Kontakt aarhus.nu:

 
 
5. december 2005
Send din kommentar til
Anmeldelse: Marianne Jørgensen
Århus Kunstbygning har lagt lokale til et af årets højdepunkter hvad angår samtidskunsten i Århus. Marianne Jørgensen har igennem flere år arbejdet på udstillingen Fourteen Takes, hendes helt personlige blanding af video, skulptur og beplantninger. Aukje Lepoutre Ravn anmelder her udstillingen.

Tekst: Aukje Lepoutre Ravn
Foto: Jan Falk Borup

Udstillingen Fourteen Takes vises i Århus Kunstbygning frem til den 18. december 2005
www.aarhuskunstbygning.dk
 
 

Fourteen Takes er titlen på Marianne Jørgensens vedkommende og mangesidede totalinstallation, der indtil medio december kan ses i Århus Kunstbygning og som absolut er et besøg værd. Udstillingen er spændende i sin mediemæssige alsidighed, da den både rummer store videoprojektioner, mindre monitorbaserede videoer, skulptur, installation, broderi og organiske beplantninger.

Med titlen Fourteen Takes henviser Jørgensen til den middelalderlige, romersk katolske definition af de 7 dødssynder og de 7 dyder – 14 i alt.  Dødssynderne kender vi som: Hovmod, Gerrighed, Utugt, Vrede, Frådseri, Misundelse og Dovenskab. Den katolske kirke anså disse som de største syndkategorier, som grundlæggende var roden til alle andre onde handlinger. Som absolut modsætning og forgangseksempler er dyderne; Tro, Håb, Kærlighed, Visdom. Retfærdighed, Udholdenhed og Selvbeherskelse. Grundlæggende frembringer Jørgensen dyderne og synderne på to måder; enten via plantemæssige, organiske orddannelser som både eksisterer fysisk på udstillingen - placeret i et lille, poetisk og hjemmebygget væksthus - samt dokumenteret i flere af videoværkerne. Eller via den gennemgående brug af kampvognen som symbol på den ultimative krigsaffekt – både i real-life-size, som legetøjsmodeller eller fjernstyret.

 
Den lyserøde tankvogn under konstruktion, videostill   Den lyserøde tankvogn i aktion

Synderne reflekteres der over i flere af de kampvognsrelaterede værker. Synd er ondskab og ondskab er kilden til krig og ødelæggelse. Den imponerende, lyserøde tank er nok udstillingens absolutte højdepunkt og dens skabelse dokumenteres i en video. Man kan således iagttage kunstneren, der sirligt over flere dage pakker kampvognen ind i lyserødt papmachepapir, alt imens videoens lydside afspiller sekvenser fra radio- og tv-reportager, hvor nævnelsen af Irakkrigen er påfaldende gentagende. Naturligvis har vi her at gøre med en alvorlig politisk stillingstagen, men samtidig synes jeg godt, at man kan se Marianne Jørgensens lyserøde kampvogn som en feminin, ironisk og romantisk pendant til tyske Anselm Kiefers grå, kolde og maskuline krigsmaskiner, som oftest var jægerfly af bly, men som tilsvarende var kritiske politiske kommentarer til Tysklands tidligere diktatoriske krigsregime.

Ved siden af ses en video, der viser den lyserøde papirkampvogn i aktion. Den kører usmidigt rundt på en mudret pløjemark, for til sidst at stoppe op og spytte kartofler ud af maskingeværet. Værket hedder Avaritia (griskhed). Igen fremstår ironien klokkeklar – især i affyringsmomentet, hvor det er kartofler og ikke krudt, der er det skarpeste skyts. Men kartoflerne har Jørgensen selv dyrket, sikkert med dette mål i sigte. I næste værk møder man nemlig Jørgensen selv, der sammen med sin datter udgraver et bed til kartoffelsåning. Kartoflerne plantes i tre bogstaver, der tilsammen udgør ordet ira, hvilket er det latinske ord for vrede. Kartoflernes nyttefunktion har vi nu tydeligt fået forklaret og kimen til konnotationer af krig, død og ødelæggelse er skarpt trukket op.

 
Himlen på jorden, videostill   Caritas, Videostill

Men ud af synderne kommer dyderne. Dyderne udspiller sig bl.a. i videoværket Himlen på Jorden, hvor man - på to separate projektioner - følger Jørgensen storstilede proces med at omdanne et stykke århusiansk jord til en spejling af sommerens luftige himmelformation. Jorden ligner til forveksling den samme, hvorpå ira-kartoflerne blev dyrket. Realiseringen af værket har igen været en lang proces – her over flere sæsoner - hvor arbejdet først har bestået i at vende og pløje jorden, danne stauder med konturer af skyformationer og dernæst plante et hav af blå og hvide blomster for derigennem at opnå den ønskede og helstøbt himmeleffekt. Her fremstår dyderne udholdenhed, selvbeherskelse og håb som stærke effekter. Men i sine mange bestræbelser på at imitere himlen så perfektionistisk som muligt – med et helt klar billede af det endelige resultat – så får værket nærmest karakter af hovmod – eller hybris om man vil.

Projektet Caritas (kærlighed) er tilsvarende et manipuleret plante-projekt, der er udført og fremvokset i Jørgensens egen have/mark og ligeså dokumenteret på video. En række store hjerter, er udskåret som var de kæmpemæssige julekager i landskabet, som man kan bevæge sig rundt om. Hjerteformationerne forandrer sig i løbet af årstiderne fra jordvolde over græstuer, blomstrende røde buketter og til sidst forfrosne vinterjordknolde. Symbolikken er klar - Kærligheden består.

 
En publikummer prøver stigen op til hullet i loften   Hullet fører op til et glashus hvor gulvet er tilsået med karse

Midt i udstillingsrummet er der placeret en smal stige, der fører direkte op til loftets og rummets eneste naturlige lyskilde – et mini-okulus. Tør man tage turen op af den vaklende, men påståede troværdige stige, kan man stikke hovedet gennem af hullet og opdage en kæmpemæssig vatkvadrat, der er tilsået med karse, og hvori ordet elsk fremstår (hvilket dog bedst ses udefra). I en sådan interaktion med værket, får forståelsen af det at være en muldvarp, helt nye dimensioner – også i overført betydning. Og sikke karsen dufter.  Glimrende!!

Fourteen Takes er en udstilling med massevis af dualistiske par: god/ond, maskulin/feminin, fin/grov, organisk/statisk, lys/mørke, tryghed/angst – i det hele taget eksisterer der utallige lag og refleksionspotentialer. Jørgensen går med udgangspunkt i det hjemlige, trygge og rare (haven, broderiet) i clinch mod denne trygheds værste fjende; krig og magtsyge. Følelserne og tankerne er universale og derfor vedkommende for os alle. Og trods udstillingens tyngende politiske islæt, har Jørgensen tydeligvis også gjort plads til humoren og ironien – og også den kvindelige sødme. Vi ser det virkningsfuldt i den gennemgående brug af den lyserøde farve, men også i udstillingskataloget, der er fremstillet i samme grafiske udtryk som Anders And-bladet, med tilsvarende rubrikinddelinger, overskrifter og gåder bagi hæftet.

Marianne Jørgensen er uddannet ved Det Jyske Kunstakademi 1981-85. Hun arbejder indenfor et bredt kunstfelt, der både inddrager installation, skulptur, video, fotografi og land-art.
Arbejdede 1986-91 med ruminstallationer og film i kunstnergruppen ’Solkorset’ i Århus.
Siden 1997 har Marianne Jørgensen arbejdet med det flerårige Markhave-projekt, som tager udgangspunkt i en mark nær ved bopælen. Her dyrkes hun planter fra den danske flora, som der manipuleres og lege jorden bearbejdes og der eksperimenteres med forskellige materialer i sammenhæng med landskabet.

 
Relateret artikle:
Pressemeddelelse