Kontakt aarhus.nu:

 
Click here for English
1. november 2005
Send din kommentar til
Anmeldelse: Tokyo på godt og ondt
Senko Studio i Viborg præsenterer en ny internationale udstilling med 4 japanske kunstnere, som med udstillingen Tokyo Discord forholder sig til denne metropols modsætninger mellem konservatisme og fornyelse. Hans Henrik Jacobsen har været forbi galleriet og anmelder her udstillingen.

Tekst: Hans Henrik Jacobsen
Foto: Sergei Sviatchenko

Udstillingen "Tokyo Discord" vises i Senko Studio i Viborg frem til 20. november 2005.
www.senko.dk
 
 
4 japanske kunstnere i Senko Studio

Søndag eftermiddag havde Senko Studio i Viborg fernisering på en lille eksklusiv udstilling med de fire japanske kunstnere Singo Fujimoto, Yuki Matsuse, Yusuke Suzuki og Masumi Sasaki. Kontakten til galleriet blev knyttet under en tidligere udstilling med amerikaneren Ash, der havde taget sin japanske bekendte Yuki Matsuse med til Viborg.
Udstillingen består af en installation ”Tokyo discord” og en 44 minutter lang video om livet i Tokyo.

På galleriets vægge har kunstnerne klæbet en gengivelse af det 330 meter høje Tokyo Tower op, blandet med gengivelser af udtryksløse, alvorlige japanske mappemænd, der bestemt ikke ser ud til at nyde deres tilværelse. På galleriets ydervæg mod Preislers Plads kører videoen så med en larmende, hektisk lydside, der tager pulsen på den travle og aldrig sovende storby.

 
Videoprojektion på galleriets ydervæg   Figur fra installationen

Installationen skal illustrere kunstnernes ambivalente holdning til deres hjemby. På den ene side en by, der styres af de store multinationale selskaber, der styrer folks levevis og forbrug. På den anden side en spændende altid vibrerende storby, der lokker med sine utallige muligheder og tilbud. Videoen bryder det meget forstemmende billede af storbyen, man får i udstillingsrummet. Man ser ganske vist storbyen, højhusene, de udtryksløse rejsende, den voldsomme trafik, men samtidig ser man de enkelte personers kamp for at overleve via, musik, tøj, lamper og sko. Der er linier tilbage til ældgamle, stolte japanske traditioner. Rumfornemmelsen brydes yderligere af, at kunstnerne har ladet figurerne bevæge sig ud i lokalet. De fortsætter ud i rummet, og forstærker dermed det forstemmende indtryk.

De fire udstillere udgiver i Tokyo desuden et avantgarde tidsskrift ”FreePaper”, der kan anskaffes frit i udvalgte cafeer, pladebutikker og gallerier.

Udstillingen er opfindsom, overraskende og også ganske banebrydende. Det er interessant med et eksotisk pust helt fra Japan, og de stive japanske forretningsfolk får et friskt modspil fra de fire eksperimenterende kunstnere, der tydeligvis har masser på hjertet. Muligvis ville kunstnernes intentioner dog være kommet endnu tydeligere frem, hvis videoen og lydsiden var blevet afspillet inde i galleriet. Kontrasterne i storbyen ville stå klarere.

Relateret artikel:
Interview
Pressemeddelelse