Kontakt aarhus.nu:     14. februar 2006 Send din kommentar til Anmeldelse: Michael Kvium på ARoS Michael Kvium har lavet den storstilede udstilling Jaywalking Eyes på ARoS. Udstillingen breder sig over flere etager i museet, men vi har valgt at fokusere på Vestgalleriet, hvor man kan opleve videoinstallationen The Wake, som Kvium har skabt sammen med kollegaen Christian Lemmerz og videoen Grød fra da Kvium var medlem af Performancegruppen Værst i 80'erne. Pia Strandbygaard Frandsen anmelder. Tekst: Pia Strandbygaard Frandsen Foto: Jan Falk Borup, videostil venligst udlånt af ARoS Filmværkerne Grød og The Wake er en del af udstillingen ”Michael Kvium - Jaywalking Eyes” på ARoS Aarhus Kunstmuseum, som vises i perioden 27. januar – 17. april 2006. www.aros.dk   KVIUM OG FILMEN Det er sikkert ikke undgået manges opmærksomhed, at ARoS netop har åbnet dørene for en stort anlagt særudstilling af Michael Kviums værker. En nyhed, som med en vis sandsynlighed er blevet modtaget i mange små hjem med en frydefuld gysen tildelt en knivspids oplivende afsky. For alle ved, at Kvium er god underholdning. Vi elsker at væmmes over hans absurde menneskecirkus, befolket af groteske figurer med bandagerede lemmer og sammenvoksede kropsdele. Her er dømt kulturelt freak show i verdensklasse og ingen vil rynke på næsen af dig, fordi du åbenlyst svælger i deformiteterne. Alligevel er adskillige besøgende ved at få kaffen galt i halsen, konfronteret med de mindre kendte filmiske værker fra Kviums hånd, Grød fra 1986 og The Wake fra 2000, der vises i Vestgalleriet. Grød er lavet af Performancegruppen VÆRST, som udover Michael Kvium bestod af Christian Lemmerz, Sonny Tronborg og Ingunn Jørstad. The Wake er blevet til som et samarbejde mellem Kvium og Lemmerz.   Udstillingsfoto fra filmen Grød, datteren laver lektier.   Udstillingsfoto fra filmen Grød, faderen bliver fodret.   Udstillingsfoto fra filmen Grød, moderen.   Udstillingsfoto fra filmen Grød, datteren. Grød er som bekendt et stykke særdeles bizart hverdagsrealisme. I løbet af 10 minutter gennemspilles en families traurige liv vha et grotesk mimespil, udført af en far, en mor og en datter, som er nøjagtig så karikerede og følelsesmæssigt afstumpede, som de figurer, vi kender fra Kviums malerier. Med debilt, åbentstående munde og åndsfraværende, hængende øjne slæber familien sig rundt i den trøstesløse lejlighed i den daglige trummerum. Apatisk siddende foran en flimrende TV-skærm med en grotesk, slap pik dinglende fra hovedet inkarnerer faren dagligdagens inerti. Her levnes ikke meget håb for menneskeheden. Til gengæld er det satiriske indhold så drivende tykt og så grotesk morsomt, at man ikke forlader rummet i direkte nedtrykt sindstilstand. Uden at afsløre filmens slutning tør jeg godt love, at ingen bliver skuffede. Grød er særdeles velspillet absurd teater og et gensyn med videoen viser, at den sagtens kan tåle at blive vist for publikum 20 år efter, den blev produceret. På trods af det grimme indhold er den flot filmet af Steen Møller Rasmussen. Noget, der bestemt ikke er en selvfølge for 1980’ernes videoproduktioner, der generelt er kendetegnet ved et mere eller mindre utilsigtet trashet og amatøragtigt udseende. Med Grød bevæger Performancegruppen VÆRST sig desuden langt ud over det rent formelle eksperiment med videomediet, som er et andet kendetegn for 1980’ernes videoproduktioner, og leverer i stedet et dybt grotesk vrangbillede, ikke blot af en meningsløs hverdag, men også af 1950’ernes og 1960’ernes kitchen sink realisme. Det er underholdende, vrængende og seværdig hverdagssatire, når den er bedst. Med til det helstøbte indtryk hører også lydsiden: en enerverende komposition, bestående af gumpetunge, tivoliagtige, skæve rytmer og krasse, skingre toner, der understreger det groteske handlingsforløb.   Udstillingsfoto fra videoinstallationen The Wake   Udstillingsfoto fra videoinstallationen The Wake   Videostill fra videoinstallationen The Wake   Videostill fra videoinstallationen The Wake The Wake befinder sig så langt fra Grøds filmede teater og lukkede rum, som man overhovedet kan forestille sig. Det otte timer lange filmværk vises simultant på tre store, sammenhængende flader akkompagneret af et varieret lydtæppe, skabt af Dror Feiler, DJ Wunderbaum/Anders-Peter Andersen og August Engkilde. Her er intet genkendeligt, logisk fortløbende handlingsforløb, ingen klart definerede protagonister, locations, konflikter eller fortællemæssig tidsramme, men blot et ekstremt overload af billeder, løsrevne situationer, hændelser og figurer. Mennesker, dyr, malerier, tegninger, landskaber, rum og steder dukker op og forsvinder igen mellem hinanden i et uophørligt kontinuum af visuel information. Som i en drøm optræder alt på samme niveau, alting er lige vigtigt, intet kan frasorteres som overflødigt i forhold til en primær handlingstråd. Filmværket bygger på James Joyces ligeså monstrøse litterære værk Finnegan’s Wake fra 1939. The Wake er både i farver og sort/hvid. Skarpe optagelser veksler med slørede, kornede billeder. Der panoreres, køres, tiltes og zoomes ud og ind med kameraet, som konstant forandrer billedets perspektiv og skala. Øjet tvinges til at bevæge sig og ændre fokus hele tiden med den totale forvirring og maksimal anstrengelse af perceptionsapparatet til følge. Der er på en gang tale om en total sprængning af traditionelle filmiske konventioner – af selve idéen om, hvad en film kan være, samtidig med at The Wake opviser et sandt katalog over de visuelle og fortællemæssige muligheder, filmmediet indeholder. Dette er ikke blot endnu én af mange grundlæggende forskelle mellem Grød og The Wake, det er også et af de karakteristikon, der adskiller 1990’ernes og samtidens cinematografiske værktyper fundamentalt fra det, der traditionelt er blevet betegnet videokunst. Derfor er sammenstillingen af Grød og The Wake ekstra interessant set fra et ’videokunsthistorisk’ synspunkt: værkerne illustrerer med al tydelighed udviklingen fra den nu klassiske single screen videokunst til samtidens cinematografiske multi screen værker.   Relaterede artikler: Pressemeddelelse

Webdesign: Jan Falk Borup