Kontakt aarhus.nu:

 
10. september 2005
Send din kommentar til
Anmeldelse: Peter Holst Henckel
 
Galerie MøllerWitt i Vestergade har valgt at præsentere nye værker af Peter Holst Henckel. Silhuetterne dominerer i collagebillederne, men det er da heldigvis også den eneste reference til Festugens H.C. Andersen tema. Aukje Lepoutre Ravn har været forbi udstillingen og debuterer her med sin første artikel til aarhus.nu

Tekst: Aukje Lepoutre Ravn

Udstillingen ”Explaining the World to a Child” kan ses i Galerie MøllerWitt i perioden 26.august – 20.september 2005
www.gmw.dk
 
 
Explaining the World to a Child
 
Galerie MøllerWitt præsenterer i disse dage Peter Holst Henckels 14 nyeste værker på udstilling ”Explaining the World to a Child”.
 

Peter Holst Henckel har rødder i den unge, kunstnersammenslutning ”Baghuset” på Nørrebro i København. Op gennem 8oerne arbejdede de med en konsekvent konceptuel tilgang til kunsten og forandrede ofte massemediernes, informative nyheds- og underholdningsbilleder til kunstneriske udtryk. Inspirationen herfra er stadig at finde i Holst Henckels nutidige kunst, men det er især collageteknikkens kantede og smukke silhuet-æstetik, der dominere det overordnede udtryk i ”Explaining the World to a Child”.

 
Holst Henckel bruger fotocollagens lag-på-lag teknik som en farverig og forførende måde, hvormed han illustrerer den kaotiske verden vi alle kender via medierne; om krig, magt, vold og menneskelig uretfærdighed. Om globale politiske manifestationer, undertrykkelser og revolutioner.
 
"Explaining the New World Order to a Child", 2005   "Explaining Freedom to a Child", 2005
 
Billedserien begynder med et klassisk nyhedsfænomen: TV2-reporterens mikrofon; et symbol på nyheds- og sandhedsværdi (men måske også det omvendte?). Mikrofonen leder beskueren videre i et narrativt forløb, hvis atypiske ophængningsstrategi minder om meanderbortens slyngende bevægelse. Nærmest som at blive holdt i hånden (barn + voksen) føres beskuerens blik glidende rundt og fikserer ved forskellige historisk-geografiske brændpunkter og begivenheder, så som Afghanske kampvogne, Hitlers armgestikulation, Arafat og Sharons håndtryk i Palæstina og Vietnams børnesoldater. Værktitlerne forholder sig konkret hertil og hedder således ”Explaining Afganistan to a Child”, Explaining Politics to a Child”, Explaining Palestine to a Child” osv.
 
Umiddelbart finder udstillingens titel ”Explaining the World to a Child” ingen let forståelig resonans i billedernes motiver. Forklaring af verdenssamfundets komplicerede magtforhold – til et barn??. Motivmæssigt er der nemlig ikke lagt fingre imellem, da serien både indeholder skarpladte Kalashnikover og et par bare fødder i lænker. Camouflering er derimod det begreb der falder mig ind. For motivernes realiteter er camouflerede og nedtonede – enten i papirklipslignende silhuetter eller som sart baggrundslægning. Tematikken er gradueret, ”blødgjort” og tilpasset barnets betragtning. Barnet skånes - dog informeres.
 
 
"Explaining Asia to a Child", 2005   Udstillingens eneste skulptur
 
I virkeligheden tror jeg ikke udstillingen er skabt med henblik på barnet som den primære betragter. Men den fortæller os om den voksnes behov for at beskytte barnets erfarings- og synsfelt. Og om tilbøjeligheden til at ”indpakke” verdenssamfundets grimme sider og ”pynte” på verden, så den er mere udholdelig at se på. Til den opgave bruger Holst Henckel fuglen som gennemgående figur i billederne. Både undulaten, ravnen, gråspurven og kakadufuglen ses i kraftige og farverige kompositioner. Fuglene bliver det første lag man lægger mærke til inden man opdager de bagvedliggende motiver. Fuglene symboliserer frihed, lethed og ufortrødenhed. Et par gråspurve sidder eksempel i et af billederne med en nøgle i næbet. Nøglen til frihed?. Selv om der ikke figurerer nogle deciderede fredsduer, så fungerer fuglene alligevel som ”problemløsere” af en slags, der nedtoner krigs- og voldselementerne og i stedet hylder håbet.
 
En enkel skulptur har sneget sig med på i udstillingen og indtaget hele det første rum. Skulpturen forestiller en overdimensioneret hybrid af en stol og et cafébord – malet sort. Umiddelbart forstærker den ikke essensen af ”Explaining the World to a Child”, og kommer i stedet til at virke som en irriterende, kluntet forhindring på vejen ind til ”selve” udstillingen i det tilstødende lokale.