Kontakt aarhus.nu:

 
 
3. november 2005
Send din kommentar til
Interview: Uffe Elbæk
I forsommeren mødtes Uffe Elbæk og Anne Dyhr og fik en længere snak om Århus C, kreative mellemrum og plads til uorganiserede initiativer i byrummet. Interviewet er en del af Anne Dyhr temaserie om den gode by: "Byen set fra Århus".

Tekst og foto af Anne Dyhr.

Dette interview er en del af temaserien "Byen set fra Århus".
 
 
Ja tak til flertydighed, mangfoldighed og kreative mellemrum i Århus C.
Samtale med Uffe Elbæk rektor på Kaospiloterne og byrådsmedlem for det radikale venstre.
af Anne Dyhr.

En tidlig sommermorgen mødtes Uffe Elbæk, og jeg over en kop kaffe i Kaospiloternes domicil i Mejlgade. Vi fik os en længere snak om Århus C, kreative mellemrum og plads til uorganiserede initiativer i byrummet.
En snak om, hvordan kulturinnovation kan få de bedste vækstbetingelser i en by der - hvis der ikke passes på den - vil dø af for meget gårdsanering, forkert byfornyelse, for meget borgerskab og for få kunstnere og aktivister.
Hvis du yderligere har lyst, kan du klikke her og downloade Uffe Elbæks eget, ukonventionelle bud på en politisk protest sang á la 2005 omhandlende Århus C. Den er indspillet i forbindelse med kommunalvalget 15. nov.


Anne: Kære Uffe, Jeg kunne godt tænke mig, at lægge ud med at snakke om Århus set ud fra en byplanmæssig tilgang. Jeg vil nemlig mene, at hvis man i dag køre igennem Århus by, så er der en utrolig lighed med det landskabelige. Landskabet er blevet meget tydelig i byrummet, åen er blevet åbnet, vi har gågader her, der og alle vegne. Derudover er der byfornyelser, som bl.a. i Ø-gaderne har fået denne her bondegårds idyl. Denne landskabelighed medfører, at det man ellers forbinder med by, på et eller andet plan er blevet udvisket. Hvad mener du om at skellet mellem by og land udviskes? Man kan jo nærmest vælte ind i Århus og stadigvæk tro, at man er ude på landet, så grønt og stille er det.

Uffe: Jeg syntes det er en svær problemstilling, for det handler jo om, hvad det er for noget liv, man gerne vil have i en by. Hvis jeg er en del af en småbørnsfamilie så tror jeg, at jeg vil være rigtig glad, for at der er noget der hedder ”Børnenes Jord” oppe i Ø-gadekvarteret, eller at der ikke kører biler rundt inde i midtbyen. Hvis man er teenager og der skal være fuld gang i den, så håber man, at hvis bare man vælter ind i den nærmeste baggård, vil der være en pumpende dansende natklub, der banker derudaf. Og hvis man er ældre, så vil man gerne have ordentlig kollektiv trafik, så man kan komme derfra hvor man bor og hurtigt ind på hovedbiblioteket. Dette betyder, at når vi snakker om hvad en by skal kunne, så skal en by kunne rigtig meget.
Personligt har jeg det sådan, at jeg har boet her i 28 år og er rigtig, rigtig glad for at åen er kommet. Jeg kan huske hvordan Åboulevarden var før åen blev frilagt og det var et helvede.

 
Uffe Elbæk på Kaospiloternes terrasse med udsigt til kaos og pulserende larm.   Indgangsporten til Kaospiloterne.

Anne: Jeg kommer selv fra Århus og husker at vi som små tog på eventyr nede på Graven, hvor der jo stod en luder på hvert gadehjørne.

Uffe: Nå jo, det syntes jeg så måske er lidt ærgerligt, at der ikke er længere.
Jeg er måske ked af at luderne ikke længere er der, men glad for at bilerne er kommet ud. Det er så mine behov, uden sammenligning i øvrigt med forholdet mellem ludere og biler. Spøg til side, for når jeg kigger på Århus, så syntes jeg at den skal have en forskellig puls forskellige steder. Det er noget, vi har diskuteret rigtig meget i Århus byråd. Hvordan kan man sikre, at de ældre kvarterer har en profil eller identitet? Det der optager mig er ikke så meget at naturen ikke må komme ind og præge centrum, men det der bekymre mig er, hvis det hele bliver et stort parcelhuskvarter.

Anne: Hvilket kun vil tilfredsstiller et segment af byboerne.

Uffe: Ja hvor jeg syntes, at hvis man er i en storby, så er noget af det, der også skaber en bystemning en fortætning af larm og støj. Der skal være en fortætning af liv og aktivitet. For der kan gå for meget gårdsanering i det. Hvordan sikrer vi, at vi øger fortætningsgraden i Århus centrum, så livet bliver levet 24 timer i døgnet? Det er faktisk en af mine kongstanker.

Anne: Hvis man siger, at byplanlægning har været en form for strukturering og organisering af rum og miljøer, kan man så med omvendt fortegn byplanlægge for kaos og larm?

Uffe: Det tror jeg da godt man kan, man kan i hvert fald give mere plads til det. Et konkret eksempel fra den politiske debat er f.eks. åbningstiderne for caféer og værtshuse. Der har været en meget restriktiv politik i Århus, som ligeså stille er blevet lempet, hvilket betyder at man kan holde åbent helt til kl. 02.00.
I denne sammenhæng skal man så gå på to ben. Det ene ben handler om, at byen skal leve 24 timer i døgnet. Det andet ben handler om, at man jo også skal sikre sig, at folk kan sove 8 timer.

Anne: Hvis man giver fri et sted, så resulterer det i et problem et andet sted?

Uffe: Det er helt sikkert, men jeg tror at det er holdningen, at hvis du bor i Århus midtby, så skal du også være parat til, at det larmer…. ellers skal du flytte et andet sted hen. Vi kan ikke både have den her puls og intensitet for samtidig også at have ro, renlighed og tryghed.
Det jeg faktisk syntes er interessant, at diskutere er hvad det er for noget liv vi gerne vil have. For det der tit sker med byplanlægningen er, at man først bygger husene og så finder man ud af, at husene skaber nogle rum, som vi jo også gerne vil have noget liv i. Omvendt kunne man sige: Hvad er det for noget liv vi vil have? Og hvad er det så for nogle rum, der skal skabes, for at det liv overhovedet har muligheder for at folde sig ud.
Jeg tror at det som Århus skal passe ufatteligt på med er, at det ikke bliver ren landsbyidyl, hvor det hele er så friseret, at der ikke er nogen mellemrum, hvor noget mærkeligt kan opstå.

 
Mangfoldigt gadeliv i Århus C som heldigvis ikke ligner et parcelhuskvarter - endnu. Byen rummer stadigvæk lommer af potentialitet.

Anne: Man skal ture lade være med at organisere, man skal ture træde et skridt tilbage.

Uffe: Ja, og sikre at der også er nogle mellemrum, små rum og mærkelig rum i byen. Det kan betyde, at man skal ture lade nogle pladser stå åbne.

Anne: Nu er Århus graffitivæg jo lige blevet malet grå og lukket – farvel mellemrum.

Uffe: Ja, det må guderne vide, hvorfor den er blevet lukket.

Anne: Men der er også tagging i byrummet, hvad siger du til det?

Uffe: Det er en diskussion, der også bør tages i graffitimiljøet, om hvor der må tagges og hvor der må males. Jeg har snakket med flere graffitimalere, der har det dybt problematisk med de etiske problemstillinger omkring tagging. Jeg bor i Klostergade, forbi malermesterens hus, som ligger nede på hjørnet af Graven og Mejlgade. De kæmper f.eks. en evig kamp for at holde deres væg pæn og ordentlig.

Anne: Efter hvad de syntes er ordentligt.

Uffe: Jamen det er også deres.

Anne: Hvor går ejendomsretten?

Uffe: Hvis jeg f.eks. tog en graffitimalers I-POT og tegnede en fed streg ned over den, fordi det havde jeg lyst til, ville han/hun sikkert også sige: ”Hey makker det er altså min I-POT.” Jeg syntes det er lige så legitimt at sige det, som at man ikke må tagge en væg.

Anne: Lige præcist på løsøre bliver der jo aldrig tagget f.eks. biler eller cykler.

Uffe: Nej, men du kan se det på DSB-vognene. Mange graffitimalere er også dødtræt af, at deres måde at udtrykke sig kunstnerisk på, bliver modarbejdet af deres egne i kraft af en manglende selvjustits. Jeg kan godt forstå, den mand eller kvinde der gør rigtig meget ud af at passe sit hus, og virkelig har lyst til at passe på det, bliver sure hvis de hver anden morgen, når de står op, ser at nogen har smadret det.

 
Der kan skrives og klistres alle steder – brug din by.

Anne: Det er så snakken om hvorvidt graffiti er hærværk. Jeg tror, at det der holder gang i byens puls, er at den væg bliver tagget engang imellem. De (graffitimalerne gadeaktivisterne) bliver nød til at forstyrre os. Der bliver nød til at være nogen, der overskrider de etablerede forbud. Jeg snakker ikke om, at det ser pænt ud, men om at for at der kan være en puls i byen, så er det vigtigt, at der hele tiden er nogen der leger med grænserne. Hvis man først blev enig med graffitimalerne, om hvor de må male og ikke male, så ville det jo dræbe muligheden for at skabe puls.

Uffe: Det kan jeg sagtens forstå. Derfor tror jeg ikke på, sådan noget med en væg, hvor der kan males. Dybets set så rager det mig, om den væg er malet over eller ej, for graffiti skulle jo gerne være lidt ustyrligt. F.eks. har vi her på kaospiloterne malet den port man kommer ind ad. Det ser nydeligt ud et halvt årstid så opstår der et nyt liv, af mere eller mindre interessante ytringer. Jeg bliver glad, når jeg går ind gennem den port, selvom at vi malede den pænt og forsøgte at lave lidt orden i kaos. Nu er der superkaos igen.

Anne: Hvad bliver den næste torn i øjet eller forstyrrelse på gadeplan?.

Uffe: Jeg kan ikke lige sige, hvad den næste ting vil være. For øvrigt tror jeg at graffiti går og kommer i bølger. Graffitiens rødder går jo helt tilbage til de første hulemalerier. Mennesket har jo altid forsøgt, at afbillede virkeligheden og det vil vi blive ved med. Det jeg er bekymret for, er hvis vi mister den menneskelige fortætning i Århus C og mellemrummene i byen. Vi skal skabe muligheder for at noget ukontrolleret kan opstå.

Anne: Tror du at politikerne tør lade de rum stå åbne? Hvilket ikke mindst er gældende i udviklingsplanerne med havnen.

Uffe: Den store udfordring er nemlig, hvordan vi sikrer havnen, så den ikke bliver lige så død, som den er nogle steder på Københavns havn. I Kbh. har de så efterfølgende måtte bruge en masse penge på at skabe liv. Netop nu er der en debat om, hvordan byggeprocenten skal være nede på Århus havn – eller mere præcist om, hvor langt man trækker erhvervsarealerne ud til havnekanten. Der har været et scenario, hvor man trækker mulige erhvervsarealer helt ud til kanten. Det er et konkret eksempel, på at man med et pennestrøg stryger alt, hvad der handler om liv nede på havnekajerne.

 
Der kan skrives og klistres alle steder – brug din by.


Anne: I hvert fald efter kl. 15.00. Eller ville der måske i de her områder, der ligger øde hen, kunne skabes de her mellemrum? Hvis man lavede arealerne sådan, at eksempelvis om aftenen kunne et andet befolkningssegment overtage dem.

Uffe: Ja, om det så er skaterne eller pensionister, der har lyst til at spille petanque. Det drejer sig om at der skal være liv og om hvordan sikre vi det. Det gør vi blandt andet på to måder: 1) ved at huslejen ikke må blive for høje her inde i byen (lige nu ryger priserne op). Århus er desværre et minieksempel på, hvad der skete på Manhattan for år tilbage. Først rykkede kunstnerne og de sociale aktivister ind og gjorde et område interessant. Pludselig blev det mondænt med hoppende klupper og alt muligt. Så rykker næste gruppe ind; juristerne og arkitekterne og så bliver det dødt og dyrt, hvorefter aktivisterne og kunstnerne flytter et nyt sted hen, hvor det er billigt at bo. Det skal vi passe super meget på, at det ikke ender med at Århus bare er en by for rige, for så bliver den simpelhed så kedelig, at du ikke fatter det. Det var så huslejepriserne som det ene, som det andet er: 2) hvordan vi får bygget nyt, hvilket jeg tror, betyder at vi må bygge opad i Århus. Vi må bryde konceptet om, at vi kun må bygger i 4 eller 5 etager.

Anne: Man kunne også ved at bygge opad skabe flere kontraster og derved appellerer til forskellige bysegmenter. Århus kunne få lov til at blive lidt mere maskulin, man kunne så gå op i Ø-gaderne, hvis man godt kan lide lyserøde bolsjehuse.

Uffe: Ja det kunne være rigtig spændende. Der er ikke en løsning men mange, der går lige fra caféernes lukketider, lavere huslejer, byggeri i højden og at huske at lave fysiske mellemrum, hvor noget ikke-planlagt kan ske.
Et eksempel er f.eks. i fritidsplanlægningen, hvor man prioritere et x antal fodboldbaner. Vi burde bruge nogle af alle de penge som nye fodboldbaner koster, til at lave små fodboldbaner i mellemrum i byen. Steder hvor det uorganiserede liv kan udfolde sig.

Anne: Ja det behøver ikke foregå i en stor hal med pølser, men folk har jo et kæmpe behov for struktur og regler.

Uffe: Eller også er det fordi vi ikke har noget alternativ! Der er f.eks. mellem 500 eller 700 skatere, der løber i en faldefærdig hal nede på havnen. Nu er de blevet organiserede, så de kan begynde at tale med i det traditionelle kommunikationsrum. Nu kan de sige: ”Hey vi er her” og de kan sige at deres behov er lige så legetime som idrætsklubben ude i Egå, hvilket vi som byrådspolitiker bliver nød til at forholde os til.

 
Udsigt til Det Jyske Kunstakademi og byvrimmel i Mejlgade Århus C.

Anne: Det afkræver, at politikerne kan tænke anderledes omkring hvordan man så skal hjælpe dem. De skal måske ikke have en stor hal med pølser, men være meget mere tilknyttet det offentlige rum.

Uffe: Jeg mener jo de skal være nede på havnen.

Anne: Man kunne sige, at dine tiltag er ret liberalistiske. Du advokerer for, at der skal åbnes op i de bureaukratiske systemer, hvilket betyder en større frihed eller elastik i byen. Hvis jeg så skal være lidt dommedagsagtig, vil det så ikke bare blive, de her akademikerfamiliers ønsker, der vil være rådende, for det er jo dem der via det frie boligmarked, er kommet til at vokse sig til en kæmpe stor gruppe. Idet du så giver det her frirum til folk der er her, så kunne man jo være bange for, at de mellemrum som du mener skal være til mere eksperimenterende brug, bare bliver til en lille legeplads for arkitektfamiliens børn. At lommerne ikke får den her mere forstyrrende karakter, fordi de folk der skulle lave dem simpelthen er forsvundet.

Uffe: Det du skitserer, er jo den evige behovsbalance. Derfor vil jeg forsøge at få flertal i byrådet til at lave et kulturelt kort over Århus, der kan synliggøre forholdene, hvis de bliver for skæve.
Jeg elsker Mejlgade som er den gade, hvor min arbejdsplads ligger. Det er et trafikhelvede, med biler der dytter og ikke kan komme igennem, cykler der køre den modsatte vej og op på fortovet, det er nok det sted i byen, der har den største fortætning af mennesker. Der er kunstakademiet på den ene side, kaospiloterne på den anden side, der er Byhøjskolen, Sprogskolen. Når alt er i bevægelse i den gade, så er det det tætteste vi kan komme til en storby. Samtidig er det den gade som vi diskuterer mest oppe i byrådet. Hvordan vi kan øge sikkerheden for cyklisterne, skal den ensrettes? osv. Det er selvfølgelig reelle problemer, folk bliver jo kørt ned, men omvendt er det også der, der sker noget. Det er lige nøjagtig denne problematik, som er det svære ved byen.


Relateret link:
Kaospiloterne: www.kaospilot.dk