Kontakt aarhus.nu:

 
 
10. januar 2006
Send din kommentar til
Interview: Else Ploug Isaksen og Guirlanden
På aarhus.nu har vi fokus på den nye samtidskunst. Jeg havde derfor lyst til at høre min med-redaktør på aarhus.nu Else Ploug Isaksen, om hvorfor i alverden hun er med i en kunstnersammenslutning som Guirlanden. Sammenslutningerne har i de sidste mange år fået kritik og er ikke noget, man som en selvfølge forbinder med samtidskunst. Og dog. Læs selv om Else og Guirlanden.

Tekst og foto af Jan Falk Borup

Dette er en redigeret version af et interview fra november 2005, som blevet bragt i Guirlandens publikation til deres 2006 udstilling i Århus Kunstbygning. www.guirlanden.dk
 
Else Ploug Isaksen foran sine værker til Guirlanden 2006
 
Man kan ikke forvente, at man har samme udgangspunkt...

Jan: Du er med i den årlige udstilling med kunstnersammenslutningen Guirlanden. Hvordan forholder du dig til at være medlem af en sådan gruppe?

Else: Guirlanden er en kunstnersammenslutning, som opstod for mange år siden. For at være præcis i 1968! Når man går ind i en allerede etableret gruppe, har man jo ikke været med at formulere idéerne bag. Det vil sige, at der i forvejen er lagt en linie - en stil. Man kan ikke forvente, at man har samme udgangspunkt, men da jeg blev spurgt, tænkte jeg, at gruppen jo nok mente, at jeg ville være med til at gøre en forskel, ligesom de andre nye inviterede medlemmer (vi var 4 personer, som blev optaget i 2002). For at grupper skal overleve, må der nødvendigvis være en jævnlig udvidelse med yngre kunstnere. Det kommer der gode diskussioner ud af, som er nødvendige. Jeg har udstillet i mange sammenhænge, hvor man selv valgte sine medudstillere. I Guirlanden indgår man i et miljø, kan man sige, og det tog jeg som en udfordring. Hvert år inviteres gæster ind, som yderligt sætter sit præg på en ophængning.

 
Else Ploug Isaksen foran hendes serie Borddækning. Del af Bjørn Kromann-Andersen værk Scene i forgrunden   Værk 112 og Babel af Bo Mølgaard samt skulptur Ugle af Jette Vohlert

Jan: På hvilken måde bidrager din praksis med en forskel i gruppen? Arbejder du på en specifik måde, som er anderledes?

Else: For det første mener jeg, at vi alle i gruppen gør en forskel på hver vores måde. Jeg ligger som maler, ligesom alle de andre malere i gruppen, i forlængelse af en klassisk malerisk tradition.
Når jeg arbejder op mod en udstilling, arbejder jeg på forskellige værker, som relaterer sig til hinanden. I selve ophængningen er der den forskel fra mange i gruppen, at jeg i processen i det serielle værk, jeg afleverer, har et præcist ønske om ophængningen af mine værker, fordi de også er tænkt og fremstår som ét værk. Jeg er repræsentant for, kan man sige, en idébåret kunstform. Min tilgang til værket, og nok også mit materialevalg, håber jeg sætter maleriet i fokus og demonstrerer, at maleriet til stadighed tåler nye udfordringer.

 
View fra Guirlanden 2006 i Århus Kunstbygning   Del af Thomas Anderssons værk Selv om det er kedeligt, kan det godt være kunst

Jan: Dine værker rækker, som du selv beskriver, ud over det enkelte billede. Oven i købet bruger du også andre objekter i dine værker end maleriet. Hvorfor insisterer du overhovedet på at kalde din kunstneriske praksis for maleri?

Else: Jeg kalder mig selv for billedkunstner netop fordi, jeg bruger forskellige medier i mine værker og desuden arbejder med det omgivende rum. Men jeg arbejder overordnet malerisk med værkerne.
Hvis jeg inddrager fotografi, er det vigtigt for mig, at fotografiet har et malerisk udtryk, og at det valgte fotografi understreger det malede, som det stilles op imod eller sammen med. Et eksempel var en fotoserie med gardiner, hvor gennemsigtigheden i gardinstoffet lod det være muligt at se genstande og scenarier i baggrunden, som tog sig anderledes ud, end hvis gardinet ikke havde været der. Dette udtryk brugte jeg i malerier, som blev kodet til fotografierne, ved hjælp af en malerisk lag-på-lag-lasurteknik. Andre gange presser jeg fotografiet op i en størrelse, så det bliver kornet og stofligt i sit udtryk - malerisk. Dette udnytter jeg i malede flader, malerier, som jeg sammensætter det med.

 
Bjørn Kromann-Andersen Scene   Maleri af Jan Skovgaard. I forgrunden skulptur af Jette Vohlert

Jan: Arbejder du videre med de samme teknikker i de nye værker til Guirlandens udstilling i Kunstbygningen?

Else: Jeg arbejder på et par projekter. I marts måned har jeg en udstilling i Galerie MøllerWitt. Det kalder jeg en malerisk installation. Her vil der indgå flere maleriske elementer. Derfor besluttede jeg at til Guirlanden i 2006 skal det være lidt anderledes. Jeg kalder det et tegneprojekt, men mon ikke det også bliver malerisk. Jeg vil gå videre i min afsøgning af hjemmet. Finde områder, genstande, som under min bearbejdning gerne skulle løftes fra det genkendelige til et mere abstrakt udtryk, men hvor jeg vil lede tanken hen mod konventioner, vaner, erindringer… Det handler om bordopdækninger. Jeg bygger hylder med plads til stående billedrammer - ikke til fotos af familien, men til tegninger eller collager med bud på farvesammensætninger, tallerken- og glasformer, duge osv.

 
4 værker fra Else Ploug Isaksens' serie Borddækning: Frokost i al enkelhed, Gule ærter, Ostegilde, Middag i haven   Bodil Sohns serie i lange vandrette baner. Øverst china.red, i midten china.blue og nederst china.white

Jan: Skal dine bordopdækninger installeres et bestemt sted på udstilligen?

Else: Værkerne hænges på væggen. Det er hylder til væg, hvorpå der stilles en billedramme. På billedrammen monteres et todimensionalt værk, en tegning. Det er et todimensionalt værk, men får karakter af et objekt på grund af opsætningen. Hylden og billedrammen giver associationer om familiebilleder. Minder om nogen vi har kær, og som vi giver plads til på væggen. Mine tegninger handler om bordopdækninger, som igen giver referencer om noget som er hændt, noget vi alle genkender. Fænomenet bordopdækning bliver på denne måde personificeret.
Når man udstiller i en gruppe, med så mange medlemmer som Guirlanden, kan man ikke selv bestemme, hvor i rummet man kommer til at hænge. Når jeg på mit værksted har taget endelig stilling til min ophængnings udstrækning og udformning, kommer jeg med en tegning, som viser mit ønske om så og så mange meter plads og måske et ønske om placering, hvis det kræver noget specielt. Det kunne være et hjørne i rummet, en buet væg eller en bestemt højde. Derefter er det et stort puslespil at få alles ønsker opfyldt.
Til denne udstilling bliver det et ønske om ca. 8 meter væg.

 
Gule ærter af Else Ploug Isaksen   Udsnit af Bodil Sohns værk china.white

Jan: I 2005 var en af gæsteudstillerne Bodil Sohn, som du tidligere har lavet projekter med, blandt andet udstillingen HUMAN SITES i Skandinavien Center her i Århus. På udstillingen med Guirlanden 2005 valgte I dog at udstille hver for  sig. Hvordan oplever du at arbejde så tæt sammen med en anden billedkunstner til forskel fra at stå alene i atelieret, og er det et samarbejde, som I har tænkt jer at videreføre?

Else: Jeg nyder mine dage på atelieret - bare der var flere af dem. Det er her jeg konfronteres med materialet, jeg har indsamlet til et projekt og bearbejder det. Det er her skyklapperne kommer på.
Samarbejdet med Bodil Sohn var en udvidelse af denne måde at arbejde på. Projektet var et fotografisk værk, som vi arbejdede på i halvandet år. Vi mødtes hver tredje uge og i perioder hver dag. Det er utrolig givende, at arbejde sammen med andre. Du skal hele tiden forklare og modtage og bearbejde. Bodil Sohn er god til at udfordre, og det er vi nok gensidigt. Hvis vi skulle have lavet alle de ideer, som udsprang af vores samtaler - ja, der er stof til mange projekter.
Vi er nu gået i gang med HUMAN SITES 2. Vi er i den fase, hvor vi stiller hinanden opgaver, og prøver at løse dem.
Bodil er i øvrigt netop blevet medlem af Guirlanden. Til Guirlandens 2006-udstilingen arbejder vi dog solo.
 
Webdesign: Jan Falk Borup