Kontakt aarhus.nu:

 
15. september 2005
Send din kommentar til
Interview: Morten Daugaard
Anne Dyhr går videre med sin temaserie "Byen set fra Århus". I denne artikel interviewer hun arkitekt Morten Daugaard fra arkitektgruppen TRANSFORM og spørger blandt andet ind til idéen om den gode by.

Tekst: Anne Dyhr

Dette interview er den anden af 7 artikler i temaserien "Byen set fra Århus".
 
 
Århus by - mellem landskabelig og urban planlægning.
Samtale med Morten Daugaard fra arkitektgruppen TRANSFORM.

Arkitekt Morten Daugaard har mange kasketter, men en ting er sikkert, han er en mand med visioner for Århus og visioner for byen, som den udspiller sig lige nu.
Vi får en snak om disse ideer, en solbeskinnet dag, midt i Århus C.

 
   
Århus Universitet set fra oven, bygget af CF Møllers Tegnestue.    
 
Anne: Det, jeg gerne vil snakke med dig om, er ideen om byen, den gode by.

Morten: Okay, ideen om byen... Ja, det er svært at sige, hvad den gode by er for noget, for det er svært at lave nogle præcise definitioner...
Altså, der er et element af forestilling om, at man kan sige, at det skal være sådan og sådan, og så bliver det den gode by. Men det bliver det jo ikke. Man kan ikke planlægge på den måde, men man kan godt planlægge for nogle fysiske rammer, som kan gøre byen god.
Jeg tror i hvert fald, at byen er under omkalfatring i disse år. Byen som fænomen er under omkalfatring. Hvor vi tidligere meget skarpt kunne skelne mellem byen på den ene side og landet på den anden side - så er der nu mere eller mindre tale om, at byen går ud over det hele. Der er et stort sammenhængende bysystem, hvor byens regler, eller hvad vi nu skal kalde det, er mere eller mindre gældende, men i det system spiller landskabet et meget stor rolle. Det lyder paradoksalt, at på den ene side bliver alt by og på den anden side kommer landskabet til at betyde mere og mere for den måde byen, så at sige, er by på. Det er på denne måde, vi bliver nødt til at forstå byen og den omkalfatring, der ligger i dette rum af by og landskab. Men det kommer nok til at tage nogle år, før folk bliver klar over det.
Selvom man bor i Gammel Ry, eller hvor man nu bor, fordi man synes det er fint, dejligt og gode haver osv., så bor man alligevel i Århus, for man er tæt på Århus. Århus er der, jeg definerer mig selv, gør mine indkøb og alle mulige andre ting, det er der jeg går i teateret, og det er der jeg går i biografen.

Anne: Det er måske også der, man arbejder?

Morten: Ja, det kan lige så godt være dér, man arbejder. Det vil oftest være sådan, at man bor lidt udenfor den centrale by, og så arbejder i den centrale by. Vi er i en situation lige nu, at hvis man kigger på et danmarkskort over, hvilke afstande man vil acceptere at pendle, så bliver afstandene større og større. Og hvis man kigger på mængden af folk, der bor indenfor, hvad man i traditionel forstand vil kalde bykernen, så vil der blive færre og færre, mens hvis du udvider bykernens grænser og trækker lidt længere ud i landet, så bliver der flere og flere, der bor der. Den ny kommunalreform med lidt større enheder trækker også i den retning. Det, tror jeg, vil være vilkårene for byen . På den måde adskiller den sig fra industrialismens by. Vi bevæger os lige nu fra at have været et industrisamfund til at være et andet type samfund, som vi jo altid kan diskutere, hvad er for noget, men som vil være præget af nogle andre ting.

Anne: Jeg kunne godt tænke mig, hvis du kunne uddybe det her lidt ved at forklare lidt om Sprawl begrebet.

   
Sprawl tegning af Andy Singer    

Morten: Ja, vi er nærmest i en ”After Sprawl” tilstand. Vi har ikke noget dansk ord for begrebet Sprawl (spredt og tilsyneladende uplanlagt bebyggelse), og det blev i hvert fald ikke et begreb i planlægningen før efter publikationen af Peter Blakes ”God’s Own Junkyard: the planned deterioration of America’s landscape” i 1964, og næppe et begreb i Europa før meget senere. Sprawl blev karakteristikken for noget, der ikke passede ind i de eksisterende kategorier så som by, land, og landsby. Det blev et begreb, som den gængse forestilling om urbanitet passede meget dårlig sammen med. Det fik ikke sin plads i planlægningsdiskussionen på grund af nogen særlig interesse - snarere tværtimod. Ingen kunne lide det, men det var forbandet svært at komme uden om. Brugen af begrebet har imidlertid hele tiden været yderst generel og som oftest meget negativ. Sprawl sættes som regel lig med kaos eller mangel på struktur - og er der noget arkitekter nødigt forbinder sig med - så er det kaos, eller mangel på struktur. Den måde, som jeg tror, det kunne være interessant at betragte byen på, er som et felt. Et felt, hvor de forskellige komponenter agerer i forhold til hinanden, og hvor grænserne imellem de forskellige dele i det her felt, ikke er det afgørende. Det er ikke punkterne i et netværk, der er interessante, men linjerne mellem punkterne

Anne: Jeg kunne godt tænke mig at høre om dette netværk i forhold til Århus.
Jeg kan godt se det på et abstrakt plan eller i forhold til storbyer som New York, men i Århus vil man gerne bo lige midt i det hele – man vil ha’ det hele.

Morten: Ja, og sådan vil det nok blive ved med at være, hvis byerne altså vil være i stand til at tilbyde lejligheder og boliger til de folk, der gerne vil bo her.
De parcelhusområder, som nogle af os bor i, er optaget og koster kassen at få fingrene i, så det kan ikke lade sig gøre. Derfor må man til Langå, Hadsten eller et andet sted. Århus vil jo gerne tilbyde nogle forskellige steder tættere på centrum...så i Århus har man faktisk planer om, at der skal bygges en by oppe på Lisbjerg Bakke, og til arkitektkonkurrencen lavede TRANSFORM et forslag, hvor vi forsøgte at tilgodese folks behov for at bo åbent og i omgivelser, der skaber et sådant lys – altså, hvor der er noget luft, og hvor der er noget plads.

 
Lisbjerg nye veje, TRANSFORM   Lisbjerg enklave, TRANSFORM

Lisbjerg ligger enormt tæt på det centrale Århus, og tæt ved en infrastruktur, hvor du, hvis du arbejder i Ålborg eller Randers, stadigvæk kan komme frem og tilbage på ingen tid. I stedet for at plastre alt det - som er et meget flot landskab - til med byer, så forestillede vi os, at man kunne putte små enklaver eller landsbyer ind i landskabet. Disse byorganismer kunne så fungere sammen. Ikke at de skulle være som en lille landsby, men enklaver som, på forskellig måde, skulle fungere sammen, samtidig med at landskabet ellers skulle bevares intakt.
Det, der så kan gøre mig ekstremt deprimeret og virkelig ked af det er, når jeg ser at den overordnede dispositionsplan, som kommunen har fået ud af det her, er, at plastre det hele til med bebyggelse og skabe en ny vej. Så kan folk ligeså godt flytte til Hadsten. Vi kunne godt have lavet noget, der var lidt mere tillokkende, så der kommer nogen og køber vores huse, når vi har fået dem bygget – måske siger de ”Nej behøver vi tage Lisbjerg, vi kan ligeså godt tage havnen, dér er der i det mindste vand”.

Anne: Og i Lisbjerg er en shoppinggade.

Morten: Ja, eller som måske ikke engang kan blive en shoppinggade, fordi det måske bare er en trafikkorridor – og ingen ting ellers. Så tror jeg, at folk siger, at de hellere vil købe på havnen, for der er vandet og det er svært at ødelægge.

Anne: Man kan sige, at landskabet er så stærkt på havnen, altså havet, her kan landskabet vinde. Ved Lisbjerg er de ved at udligne landskabet.

Morten: Jeg synes jo, at landskabet ved Lisbjerg er enormt stærkt, og det er det jo rundt omkring Århus. Og hvis man kommer op i den nordlige del af byen, kan man faktisk se ned over hele byen og se ud på den modsatte side.

Anne: Fra mit kolonihavehus kan jeg faktisk se over på den anden side af Århus, lige over på en gul rapsmark.

Morten: Ja, det kan man nemlig og faktisk fra rigtig mange steder i byen.

Anne: Man skal turde arbejde efter de eksisterende strukturer.

Morten: Det er dét, det handler om – at turde se på stedet og turde handle på det. Det er efter denne devise, at vi i TRANSFORM har forsøgt at lave arkitektoniske og byplanmæssige projekter.

Anne: Hvis man så snakker om en postmoderne by, så drejer det sig jo også om at brugeren eller borgeren kan have et medforfatterskab.

Morten: Ja, at lade folk være med til at bestemme, hvad der skal foregå.

Anne: Det er måske angstpåvirkende for den traditionelle byplanlægning?

Morten: F.eks. ude i Hasle Bakker, som ligger i yderkanten af Gellerupparken og Bispehaven. Bakkerne er her lavet af opfyldsjord, som man egentlig bare forestillede sig skulle være nogle store grønne områder. Det vi i TRANSFORM så forestillede os, var, at udnytte dem og gøre dem til nogle særlige byrum i byen. Situeret i omgivelser, hvor man ikke normalt laver byrum. Hvis man snakker byrum, vil man altid snakke åen og åbningen af åen og nogle af de centrale punkter og ikke at forglemme havnen. Her omkring Hasle Bakker bor der faktisk 5-10.000 mennesker, for hvem det her er deres primære sted, og hvis man nu gjorde det attraktivt, så ville det jo også være attraktivt for andre end dem, der bor der. Man kunne sige: ”Jeg vil sgu en tur op på den dér bakke”.

 
Hasle Bakker spiralen fra TRANSFORMS hjemmeside   Hasle Bakker fra TRANSFORMS hjemmeside

Anne: Hvor meget kan man bruge bakkerne?

Morten: Man må lege og lave hvad man vil, der er en sti.

Anne: Må man bygge på bakkerne? Eller så blomster eller plante buske?

Morten: Du mener lave en lille have? Det kunne man jo godt gøre – så meget har vi slet ikke planlagt endnu, men det kunne jeg da godt forestille mig, at man kunne lave. Den ene bakke er kolossal, og der er så mange rum ned langs siden af den, hvor man godt kunne forestille sig, at der kunne ligge små prydhaver, som folk selv kunne være en del af.

Anne: Det er jo fantastisk bare at plante et træ.

Morten: Men det er jo en balancegang, hvor meget man kan tillade sig. Man ser jo, at den ikke-planlagte brug af byen kommer hele tiden og så igen. Jeg synes jo normalt ikke, at f.eks. graffiti er så stort et problem, men det er der jo nogen, der synes. Det er selvfølgelig vældig irriterende, hvis man lige har fået malet sin mur, og der så kommer en eller anden og sætter sit eget præg på den. På den anden side er det jo også et udtryk for, at byen lever og at der er nogen, der lever i den. Nogen som godt gider sætte deres præg på den, så det er en balancegang. Balancen mellem hvor der skal reguleres, og hvor der kan etableres nogle rum, hvor borgerne kan gøre noget selv er vældig interessant.

 
Graffitiens mange tegn   Gamle huse med ”ny” dekoration

Århus er jo et fantastisk sted på mange måder. I hvert fald med hensyn til forholdet mellem naturen og den centrale by. Her er Århus jo helt enorm smuk med skove, der ligger på kanterne og med nyetableringen af åforløbet. F.eks. Årslev Indsø som er lavet lidt længere ude end Brabrandsøen. Det er et enormt flot område at gå i, og at være der om aftenen og se hvordan fuglelivet udfolder sig, er nærmest ufatteligt. Tænk, at der er så mange vilde fugle så tæt på Århus centrum.

Anne: Hvis man så kan sige, at de her forhold mellem land og by udlignes, opstår der så ikke nye komplementærforhold.

Morten: Jo, det gør der da.

Anne: Og for at der kan være en bevægelse, en drift, må der også være et møde. Hvad bliver de poler i et nyt møde? For jeg tror ikke på en udligning, hvor land- og bystrukturer bliver ens.

Morten: Nej, det bliver nemlig ikke udlignet, der vil komme nye forskydninger i byen. Tit og ofte, når vi beskæftiger os med byen på denne her måde og snakker om globalisering og After Sprawl, så siger andre grupper, at vi bare vil have alt til at blive det samme, men vi kan bare ikke sige så forfærdeligt meget om, hvad der kommer for nogen forskelle. Bare i min levetid er der skiftet en masse centre, fokus forandrer sig hele tiden. Lige nu er det den centrale plads, der forsvinder som fysisk sted. Et sted, hvor folk udveksler ting og sager, er nu ikke lige så vigtig, idet det foregår andre steder. Der vil komme nye hybridformer, som vi ikke kender nu.

   
Vikingemarkedsplads    

Et nyt centralt sted, som der nu bliver snakket om er Hopps, hvor man går fra det ene trafikspor til det andet f.eks. fra toget til bilen til lufthavnen. Her vil der komme en større udvikling, idet der er en fortætning samtidig med et kolossalt flow, hvilket vil skabe nye betydningsdannelser, som ellers ikke ville udvikles. Man kunne godt tænke sig - jeg ved slet ikke om det sker - men i Århus er der nu kommet en ny stor udfletning mod Silkeborgmotorvejen, den nord/syd-gående motorvej og den nye Djurslandmotorvej, som alle sammen mødes i et kæmpestort kryds. Der forgår jo ikke noget som helst endnu, men man kunne godt forestille sig på længere sigt, at noget ligesom ville fortætte sig på sådanne udvekslingssteder. Specielt, hvis der nu havde været lavet nærbaner af forskellige arter, så der kunne være en udveksling mellem nærbane og biltrafiksystemerne.

Anne: Men hvad vil komplementærforholdene være, vil det være fast and slow?

Morten: Måske fast and slow. Vi plejer jo sådan lidt mytisk at sige, at det går hurtigere og hurtigere, men det gør det jo ikke kun. Det vil i hvertfald betyde, at der vil være behov for nogle lommer, hvor det ikke går hurtigt.
Ved at kigge på den regionale by, er en afgangselev her på arkitektskolen begyndt at kigge på steder, der ikke ligger i det centrale af den regionale by, men som ligger ude i kanten. Områder som måske ikke er så interessante, men som alligevel er der, altså Sprawl områder. Hun prøver at formulere en anden optik på planlægningsinitiativerne i forhold til sådan nogle områder. Hun forsøger at skabe en optik, hvor det ikke er vækstpotentialet, som er i centrum. Hun ønsker at etablere en planlægning, hvor det ikke er tilfældigt, hvis der opstår sådanne ikke-organiserede områder, fordi man glemte dem, men det i stedet er noget, der bliver plads til, fordi man godt vil have, at det er sådan. Jeg ved slet ikke, om man kan. Jeg ved ikke, om man kan ændre optikken på den måde. Jeg ved ikke, om man kan ændre sit syn, men når hun går ud og samler empiri, kan hun se, at behovet er enormt.
I disse områder er der en aktivitet, så man tror, det er løgn. Der er en vældig aktivitet, som er - så at sige - på siden af den strømlinede måde at fungere på. Nogen af dem, der lever der, er dog så strømlinede at de er på nettet, men lever ellers et meget mere roligt liv. Først og fremmest viser det sig, at der er steder, hvor der er plads til rod. Hvis du bor på en villavej, så er der grænser for, hvor rodet du må have det i din have, før der er nogen, der kommer og klager. Det kan være grundejerforeningen eller kommunen i værste fald. Hvis man derimod kommer lidt længere væk fra byens center, nogen af de steder der ikke er i fokus, så kan du se, at her er der nogen steder, hvor der virkelig er rodet. Hvis du så går ned i det rod, så kan du jo se, at det er fordi der foregår alle mulige mærkelige ting. Hvordan kan man etablere en planlægning eller et syn på byen og den moderne virkelighed, der på en eller anden måde siger, at dét her skal der også være plads til, og hvordan kan man lave den plads.
Den umiddelbare fare er, at det bliver smart, så de folk, der er i det mere strømlinede system, siger, at nu skal vi derud og være virkelig i ro. Det er vigtigt hele tiden at stille sig modspørgsmål, når man skal udvikle områder, ellers kommer man ingen vegne.

Anne: Hvad vil modspørgsmålet så være i dag, hvor vi mere eller mindre lever i bevægelige postmoderne samfundssystemer, hvor alt er lige vigtigt?

Morten: Jamen, jeg tror ikke, at alt er lige vigtigt. F.eks. i Århusregionen vil det centrale byområde blive dominant på en masse områder. Der vil være mange ting, som vi vil få klaret i Århus C. Men hver del af regionen vil få sit særtræk, der - når du kommer ned og undersøger området, selvom det ser ens ud på overfladen - faktisk overhovedet ikke er det samme, men helt forskelligt i forhold til det, der sker andre steder. Min forestilling er, at man ikke skal være så nervøs for, at alle steder bliver ens, for forskellighederne skal nok opstå nede i detaljerne. Det gør de hele tiden.

Anne: Ja, misbrugen vil altid eksistere.

Morten: Den kommer hele tiden. På plakaten for det Kongelige danske Kunstakademis afgangsudstilling 2005 er der et maleri fra udstillingen, hvor der er en hel række af helt fuldstændig ens parcelhuse, og oven over flyver en kontrollerende helikopter, som skal holde øje med parcelhusområdet. Der er bare en enkelt taleboble ud for helikopteren, hvor der står: ”Hvis der er en af dem, der gør noget uforudset, så er vi edermame på røven” og sagen er den, at det er der – altid.

Anne: Overvågningen er udspillet i dag.

Morten: Ja, man kan ikke have en centralstyring mere, så derfor vil der altid komme typer af forskelligheder nede fra. Og jo mere folk kan komme til den erkendelse, at den centrale styring er slut, des bedre. Og så må vi jo finde ud af, hvad vi så skal gøre i stedet for.

 
 
Nævnte links i artiklen:
Arkitektgruppen TRANSFORM: www.transform-arkitekter.dk