Kontakt aarhus.nu:
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Essay 28. august 2005
Send din kommentar til
Essay: Samtidskunst - Kirkekunst

Med værket “Brejning Kunstmuseum” vender kunstnerne Sanne Moe og Lars Vilhelmsen tilbage til kirkens rum, som, i tidernes morgen, naturligt også var kunstens rum. Spørgsmålet er blot, om det sker i ren “provokation”, og hvorvidt det mest er kirken der hermed bliver udfordret? .

Tekst: Iben Hofstede, kunstskribent
Foto: Jacob B. Larsen

"Brejning Kunstmuseum" er en del af projektet IndenforUdenfor2005 som blev afholdt på Keller - Center for eksperimenterende kunst i Brejning.
www.indenforudenfor2005.dk
 
 
Kunst og kirke
Umiddelbart synes mødet mellem samtidskunst og landsbykirke som et møde mellem to radikalt forskellige udtryksformer med, traditionelt set, væsensforskellige overordnede bestræbelser: kirken som samfundets åndelige og moralske højsæde forankret i en velformuleret tradition og kunstens som udtryk for en evig stræben mod individets frisættelse og for samfundets konstant forvandling. Når nu kunstnerne alligevel træder ind i kirkens rum, er det dog ikke kun fordi der findes store kontraster mellem de to, men også fordi der eksisterer markante fællestræk mellem kunstens og religionens ambition og funktion.
 
Siden kunstens uafhængiggørelse fra kirke og konge, har kunsten ikke blot skabt sig et eget frirum men, undervejs, også skabt sin egen institution: kunstmuseet. Kunstmuseet udstiller den fremstillede kunst under udstillingsformer, man dengang mente var neutrale rum: den hvide kube. Dén opfattelse er der mange kunstnere der ikke deler i dag. I hvert fald skete der en sand udvandring fra kunstmuseet, konkret såvel som mere indirekte, i 1990´erne; kunstnerne strømmede ud på gader og stræder, både for at slippe for det hvide rum og som et opgør med kunstinstitutionens afgørende position i toneangivningen af kunst. Dengang en frigørelse, i dag et fængsel, synes nogle at mene, i bedste fald et nødvendigt onde. Selvsamme oplevelse af fængsel kan man overføre til kirken, der, ideelt set, kunne være et sted der taler til alle (ikke at misforstå med at den taler fór alle), og som kunne have en vigtig rolle i f.eks. dagens værdi-debat. I stedet omgiver den sig med symboler og ritualer der hører en anden tid og kultur til. I hvert fald hvad angår en gennemsnitlig dansk landsby-kirke.
På trods af ovenstående kritik ynder begge institutioner respekt og autoritet indenfor hver deres områder. Spørgsmålet er derfor ikke, om de har indflydelse, men hvorvidt de er fulgt med tiden, “opdateret”, som man siger i dag. Når spørgsmålet er vigtigt, er det fordi, troens og kunstens institutioner på denne vis ikke kun er inkluderende, men også stærkt ekskluderende - dilemmaet er, at begge institutioner delvist eksisterer på baggrund heraf.
 
 
 
“Brejning Kunstmuseum”
I værket “Brejning Kunstmuseum” er det den luthersk-evangelske landsbykirke “Brejning Kirke” (opført 1972) der udgør den konkrete ramme for ovenstående overvejelser.
Gennem en fuldstændig afdækning af den modernistiske landsbykirkes interieur har de to kunstnere afdækket ikke kun kirkens objekter, nogle religiøse andre ikke (som f.eks. det afblegede Dannebro der vejrer udenfor) men hermed også selve dets betydning. Hvad er kirkens rum, når der ikke er nogle objekter til at vejlede os? Hvordan færdes vi i rummet, hvordan tænker vi på og hvad er åndelige dimensioner, når der ikke er nogle genstande eller indretningsmæssig vejledning for, hvordan vi forholder os til det religiøse?
Gennem afdækningen har kunstnerne samtidig genskabt kunstmuseets egen ´hvide kube` i, hvad der før var, kirkens rum. Der hersker på forhånd store ligheder mellem modernistisk kirkearkitektur og det modernistiske kunstmuseums arkitektur. Begge bygningsværker er bygget op omkring det klare lys, de høje hvælv og store, bare, hvide vægge. Med “Bregning Kunstmuseum” blandes kirkens og kunstens rum i ét og samme greb og ligheden bliver til enhed mellem de to.
Gennem afdækningen har de to kunstnere derfor ikke kun frataget kirken men også kunsten sine symboler og repræsentationer. Umiddelbart viser værket “Brejning Kunstmuseum” således et i både kirkelig og kunstmuseumsmæssig forståelse tomt rum. Kun skiltet udenfor kirken hvor der står “Brejning Kunstmuseum” gør opmærksom på handlingens bagvedliggende intention, hvor ord´et (her: “Brejning Kunstmuseum”) skaber verden lige såvel som det er garant for mening og sandhed.
 
Ved at skjule de objekter der forankrer rummet i et bestems sæt religiøse og kulturelle traditioner, fristiller kunstnerne rummet til at blive indtaget og fortolket påny. Samme forudsætning hersker for kunstmuseets hvide kube. Med værket “Brejning Kunstmuseum” har installationskunstnerne Sanne Moe og Lars Vilhelmsen formået at finde en måde at installerer samtidskunst i kirkens rum som beriger dem begge - og ikke kun underordner kunsten kirkens rum eller underordner samtidskunsten under den hvide kubes æstetik - og deraf følgende autoritet. Med “Brejning Kunstmuseum” fristilles rummet til ny betydningdannelse, til refleksion over kirkens og kunstens rolle i en tid, hvor enhedskulturen er under kraftig opbrud og symboler og formsprog ligeså - fordi de hænger sammen.
 
 
 
Samtidskunst og repræsentation
Hverken kirkens eller kunstmuseets rum er hverdagsrum, og hverken religiøse eller kunstneriske handlinger kan siges at have direkte nytteværdi i traditionel økonomisk eller real-politisk forstand. Begges mål er erkendelse og refleksion, men udfra hver sin erkendelsesform og udfra forskellige erkendelsesgrundlag; hverdagens små og store spørgsmål løftes ud af deres normale gænge, diskuteres og vurderes udfra præmisser som er vanskelige at måle, veje og prissætte. Samtidskunsten generelt og den mere politiske del af samtidskunsten specifikt arbejder med at komme af med repræsentationen og blive ren præsentation, dvs. reel fremfor symbolsk. Her er handlingen, sted og tid ofte i centrum. Samtidskunsten fordrer selvrefleksion og -kritik mere end den producerer nye symboler og objekter; såvel individets som samfundets ansvar og handlinger lægges for diskusion.
Med værket “Brejning Kunstmuseum” viser kunstnerne en repræsentationens fallit, ikke kun for kirken men også for kunsten, bl.a. fordi begge institutioner synes at have lukket sig om sig selv og tilsyneladende er blevet vigtigere som historiske bygningsværker og som symboler end som repræsentant for hhv. det skønne og det gode i dén verden og i forhold til de problematikker der omgiver dem.
 
Når Sanne Moe og Lars Vilhelmsen angriber disse kulturens højborge er det ikke fordi, de mener begge institutioner har spillet fallit. Tværtimod understreger kunstnerne med deres værk, at institutionerne har betydning for vores selvforståelse som individ og som samfund - ikke mindst på grund af folkekirkens sammenblanding med begrebet nation. For udover at være identitetsskabende har kunsten og religionen en vigtig rolle at spille i forhold til at minde os om, at f.ek.s ikke alle juridisk eller økonomiske argumenter fritager os fra ansvar eller skyld, og at f.eks. “kapital” ikke kun handler om økonomi, og meget, meget mere.
 
Brejning Kirke
Når du en dag vil besøge “Brejning Kunstmuseum” finder du igen Brejning Kirke. Alt ser ud som det plejer, der er ingen synlige tegn som viser, at kirken, som vi kender den, faktisk har været “nedlagt” i 5 dage, eller at her engang lå Brejning landsby´s første - og sidste - kunstmuseum. Enddog flaget vejrer igen udenfor i rødt og hvidt. Når du går indenfor i kirken viser korset, alteret, døbefonden, pulpituret, bænkene, lysestagerne, skibet osv., at her hører “vi” til. Dette er vores nations og vores kulturs historie. Kunsten er atter tilbage i kunstens egne institutioner, hvor dén hører til, kort sagt: landsby-idyllen er genoprettet - så længe det varer. For nok er kunsten væk, men dét er den virkelighed ikke som værket forholdt sig til. “Brejning Kunstmuseum” var kun en smagsprøve på, hvilke udfordringer, den danske folkekirke og kunstmuseet vil møde i nærmeste fremtid.
Af et anti-værk at være er “Brejning Kunstmuseum” blevet et beundringsværdigt stærkt værk der på humoristisk og simpel vis udfordrer kirken ved at tømme den og indtræder i den hvide kube uden at fylde den.
 
 
Relaterede links:
Iben Mosbæk Hofstede: www.hifenate.org
Sanne Moe: www.sannemoe.dk
Lars Wilhelmsen: www.larsvilhelmsen.org		   Relaterede artikler:
Snapshot:Brejning Kunstmuseum – et kunstgreb
Pressemeddelelse
 
luk vindue
Webdesign: Jan Falk Borup