Kontakt aarhus.nu:

 
Anmeldelse 30. september 2005
Send din kommentar til
Anmeldelse: Jeppe Hein på Centre Pompidou
Jeppe Hein har udformet endnu et interaktivt værk som sætter publikum på en prøve. Denne gang har Hein lavet en virtuel labyrint til Centre Pompidou i Paris. Sidst vi så et værk af Jeppe Hein i denne ende af verden var på Vendsyssel Kunstmuseum i 2004 på den flotte udstilling "Rum i rum". Maria Kappel Blegvad debuterer på aarhus.nu med denne anmeldelse fra Paris.

Tekst: Maria Kappel Blegvad
Foto: Jean-Claude Planchet © Centre Pompidou, Paris

Udstillingen "Virtual Labyrinth" med Jeppe Hein i vises i perioden 15. september til 14. november 2005
www.centrepompidou.fr
 
 
En usynlig labyrint i Paris
Anmeldelse af Jeppe Heins nye steds-specifikke projekt på Centre Pompidou.

Frem til den 14. november 2005 kan et nyt installatorisk projekt af den danske kunstner Jeppe Hein opleves på udstillingen L’Espace 315 ved Centre Pompidou i Paris. Jeppe Hein har tidligere i år præsenteret sit værk Roller Coaster, som i Dunkers Kulturhus i Helsingborg udgør en 800 meter lang kuglebane med store, perlemorshvide kugler, der aktiveres i det øjeblik, beskueren træder ind i udstillingsrummet. Som ledende og forførende instanser styrer kuglerne beskueren rundt om rutsjebanens skulpturelle krop. På denne måde tilrettelægger kuglerne beskuerens bevægelse og oplevelse af værket på en måde, der på én gang fremhæver beskueren som aktiv og passiv; aktiv pga. sin bevægelse rundt i rummet; passiv idet kuglen bestemmer beskuerens rute.

Over et labyrintisk tema kan samme refleksion over moduleringen af rum, og understregningen af beskueren som aktiv og passiv deltager, opleves i forbindelse med Heins nye projekt på Centre Pompidou i Paris. Heins installatoriske projekt udgør en virtuel, usynlig labyrint, placeret i et stort, tomt rum med hvide vægge og lyse trægulve. Labyrintens struktur ændres dag for dag ud fra i alt seks forskellige strukturer, og gør det derfor attraktivt at besøge udstillingen flere gange.

Ved indgangen udstyres den besøgende med en digital antenne, som sættes på hovedet. Denne futuristiske hovedbeklædning er programmeret til at opfange infrarøde stråler, men først i øjeblikket man træder ind i det tomme rum, bliver det klart, at den infrarøde stråling styrer og leder dig rundt i labyrinten. Hver gang man i sin bevægelse rundt i rummet konfronteres med labyrintens døde ender, rammes man af pludselige vibrationer som tegn på, at man har krydset labyrintens usynlige grænser. Det pludselige chok, som de vibrerende stød afføder, forstærkes ved en samtidig brummende lyd. Mødet med labyrintens grænsende ender er irriterende, men også lattervækkende. Dog er vibrationernes chok-effekt nok til, at man vælger at følge den etablerede rute og ikke tvinge kroppen tværs igennem labyrintens limiterende struktur. Således kan Heins projekt opfattes som en arkitektonisk installation, der på én gang opbygger og nedbryder rum: Via sin færden i rummet danner den beskuende nemlig et rumligt mønster som en aftegning af labyrintens rute, men samtidig er der intet at se. Man kan kun føle labyrintens strukturelle inddeling. Som i Roller Coaster forstyrrer Hein omgivelserne og vores forhold til dem. Han destabiliserer beskuerens vaner og synliggør samtidig rummet og bevægelsens betydning for måden vi oplever det sete på. På en aktiv og legende måde bliver den besøgende således gjort til katalysator for værkets udformning.

 
Publikum med digitale antenner, som guider dem igennem udstillingens usynlige digitale labyrint.

Gennem en politisk og konceptuel aflæsning kan Heins Labyrinthe Invisible opfattes som en politisk kommentar til de magtinstanser, som er styrende for det sociale liv (opdragelse, værdinormer, love osv.), og måske nærmere til demokratiets magt, som netop via sin decentrale placering (idet magten tilsyneladende er overladt til folket), skjuler sin hegemoniske rolle, set i modsætning til et diktatur eller et absolutistisk styre, hvor magten er synlig.

Via sin aktivering af beskueren og den kropslige respons, som affødes af de overraskende stød, ligger Hein sig i forlængelse af 1960’ernes minimalistiske og konceptuelle kunstnere, der ved en intenderet forskydning fra værket og ud i beskuerens krop gjorde menneskets fysik og perception central for kunsten. Forskellen på Hein og de værker, som tillægges den traditionelle minimalisme, er at Heins værk på trods af sit diskrete udseende ikke negligerer sin egen betydning. Den ellers usynlige magt synliggøres, eller snarere kropsliggøres, idet man konkret kan mærke den magtfulde styring fra oven.

Heins projekt er yderst spændende i en filosofisk og samfundskritisk sammenhæng, og er samtidig sjovt og underholdende. De pludselige vibrationer, som kildrer i kroppen for hvert fejlagtigt trin, og synet af de andre beskuere, der mest af alt minder om Pac Man-figurer fra computerspillets guldalder, gør det umuligt at kede sig. Derfor vil jeg varmt anbefale, man i efterårshalvåret slår et smut forbi Centre Pompidou for at opleve Heins nye installation. Centre Pompidou viser samtidig udstillingen D.Day., hvor den danske kunstnergruppe Superflex bl.a. er repræsenteret. Jeg håber fremover, at chancerne bliver større for at opleve Jeppe Hein herhjemme.

Jeppe Hein er født i 1974 i København. Er uddannet på det Kgl. Danske Kunstakademi og Frankfurts Hochschule für Bildende Künst. Han bor og arbejder i Berlin.

 
Nævnte links i artiklen:
Centre Pompidou - www.centrepompidou.fr
Jeppe Hein - www.jeppehein.net
Vendsyssel Kunstmuseum - Rum i rum