Kontakt aarhus.nu:


 
Click here for English
7. december 2005
Send din kommentar til
Interview: Pipilotti Rist, del 2 - om farver og video som medie
Pia Strandbygaard Frandsen forsætter interviewrækken med Pipilotti Rist. I denne anden del fortæller Pipilotti mere om hendes brug af farver og tankerne bag den intense farveskala man finder i hendes værker. Også hendes årelange brug af videoen som medie spørger Pia ind til.

Tekst: Pia Strandbygaard Frandsen
Fotos: Udlånt af Pipilotti Rist

Denne artikel er den tredje i temaserien om Pipilotti Rist og anden del af 4 af interviewet med kunstneren.
 
Selfless In The Bath Of Lava, 1994 Videostill
 
OM FARVER OG VIDEO SOM MEDIE

Pia:
Dine videoer er meget levende og farverige. Jeg kommer til at tænke på 1930’ernes Technicolor eller den intense farveskala i Troldmanden fra Oz. Hvilken rolle spiller farver i dine værker og hvordan anvender du farverne?

Pipilotti: To svar. Som jeg nævnte tidligere [se 1. del af interviewet], er livet fuld af farver, men når man arbejder med video eller fotografi, er resultatet altid mindre farverigt end virkeligheden. Vi tror, dette er korrekt og hvis nogen gør videoen eller fotografiet lige så farverigt som virkeligheden, tror vi det er overdrevet. Reproduktionsteknikker forholder sig altid til vores hud. Når man arbejder med 35 mm er den vigtigste opgave i fremkaldelsesprocessen at sørge for at hvid hud ikke ser farvet ud, fordi den ser en lille smule grønlig eller blålig ud – den ser syg ud. Men hvis man benytter 35 mm i Afrika, er det svært at arbejde med det fremkaldte materiale – det er ikke noget neutralt. Tanken er, at mennesket ikke skal se syg ud. Særligt dette værk [Daggrystimer i naboens hus] er meget inspireret af at lukke øjnene. Hvis man ser på lyset og bagefter lukker øjnene og koncentrerer sig er der ekstremt farverigt, ikke?

Pia: Jo, og der er andre farver, efterbilleder…

Pipilotti: Ja. Når man lukker øjnene, relaterer hjernen sig ofte mere til sproget og til erindringer etc. – vi er ikke rigtigt til stede. Så glem idéen om meditation, hvor man forsøger at være i øjeblikket og ikke tænke ’Åh, jeg glemte at købe dit og jeg burde gøre dat’, og koncentrer dig i stedet om, hvad du ser i øjeblikket. Disse billeder, efterbilleder etc. er tusind gange mere farverige, end jeg nogensinde vil være i stand til at vise.

 
Mother, Son & The Holy Garden, 2003, videoinstallation.
Foto: Käthe Walser
  Mother, Son & The Holy Garden, 2003, videostill fra installationen

Pia: Så de intense farver er både noget, der eksisterer i virkeligheden, samtidig med at farverne også lukker andre betydningsniveauer, som eksempelvis det ubevidste, ind?  

Pipilotti: Præcis. Underbevidstheden, vores mange lag og størstedelen af de kulturelle udtryk, vi har - musik, maleri – forsøger at skildre vores indre verden. Dernæst forsøger den at trænge ud af huden, at komme med et forslag. I det sekund jeg foreslår dig, hvordan jeg ser den og du genkender dig selv i det, er vi ikke længere alene. Det er sandsynligvis den største motivation for alle kulturelle udtryk: at overvinde isolationen og at tage et lille bitte skridt videre i evolutionen, fordi vores hjerner stadig udvikler sig.

Pia: Du har arbejdet meget vedholdende med video. Hvorfor er det stadig interessant for dig at arbejde med video og med levende billeder?

Pipilotti: Jeg kan beholde produktionsprocessen i egne hænder og video er ikke så arbejdsdelt som film mht. hele den finansielle struktur. Man kan arbejde mere eksperimenterende med video. Jeg arbejder med meget affald. Jeg optager timevis af materiale, men bruger kun meget små uddrag. Denne arbejdsform ville ikke være mulig indenfor filmen. Video omfatter alle de interesser, jeg har; lyd, bevægelse etc.

Pia: Indenfor den klassiske filmteori hævdes det, at kameraet har en særlig evne til at gennemtrænge virkeligheden og til at gengive virkelighedens skjulte lag – forestillinger, følelser; ting, som man ikke kan se med det blotte øje. Ser du tilsvarende muligheder i dit arbejde med (video)kameraet?

 
TV Chandelier, 1993, audio/videoinstallation, Stampa, Basel
Foto: Walter/Spehr
  Show A Leg, 2001, audio/videoinstallation, Tramway, Glasgow
Foto: Ruth Clark

Pipilotti: Ja, jeg er fuldstændig enig. Men det er forskellige niveauer, forskellige arbejdstrin. Der er kameraets bevægelser – her er jeg altid meget opmærksom på, at objektet og subjektet skal have samme styrke. Så er der klipning, slow motion og tilføjelsen af farver for at komme tættere på virkeligheden. Man mister altid meget ved at bruge et kamera. Noget, man rette op på i postproduktionen, så man kan komme tættere på. Men jeg er enig i, at det også er meget irrationelt. Dine tanker og din sindstilstand er altid synlig i bevægelsen. Når jeg arbejder med kameraet, har jeg altid en teknik, hvor jeg siger ’Jeg tilbeder dette, jeg tilbeder dette, jeg tilbeder…’ og jeg kan ikke stoppe op for at trække vejret. Jeg er enig i, at det overskrider rationel tænkning.

Pia: Så du anvender altså også kameraet til at udtrykke ting, der har med følelser eller det irrationelle at gøre og ikke kun til at optage den fysiske verden?

Pipilotti: Ja, for virkeligheden er altid kun 10 %. Resten finder vi alligevel på.

Pia: Kan du fortælle lidt om videoprojektionernes betydning i Daggrystimer i naboens hus?

Pipilotti: Videoprojektionen findes på skydedøren. På en måde ser man ind i det tilstødende rum. Oprindeligt havde jeg forestillet mig at bruge still-billeder. Jeg installerede et helt, fikseret rum, men tog det ud til slut. Jeg kom hertil med billeder af et reelt rum ved siden af, men i løbet af redigeringen de seneste ti opgav jeg dette til fordel for levende billeder. TV’et er kun tændt i halvandet minut. Jeg er forundret over, hvordan et TV-apparat i dagligstuen suger al livet til sig. Når vi ser ind i denne magiske kasse, forsvinder alt andet omkring os. Det bliver interessant at se, hvor længe folk vil betragte rummet. Første gang folk besøger rummet, vil de kun se på TV-skærmen, men siden værket er permanent kender de allerede videoen næste gang, hvor de så har chancen for at se sig omkring og for at tænke på, hvordan livet forsvinder ind i TV’et. Jeg huske min første videoinstallation, hvor jeg stillede ting på TV’et – et svinehjerte – og ingen så det! Folk ignorerede fuldstændig kødet ovenpå TV-apparatet. Jeg undrer mig over, hvordan denne kasse kunne undgå at komme mere ind i vores liv. Måske kræver det endnu en generation, men både kroppen og dagligstuen kryber altid ind i denne kasse. Det er en af de opgaver, jeg arbejder på - at befri livet fra denne kasse. Dette er faktisk kun min anden installation med et TV-apparat. I de andre dagligstuer er der ingen TV-apparater.