Kontakt aarhus.nu:

 
13. september 2005
Send din kommentar til
Reportage: Inger Lise Rasmussen
Grafiker Inger Lise Rasmussen er aktuel med udstillingen ”RÅ RUM” på Museet for Fotokunst, Brandts Klædefabrik i Odense. Else Ploug Isaksen har været forbi Højbjerg FotoGrafiske Værksted for at se værkerne til udstillingen.

Tekst og foto af Else Ploug Isaksen, medredaktør på aarhus.nu

Udstillingen "RÅ RUM" kan ses på Museet for Fotokunst, Brandts Klædefabrik frem til den 6. november 2005.
www.brandts.dk
 
På besøg hos billedkunstner Inger Lise Rasmussen i Højbjerg FotoGrafiske Værksted, hvor hun er daglig kunstfaglig leder.
 
Jeg besøgte Inger Lise Rasmussen på Højbjerg FotoGrafiske Værksted umiddelbart før åbningen på hendes udstilling på Brandts Klædefabrik i Odense. Det er her på trykkeriet hun har udført samtlige grafiske værker, 8 serier til udstillingen ”RÅ RUM” og til bogen med samme titel. Trykkene er lavet i den ædle grafiske trykteknik, fotopolymergravure – altså en teknik, hvor fotografier, som lyses over på lysfølsomme plader og efterfølgende trykkes på kobbertrykpapir. En enkelt serie er lavet ved hjælp af flydende fotoemulsion på indfarvet plexiglas.
Grafiker Inger Lise Rasmussen har i mange år arbejdet med perfektionering af fotogravuren, og det har resulteret i, at hun siden 2002 har været daglig kunstfaglig leder på Højbjerg FotoGrafiske Værksted, og er ansvarlig for kurser, workshops, konferencer, foredrag m.m.
 
 
Inger Lise Rasmussen har til udstiilingen ”RÅ RUM” på Brandts Klædefabrik fået udgivet en bog med samme titel.   Værk fra udstillingen: Disjecta Membra, Efter Kampagnen, Beograd, 2004
 
Titlen ”RÅ RUM” er meget beskrivende for de serier af fotogravurer, som kan ses på udstillingen. Motiverne er tilsyneladende tomme, rå og menneskeforladte arkitektoninske by- og landskaber. Ved nærmere bekendtskab opdager man, at rejsemålene og stederne, hvor motiverne er optaget, ofte er steder, hvor politiske spil og beslutninger har resulteret i ofte uforståelige umenneskelige situationer - fra det direkte og intenderede voldelige til det mere indirekte og utilsigtede umenneskelige: NATO’s bombninger i Beograd (serien: ”Efter kampagnen”) og situationer udmøntet i utopi-agtige stort anlagte byggerier: Prora, ferieanlægget på den tyske ø Prora bygget af nazi-folk (serien: ”Prora 1:1000”), og ghetto-lignende byggerier i udkantet af Paris (3 serier: ”Villes Nouvelles”, ”Folies” og ”Abraxas”). I andre serier er der i form af fotografier af begravelsespladser antydninger af levet liv, som har historisk, politisk eller litterær betydning (serien: ”Hå ved havet” og serien: ”Vor dem Gesetz”).
 
 
Værk fra udstillingen: Visages du Bronze, Villes Nouvelles, 2003   Værk fra udstillingen: Théatre, Abraxas, 2004
 
Inger Lise Rasmussens mennesketomme, arkitektoniske fotografier bliver vidnesbyrd om menneskeskæbner og en øjenåbner for historier eller situationer, som er gået tabt på grund af vores fortrængning og idyllisering. Enkeltheden, den nedtonede farveskala, papirets struktur understreger tomheden i de arkitektoniske fotografier – tomheden, som her giver rum til reflektion.
 
 
Nævnte steder i artiklen:
Brandts Klædefabrik
Brandts Torv
Odense C
www.brandts.dk

Hølbjerg FotoGrafiske Værksted
Oddervej 80 C
8270 Højbjerg
tlf. 8672 5439
www.aarhus.dk/kommune/hfv