Kontakt aarhus.nu:

 
 
12. februar 2006
Send din kommentar til
Anmeldelse: Annebel Elgar i Galleri Image
Den Britiske fotograf Annebel Elgar har bragt sin udstilling We were until we weren’t til Danmark. Det er første gang hun udstiller her i landet og har selvfølelig valgt Danmarks ældste galleri for fotografi, Galleri Image i Århus. Maria Kappel Blegvad anmelder her Annebels værker, som bevæger sig mellem fiktion og virkelighed.

Tekst: Maria Kappel Blegvad
Foto: Jan Falk Borup og Annebel Elgar

Udstillingen We were until we weren’t af Annabel Elgar vises i Galleri Image i perioden 4. - 26. februar 2006
www.galleriimage.dk


Udstillingsfoto fra Galleri Image
 
We were until we weren’t

Frem til den 26. februar kan man på Galleri Image i Århus opleve den britiske kunstner Annabel Elgars fotografiske værker. Annabel Elgar (1971) dimitterede i 2001 fra the Royal College of Art i London, og med soloudstillingen We were until we weren’t har Elgar sin debut i Danmark.

Til åbningen af We were until we weren’t forklarede Elgar at hendes fotografier på mange måder ligger sig i mellemrummene mellem stemninger vi kender fra hverdagslivet og stemninger knyttet til drømmene eller fiktionens univers. Fotografiernes tydelige konstruktion af iscenesatte elementer og efterfølgende manipulation forstærker deres filmiske virkning. Men selvom fotografiernes stramme komposition tillægges det iscenesatte fotografis karakteristika, er de samtidig præget af det nyrealistiske fotografis rå og upolerede stil og dokumentariske udtryk. Det realistiske og dokumentariske understreges især ved, at fotografierne på galleriets vægge er hængt op med små søm og uden rammer. De virker som helt almindelige amatørfotos, der er blæst op i store formater. Men ved et nærmere studie af fotografiernes indhold, mærker man hurtigt en psykologisk spænding og påtrængende uhygge. Som det freudianske begreb unheimlich betegner, lurer noget ukendt – eller uhjemligt - under hverdagens genkendelige overflade.

 
Annabel Elgar: Prey, 2004. Farvefotografi   Annabel Elgar: Spacehopper, 2001. Farvefotografi

Udstillingens titel We were until we weren’t understreger positionen i grænselandet mellem barn og voksen, eller de identitetsmæssige konflikter, som er på færre i enhver eksistentiel proces. I fotografiet Spacehopper er lille dreng øjensynligt blevet forvist fra sovekammerets intimiteter. Foran de lukkede gardiner, sidder han udenfor huset, på en grøn græsplane i nattens mørke. I fotografiet er en stærk symbolik tilstede, hvor barnets nysgerrighed eller spirende seksualitet fx symboliseres ved de faldende æbler.

I andre af Elgars værker stilles figurerne i en position, hvor deres optræden, som i en kriminal fortælling, mystificeres. Flere af fotografierne er mennesketomme, men alligevel vidner efterladte spor om, at noget er sket. Hvorvidt dette noget er en ubehagelig hændelse eller noget ganske fredsommeligt, røbes aldrig. Men modsat krimonalromanens forløsende slutning, får beskueren foran Elgars fotografier ingen svar. Gennem fotografierne fastholder hun de øjeblikke, hvor det noget, som tilsyneladende er sket, synes allermest gådefuldt. Fotografierne lades med en rastløs spænding, som Anne Mette Laursen skriver i udstillingens tilhørende katalogtekst. Og det er netop denne spænding, der formår at fastholde én foran værkerne, i en venten, hvor man prøver at nå frem til et indhold, men trods de mange forsøg, må indse, at det netop er mellemrummene mellem det afslørede og uafslørede, der optager Elgar. Hos Elgar er det ikke tilfældigheder vi møder, men gennemarbejdede og bevidste affotograferinger, der på én gang fremlægger sider af en vågen virkelighed, vi genkender, og billedlige tilstande, som tillægges drømmens eller fiktionens univers. 
 
Relaterede artikler:
Pressemeddelelse
Webdesign: Jan Falk Borup