Kontakt aarhus.nu:

 
 
12. januar 2006
Send din kommentar til
Portræt: Pipilotti Rist
Vi er nået til vejs ende i vores temaserie om Pipilotti Rist og håber vi har formået at viderebringe den enorme kapacitet Pipilotti besidder som billedkunstner. I denne sjette og sidste artikel om Pipilotti tegner Aukje Lepoutre Ravn et portræt af kunstneren og hendes livsforløb indtil nu. Som sædvanligt krydret med mange billeder af Pipilottis værker.

Tekst: Aukje Lepoutre Ravn
Fotos: Udlånt af Pipilotti Rist

Denne biografi er den sjette artikel i temaserien om Pipilotti Rist
 

Open My Glade, 2000, videostill fra videoinstallation på Times Square, New York City

 
Pipilotti Rist
     
Navnet Pipilotti Rist har været på mange kunstinteresseredes tunger de sidste år. Rigtig mange. På den internationale kunstscene er hun en af tidens mest innovative og succesfulde kvindelige kunstnere og har om nogen opnået status som videoinstallationens ukronede dronning. Populariteten er stor og viser ikke tegn på at være aftagende.
      
Elisabeth Charlotte Rist, blev født i 1962 i Rheintal, Schweiz. Som barn drømte hun om at blive en kvindelig inkarnation af hendes musikidol John Lennon. I det hele taget var hun meget optaget af den kommercielle popmusik, med The Beatles som favorit. Hun var også fascineret af Astrid Lindgrens superpige Pipi Langstrømpe: pigen der var bomstærk og havde en abe som bedste ven. Så meget at da Rist i starten af 80erne for alvor begyndte sin kunstneriske karriere omdøbte hun sig til Pipilotti, som efter sigende er en kombination af hendes barndomsidol Pipi Langstrømpe og hendes kælenavn Lotti.
     
Fra 1982-1988 studerede Rist grafisk design, illustration og fotografi på Kunst Instituttet i Wien og visuel kommunikation på Design Skolen i Basel. Dette førte hende til et job som scenograf for det feministiske rockband Les Reines Prochaines (de næste dronninger) som hun senere blev medlem af, dog uden at have nogle bemærkelsesværdige musikalske præferencer. Bandet bliver et springbræt til starten på hendes kunstneriske karriere, som erklæret feminist og hvor videoen hurtigt bliver det foretrukne medie.

 

I'm Not The Girl Who Misses Much, 1986, videostill

 

Sip My Ocean, 1996, installationview fra Guggenheim Museum Soho, New York City


I 1986 får hun sit egentlige gennembrud med videoværket I’m Not the Girl Who Misses Much og i årene efter, laver hun en lang række soloudstillinger og deltager i de globale biennaler, hvor hun nyder større og større anerkendelse. I Sip My Ocean (1996) kommer Chris Isacs smertelige kærlighedssang ”Wicked Game” i parodidisk behandling, et værk som samme år sikre hende Guggenheim Museets Hugo Boss Price. Ved Venedig Biennalen i 1997 vinder Pipilotti tilmed den prestigefyldte 2000 Prize for værket Ever is Over All. Sidstnævnte er en af Rists betydeligste feministiske værker. Man ser en pige klædt i fin blå kjole og røde sko spadserende nynnende ned af et stille fortov med en lang gul blomst i hånden. Idyllen stoppes brat, da hun svinger blomsten, der viser sig at være af stål, ind i de parkerede bilers vinduesruder. Bang, crash, smash… og så valser hun videre til næste bil, som udsættes for samme vandalisme. Da en betjent kommer op på siden af hende forventer man en form for ”straf” eller i det mindste en reprimande, men den kvindelige betjent blot smiler og nikker anerkendende til pigen. Ufortrødent fortsætter hun sin barnlige, destruktive færden med et ovenud tilfreds smil på læben.

 
Ever Is Over All, 1997, videostills af audio/videoinstallation

Det farverige, barnlige og eventyrlige univers, med al dets naivitet og uskyld har stærkt fundament i Rists kunst. Hendes egen barndom i 60erne afspejles også tydeligt når hun eksempelvis lader sig direkte inspirere af popkunstens psykedeliske farvemekka, fascinationen af fjernsynet, fluxusbevægelsen, The Beatles og ikke mindst videokunst-pioneren Nam June Paik. Samtidig dyrker hun MTV-genrens populærkulturelle æstetik og erfaringsgrundlag, som er med til at gøre hendes værker let modtagelige og behageligt antiakademiske. Dette forhindrer dog ikke Rist i at være følsom og personlig i sine værker. I Open my Glade (2000), der flere gange dagligt blev vist på en storskærm midt på Times Square i New York, kombinerer hun nemlig det kommercielle aspekt med det nære og personlige. Videoen viser Pipilottis ansigt presset hårdt op mod en rude, hvor hendes læber, næse og kinder nærmest tværes ud på skærmen i forskellige positurer. Ideen med videoen var at den skulle være en reklame for at turde vise sine følelser. Rist appellerer generelt til et bredt publikum, uden at være bange for at bruge de kanaler der er nødvendige – om det så er Tv’et, det offentlige rum eller kunstmuseet. Hermed udviser hun en god forståelse for nutidens zeitgeist, hvilket afgjort smitter af på hendes popularitet.

   
Open My Glade, 2000, videoinstallation på Times Square, New York City   Homo sapiens sapiens, 2005, San Stae Kirken, Venedig. Installationsview   Daggrystimer i Naboens Hus, 2005, del af videoinstallation på ARoS, Århus

Senest har Rist fjernet sig en smule fra den skarpe feministiske agenda og arbejdet med lidt ”blødere” og noget mere komplekse værker. De nyest indbefatter Himalaya’s Sister’s Living Room, Homo Sapiens Sapiens, sidstnævnte blev som bekendt bortcensureret af en katolsk myndighed på sidste års Venedig Biennale, og Daggrystimer i Naboens Hus, der alle er totale ruminstallationer med integrerede videoprojektorer og fri beskuermæssig bevægelighed. De har alle en betagende multisensorisk kvalitet over sig, der via lyd, lys, rum, objekter og billeder i bevægelse, inviterer beskueren ind til aktiv deltagelse og individuel perception, for at man kan skabe egne relationer til værket og værkforståelsen. Man kan sammenligne Pipilotti Rists værkpraksis med den store operamester Richard Wagner, der i slutningen af 1800’tallet iscenesatte pompøse og tværmediale operadramaer. Værker der senere blev defineret som Gesamtkunstwerker, det ultimative samfundskunstværk. Pipilottis laver tilsvarende en form for Gesamtkunstwerker eller Pipilottiske verdener om man vil. Steder hvor alle kunstneriske dele forenes og demokratiseres og den autonome mediespecifikation neutraliseres. Universet indeholder både en underfundig femininitet og en vis utopisk naivitet, samtidig med at det hele ligger på en hårfin balance til at være total kitsch. Der er en bestemt charme, ekstravagance og visuel luksus i den måde Rist bruger sin kreative frihed på og det kan kun være de absolut færreste, som finder det utiltalende.

I dag er Pipilotti Rist 43 år. Hun bor og arbejder i Zürich og Los Angeles, er gift og har sønnen Himalaya. Læs mere om Pipilotti Rist i aarhus.nu’s interviewserie i 4 dele.
 
Webdesign: Jan Falk Borup