Kontakt aarhus.nu:

 
6. september 2005
Send din kommentar til
Essay: Jagten på den svigefulde sandhed
Dette essay er udsprunget efter en samtale mellem Søren Høgsberg og Kim Grønborg. Hvad er sandheden, kan den fanges i nuet eller eksisterer den kun som et historisk tilbageblik? Måske findes den slet ikke. Søren og Kim kommer vidt omkring. Lige fra de venstreorienterede lejesvende i Danmarks Radio til Lacans Borromæiske knude.

Tekst: Søren Høgsberg og Kim Grønborg

Dette essay publiceres i forbindelse med Kim Grønborgs udstilling "The Truth, the Truth, Nothing but the Truth" på udstillingsstedet Spanien 19C. Udstillingen kan ses frem til d. 18. september 2005
www.spanien19c.dk
 

JAGTEN PÅ DEN SVIGEFULDE SANDHED.

Fri efter en samtale en søndag eftermiddag.

Sandheden er aldrig entydig. Man kan sige, at den altid er et andet sted. Og den, der påstår at kende sandheden vil derfor for alvor tage fejl. Sådan er det tydeligvis i politik og i religion. Læs blot dagens aviser. Lyt til debatten om kulturkamp(=ideologi-kamp), værdi i markedsøkonomi og vældfærdssamfund, legitimeringer af udlændingelove og krigen i mellemøsten, eller de venstreorienterede lejesvende i Danmarks Radio.

Man kan hævde, at ingen udsagn er uden relativ sandhed. Man kan vel lige så vel hævde, at man med en god portion sund fornuft vil kunne skille det relativt sande fra det falske i udsagnet.

Hvis det er sandt at: den relative sandhed bliver absolut når den sunde fornuft ikke er til stede! Så må den sunde fornuft afvikles til fordel for f. eks. en dogmatisme. Det er tidligere lykkedes for fundamentalistiske religiøse og politiske (totalitære) regimer.

Sandheden findes i et kaos og ikke i en orden. (Spekulativ og udokumenterbar påstand!)

(Hvordan skal dette nogen sinde blive til en tekst om kunst?)

Den kulturradikale tænkning i dagens Danmark er under angreb fra det ekstreme højre og deres liberale og konservative lejesvende. De kalder det en kulturkamp, og kampen synes at dreje sig om hvorvidt der skal være plads til nuancerede meningsudvekslinger og sund fornuft i den politiske debat.
Er der overhovedet en POLITISK debat eller er det bare kultur der skal kæmpes om? At indgå i en kultur(=kultiveret samfund) betyder, at der allerede er fortaget nogle valg for den enkelte, at der er givet nogle grundlæggende værdier for samfundet. Slagsmålet må jo stå om hvilke værdier, der skal være gældende, fælles og grundlæggende for vores samfund. Det hører da egentlig ikke til i en politisk debat i et demokratisk/parlamentarisk samfund. Lad mig erindre om, at fundamentalistiske politiske og religiøse kræfter i Danmark ikke tilslutter sig kulturradikale værdier som anstændighed, respekt, demokrati, menneskerettigheder etc.
Sidst vi i Vesteuropa så kulturradikale værdier knægtet var i 30´ernes Tyskland eksemplificeret i lukningen af Bauhaus og aflysningen af ytringsfriheden.

En sund debat, også politisk, afhænger af om man anerkender andre meninger og accepterer deres relative sandhedsværdi. Man må give plads til at andre synspunkter kan udvikles og hjælpe dem til at respektere meningernes pluralisme. Sandheden vil nemlig altid være et andet sted.
Hvis to modsatrettede synspunkter strides, vil mindst en tredjepart gøre sig gældende. Sammen med et Ja og et Nej vil et Måske træde ind. Der er et afhængighedsforhold mellem debattens positioner, og det er muligt at glide mellem positionerne. Hvis dette forhold fornægtes bliver en debat meningsløs.

Jacques Lacan har i sit felt, psykiatrien, udarbejdet en simplificeret model – den Borromæiske knude, hvormed han beskriver tre instansers afhængighed. Diagrammet skitseres med tre ringe hvor hver af ringene ligger over den ene og under den anden. (Man kan lave den med reb).

Dette er et ikke hierarkisk afhængighedsdiagram – som Treenigheden. Lacan benyttede ringene til at beskrive afhængigheden mellem de psykiske instanser eller ordner, som han kalder det Imaginære, det  Symbolske og det Reelle. I kraft af afhængighedsforholdet er det ikke vanskeligt at se, at man kan glide fra den ene til den anden ring og tegne et mønster, som hverken er bundet eller frit. Hvis en ring bryder forholdet, sættes de to øvrige fri og mister derved deres afhængighedsforhold.

(Jo jo Lacan arbejdede også med billedkunst)

I vores nærværende diskussion kunne vi kalde ringene sandhed 1, sandhed 2, og sandhed 3.
Herefter er der bare skalering og refleksion.

Når jagten på sandheden er blevet denne teksts emne, kunne det være interessant at se på hvad der sker i denne søgen.
Vi kan lege lidt med begreberne det Aktuelle, det Reelle, og det Virtuelle.
Det aktuelle er det allerede aktualiserede. Det ved vi. Det reelle er nu´et. Det er det der sker. Det ved vi faktisk ikke noget om, men vi kan finde ud af hvad der skete, når nu´et bliver til historie. Det Virtuelle er det vi vil – fremtiden kan man sige. Det er et mål vi har formuleret og som vi forventer at finde (når fremtiden indtræffer).

Det er sådan set en banal tidslinje:I nu´et vil man være under indflydelse af en bunke informationer. Nemlig alt det man sanser (hører, ser, mærker…..). Hvis ikke nu´et – det dynamiske felt – eksisterede, kan vi logisk konkludere en lighed mellem fortid og fremtid. Et meget statisk system. Det vanskeliggøres, ja det bliver vel umuligt, med den indskudte dynamik. Den formulerede fremtid vil kun være én mulighed. Derfor virtuel. Linien i skemaet kan tydeligvis tage en anden retning og i det næste nu igen korrigeres. Sandheden som mål vil altid være et andet sted, end der man lige gik og troende.

Der er et tydeligt afhængighedsforhold mellem de tre positioner som skitseret i den borromæiske knude. Og så er der en voldsom topografi i selve bindingen – i nu´et. Lige der hvor virkeligheden bliver til. Hvis vi ligger et tværsnit ind dér, vil vi ikke se sammenhæng, struktur og orden, men kun fragmenter og brudte linier – en ormegård – et stort kaos.

Det er virkeligheden lige nu. Der er sandheden om nu´et. Ikke til at begribe før det bliver historisk og slet ikke til at forudsige.

( Nu drejer det sig ikke om politik længere – men siger det så noget om kunst?)

Søren Høgsberg og Kim Grønborg 2003