Kontakt aarhus.nu:

 
 
20. december 2005
Send din kommentar til
Anmeldelse: INTER_AKTION

Museet for Samtidskunst i Roskilde har sammensat endnu en udstilling, som udforsker de nye medier samtidskunsten også byder på. På udstillingen "INTER_AKTION - museet i det nye medielandskab", vises der forskellige værker, som på den ene eller anden måde sætter fokus på beskuerens rolle. Signe Klejs har været forbi museet og anmelder her udstillingen.

Tekst: Signe Klejs, INTERMEDIAart + design www.cygne.dk
Foto: Tatiana Lyng og Signe Klejs

Udstillingen INTER_AKTION - museet i det nye medielandskab blev vist på Museet for Samtidskunst i Roskilde i perioden 1. oktober til 18. december 2005. www.mfsk.dk

 
Turisten foran dig af Kassandra Wellendorf (DK)
 
INTER_AKTION
Når man besøger museet for samtidskunst i Roskilde for at se udstillingen INTER_AKTION, bliver man konfronteret med betydningen af det moderne begreb "interaktion", som ofte knyttes til udveksling af data mellem menneske og computer. Interaktion betyder vekselvirkning og jeg kikkede på INTER_AKTION med fokus på de menneskelige bevidste og ubevidste processer beskueren gennemgår i mødet med et interaktivt værk. Det er efter min mening, disse processer, der definerer den gode eller mindre gode oplevelse: En anmeldelse af den kognitive proces under kontakten med det interaktive værk.

Når vi præsenteres for en ny verden og et nyt sprog, trækker vi på vores erfaringer fra lignende situationer. Konfrontationen med et interaktivet værk kan stilles parallelt med et sådan møde med noget ukendt. Det aktiverer vores erindring og evnen til at genkende og genkalde, så vi er forberedte på at varetage og behandle nye indtryk. På den måde indtager vi et nyt sted. Denne proces foregår intuituvt, pr. refleks.

Men hvis vi foran den interaktive installation også skal aktivere vores bevidste indlæringsredskaber i en sådan grad at vi forlader den intuitivt sansende tilstand, som kunstmuseet ellers fordrer, forsvinder evnen til at percipere værket som kunstnerisk udtryk og bliver istedet en læringsdialog. Vi kender en form for fysisk indlæring fra Eksperimentarium (Danmarks Science Center, for naturvidenskab og teknik i Hellerup), men på kunstmuseet beriger oplevelsen os ikke med viden - men efterlader os undrende tilbage. Kunstens domæne er netop at stille spørgsmål, ikke at besvare eller forklare.

Det interaktive værk kan efter min mening fremkalde et overintellektuelt møde med værket. Hjernen er ofte så meget med, at vi afskæres fra den sanselige oplevelse. Ergo må det interaktive kunstværk være istand til at trække mig med ind i dets univers og forføre mig og i den kontinuerlige vekselvirkning mellem kød og system skabe og fuldbyrde værket.

 
I interaktion med museet i værket Museet som instrument af Brandon LaBelle (USA)   Her forstyrres udsigten af Turisten foran dig af Kassandra Wellendorf (DK)

På udstillingen INTER_AKTION mødte jeg netop disse to typer af værker: dem man går i intellektuel dialog med og dem man er emotionelt henført af. Jeg beskriver nogle udvalgte oplevelser.

Simon Pedersen og Lars Lyngstadaas, har arbejdet med begrebet tid i værkerne "Jeg ser mig" og "Pausested". Alle anvendte materialer er teknologisk skrot som er opstået i ny form. I "Jeg ser mig" udfordres forventningen til værket: hvorlænge bliver beskueren af forventning stående foran et tavst værk? I tre minutter oplever man ingen reaktion på ens handling, og har således tre minutter til at formulere for sig selv hvad der ikke sker... "duer den ikke", "har jeg gjort noget forkert", "der står jo at man skal...". På den måde er man i superdialog når resultatet dukker op; en forvrænget scanning af een selv i sort/hvid, der som æstetisk fænomen nok har nogle kvaliteter, men jeg har ventet for længe til at se dem klart.
"Pausested" serverer et pauserum. Man skal til at lægge hovedet på en pude med højttalere, og med et kontinuerligt hårdt pres med nakken aktivere lyden i højttalere, hvor man således anspændt kan lytte sig til en fredelig stund. (Jeg er ikke ophidset...)

For at opleve "Talestrøm" af Isabel Fróes må man stille sig ved en håndvask somom man skulle vaske hænder. Når hanen drejes, tændes for de udstillende kunstneres stream of consciousness der løber ud af hanen. Jeg oplevede talestrømmen blive til et materiale der, ligesom vand, usynligt løb ned i mine hænder. Derimod var jeg ikke inviteret til en lyttende situation, så hvis hensigten var at formidle en auditiv besked, skulle interfacet skabe et roligt og lydligt stimulerende rum og ikke lukke mig ind i den personlige ritualiserede handling at vaske hænder.

"Museet som instrument" af Brandon LaBelle byder på et auditivt univers, en rytmisk lydcollage kommer fra fire trådløse højttalere på hjul, i hver sin pastelfarve. På min indre søgemaskine er der no match, og genstandene der minder om udstillingspodier, inviterer ikke umiddelbart til interaktion. Men man kan læse sig til at lyden i kasserne ændrer sig når de flyttes rundt i rummet. Alle fire vægflader har et bemalet område i de samme fire pastelfarver der indikerer at hver kasse har en hjemstavn. Her er lyden orginal. Jo længere væk kassen flyttes desto mere bearbejdes lydbilledet. På den måde kan den besøgende sammensætte sit personlige lydbillede.
Grundmaterialet i lydcollagen er hentet fra kunstnerens workshop med børn, der har frembragt instrumenter af hverdagsobjekter og værket vidner om en givende proces som publikum fortsætter i undersøgelsen af de hverdagsagtige lydflader.

 
Integreret i værket Pausested af Simon Pedersen (DK) og Lars Lyngstadaas (N)   Min arm der taler med værket: Handsken II af Lars Graugaard (DK)

I Lars Graugaards værk "Lydhandsken II" må jeg tage en handske på min højre hånd som via et kabel er forbundet med en skjult computer. Rummet er fyldt af lyd og jeg står foran en vægstor projektion, iagttagende. De små muskler i min underarm er indgået i en for mig, hemmelig dialog med et computersystem der genererer real time lyd og billede. Ved at bevæge fingerne og spænde musklerne i armen forsøger jeg at tage kontrol og bevidst udforske, men jeg står og tænker: "er det delay", "hvor detaljeret registrerer handsken", "er det mig der frembringer det der"? Helt sikkert er det, at jeg aldrig kommer i kontakt med værkets indhold. Handsken lokker ellers – med den på kan jeg tage kontrol i den virtuelle virkelighed. Men med den tilsyneladende tilfældige række af impulser min krop udsender, får jeg ikke lov til at tage sproget i brug - og er dermed frataget muligheden for at føle andet end – utilstrækkelighed.

Tilstrækkelig er til gengæld min tilstedeværelse i Kassandra Wellendorfs "Turisten foran dig". En stor videoprojektion af et enormt vandfald man kan beskue fra en opbygget udsigtspost med trappetrin og reb. Tre trin op inviterer beskueren til et view, men idet man træder op, dukker en anden turist i knaldrød jakke op, projiceret i mit synsfelt. Det samme gentager sig hvis jeg prøver een af de andre trapper – når jeg søger det optimale view dækkes det altid af en som jeg selv, med kameraet over skulderen. Et enkelt, kraftfuldt og knivskarpt værk der ikke på noget tidspunkt stiller mig i tvivl om hvilken illusion jeg deltager i! Jeg er forført, opslugt, med mine intuitivt igangsatte handlinger får jeg værket til at ske – det folder sig ud i det perfekte sammenspil mellem kød og system i en tidslig oplevelse, hvor jeg selv genererer svaret på det spørgsmål kunstværket stiller.

Webdesign: Jan Falk Borup