensætning af tre forskellige elementer til fordel for en umiddelbart forståelig overordnet logik. Om der er en historie at fortælle med udstillingen, jf. Andkjær Olsens citat ovenfor, eller om den ikke behøver nogen, kan først besvares efter det konkrete møde med værkerne.

 

Udstillingsoversigt

  Tina Maria Nielsen Living Colors, 2006 (set udefra)

 

Tina Maria Nielsens 3 værker: Paris Texas Slide, 2005 og Just in Case, 2005 (på væggen), Eget værelse #9, 2005

  Ellen Hyllemose. Uden titel, 2006

Mødet er umiddelbart og opdagelsesrigt, og det er svært ikke at trække på smilebåndet. Alle tre kunstnere har ganske enkelt formået at bruge deres materialer på så kreative måder, at man ikke kan undgå at beundre dem. Især Tina Maria Nielsens pudsige brug af jernstænger trækker på kropslig nysgerrighed og humor. Det ene værk viser f.eks. nogle ”jernblomster”, der stikker ud fra væggen foroven - men forneden sidder de fast i en perspektivisk illusionistisk fladtrykt jernkasse på væggen. Værktitlen er humoristisk, fordi ”jernblomsterne” sådan set bare sidder i kassen, som den direkte oversættelse af værktitlen Just in case angiver. Men samtidig er de ikke bare lige sat derned ”for en sikkerheds skyld”, for deri ligger hele essensen i mødet: Hvilken dimension har det her værk egentlig? Er det en skulptur på væggen? Eller er det blot et anderledes maleri? Det er silhuetagtigt, figurativt og minimalt på samme tid. En kropslig situation opstår, der er ”smuk som et tilfældigt møde mellem Eva Hesses skulpturmalerier og Peter Louis-Jensens minimalistiske skulpturer på dissektionsbordet”. Man kunne endda fristes til at betegne nogle af Nielsens værker som ”minimalistisk surrealisme”, fordi værkassociationerne i deres besynderlige sammenstød med jernmaterialet og udstillingskonteksten fremprovokerer en forfriskende pudsighed, der er baseret på minimale virkemidler.

Udstillingens nysgerrighed og leg kommer fortsat til udtryk ved Ellen Hyllemose. Efter at Nielsens elegante ”jerntrærødder” fra værket Living colour har lokket den kropslige opmærksomhed heeelt ned i rummets modsatte hjørne for at afsløre den trækrone, der gemmer sig oppe i ovenlysets vindue, vendes blikket nu mod et af Hyllemoses farverige værker. Hvor Nielsens værker er transparente og minimale, kommer der med Hyllemoses Uden titel mere drøn på massen og farverne, der fremtræder meget klare og friske. Værket består af et stort teltlignende, lycra-beklædt objekt, der hemmelighedsfuldt gemmer på uafkodelige former. Foran ”huset” er lagt et lille trægulv som en slags afmærkning af værkets territorium i forhold til udstillingsrummet. Et øjeblik fremstår figuren som en faldskærm, der har spist en kampvogn med en spids, riffellignende genstand stikkende ud foroven. Med sådanne associationer fristes fantasien til at spekulere videre i temaer som det at ”pisse territorier af”. Trægulvet kan dog også blot tolkes som en mulig markering af en indgang eller et frontparti. Men når man har gået turen rundt om skulpturen et par gange, må man (måske lettere utilfredsstillet) konstatere, at der ikke er nogen indgang, samt at hemmeligheden bag formerne ikke slipper ud. Objekterne, man blot kan ane under stoffet, forbliver gæt og undren. Det her er uden tvivl en skulptur, man har lyst til at se igen, og det er i sig selv meget tilfredsstillende.

 

Rikke Ravn Sørensen Bukke flette dreje tegning, 2006 og Foldefigur, 2005

 

Rikke Ravn Sørensen Bukke flette dreje tegning, 2006


Til sidst men ikke mindst er der Rikke Ravn Sørensens bevægelsesskulpturer, der snor sig mere langstrakt og horisontalt langs udstillingslokalets trægulv. Værkerne påkalder sig måske ikke så megen opmærksomhed som nogle af de andre værker i udstillingen, men de trækker som Nielsens og Hyllemoses værker også på kroppen og mødet med skulpturen. De små hvide skulpturer i Foldefigur er enkle og hvide i udtryk, og der synes at være tale om en retningsbetonet magnetisme, der får beskueren til at ”gå ruten færdig” i lokalet. Figurernes dynamik understreges yderligere af, at formerne til tider kan minde om pile eller sammensatte fartstriber. Metaforisk kunne de minde om visualiseringen af et futuristisk ekko, der bevæger sig som en minimalistisk slange gennem rummet. Man kan hurtigt føle sig fristet til at gå helt tæt på, men det kan anbefales at stå stille på en afstand og lade blikket opleve dynamikkens dominoeffekt fra den ene ende til den anden.

Overordnet set er Stativ Stakit Kasket en anbefalelsesværdig udstilling, der er god for en humoristisk oplevelse af materialekreativ og rumlig tænkning. For at vende tilbage til titlen og historien skal det afslutningsvist tilføjes, at ligesom titlen er en ordleg, der ikke behøver en historie for at give mening, prætenderer selve udstillingen heller ikke at ville fortælle en historie. Men der er ingen panik. For udstillingens tre forskellige kunstnere danner tilsammen en overordnet, strukturmæssig logik, der taler for sig selv i oplevelsen og ikke i historien. Med andre ord behøver man ikke vende sig mod kunsthistorisk teori for at finde forståelse for eller fornøjelse i formerne. Titlen kan derfor ikke uvigtigt tolkes som et faktisk bud på, hvordan udstillingen skal opleves: med strukturmæssig humor og nysgerrig, personlig afprøvning.

Relaterede artikler:
Pressemeddelelse

Relevante links:
www.tinamarianielsen.dk
www.pointofview-dk.dk/kunstnere/Ellen%20Hyllemose.html
www.rikkeravnsorensen.dk

Eva Hesses Hang Up, 1966: www.stretcher.org/archives/r3_a/2002_08_26_r3_archive.php
Mere info om Ursula Andkjær Olsen:www.dr.dk/undervisning/IndiBogen/ursula.htm

Webdesign: Jan Falk Borup