Kunst er som de fleste ting i livet defineret af smag. Det er derfor vanskeligt, om ikke umuligt at give andet end en subjektiv vurdering af en kunstoplevelse som Venedig Biennalen. Den rummer mange forskellige indtryk, en slags Babelstårn af modsatte tilgange til kunsten, både nationalt men også historisk set. Det er ofte sagt, at netop denne tilbagevendende kunstbegivenhed er tynget af nationale og historiske hensyn og diktater.

Venedig Biennalen er dog speciel, da det ikke på samme måde er en centralistisk kurateret udstilling eller et kommercielt cirkus, som man oplever det på andre af de store internationale kunstbegivenheder - og dog. Venedig Biennalen bryster sig måske nok af, at det ikke er galleristerne og dermed kommercielle hensyn, som bestemmer, men skraber man lidt i overfladen, er det et mere broget billede, som tegner sig. 

Igen i år er biennalen spredt ud over byen. På Giardini finder man de nationale pavilloner specielt bygget til formålet, og som alle på nær den italienske rummer nationale udstillinger. De to store internationale udstillinger på den italienske pavillon og det gamle flådeområde Arsenale indeholder selvstændige udstillinger sat sammen af hver sin spanske kvindelige kurator.

Netop på Arsenale har dette givet et overordnet flot udstilling, der modsat sidste biennale (med adskillige kuratorer) står stærkt i sin opsætning og sammensætning. Der er betydelig færre værker at finde her i år, som dermed har fået meget mere spillerum. En af farerne ved at overlade roret til en person er, at kunstværkerne kan risikere at blive presset ned i en for snæver ramme. Men kuratoren Rosa Martínez har fundet en hårfin balance mellem plads til de enkelte værkers udsagn og en sammenhængende udstilling.

Biennalens anden store kuraterede udstilling, som finder sted i den italienske pavillon, efterlader et anderledes indtryk. Her finder man kendte navne som Francis Bacon, Marlene Dumas, Rachel Whiteread, Bruce Nauman, Mark Wallinger og Stan Douglas. Det er ikke den store forskel på udvalget i denne udstilling end fra en samling hos en samler eller museum. Titlen på udstillingen er ”The Experience of Art”, og den rummer da også udover de nævnte kunstnere en bred vifte af medier og kunstpraksisser. Udstillingen virker dog sært neutral, da bredden netop er kendetegnende for Giardini-området med de mange små selvstændige udstillinger.

De nationale pavilloner på Giardini rummer mange fine indslag. Her vil jeg fremhæve de koreanske, svenske, østrigske og rumænske pavilloner, som alle viser kunstnere, der arbejder med udgangspunkt i rummet/institutionen. Et tema man også mødte hos Olafur Eliasson og Santiago Sierra på den sidste biennale. Mit eget favoritværk er det institutionskritiske og performative værk af Tino Sehgal i den tyske pavillon. Det performative bliver også brugt effektivt hos Guy Ben-Ner, som repræsenterer Israel.

Ude omkring i byen ligger næsten lige så mange nationale pavilloner som på Giardini. Skal jeg trække et eksempel frem, står den Central Asiatiske pavillon stadig klar på nethinden. Her møder man kunstnere fra Kazakhstan, Kyrgystan og Uzbekistan, som på fornemste vis viser, hvordan foto, video og det performative bruges til at kommentere og reflektere den samtid, kunstneren befinder sig i. Det er måske karakteristisk, at den Central Asiatiske pavillon repræsenterer en del af verden, hvor samtidskunsten ikke i så høj grad er en del af det kommercielle kunstmarked som i Europa.

Repræsentation som diskurs er på mange måder det, som jeg oftest mødte på biennalen. Som skrevet i andre medier er feminisme et af temaerne, især på Arsenale, men også det social/politiske i bredere forstand finder man i år på biennalen. Udover på den Central Asiatiske er netop dette også temaerne på den Iranske og Afghanske pavillon.  Især Lida Abdul fra medieskolen i Kabul formår at blande poetiske billedflader med barsk social realitet i hendes 3 videoer.

Oven i alt dette kommer et stort antal samtidige uafhængige udstillinger, såsom ”Unspoken Destinies”. Udstillingens to kunstnere Carlos Bunga og Jaakko Heikkilä tager hver især udgangspunkt i menneskelige katastrofer. Bunga i hans mors flugt fra sit fødeland i Afrika for at undgå drab på hendes mulatbørn og Heikkilä i det armenske folkemord.

For at komme frem og tilbage mellem pavillonerne uden for Giardini-området vader man den ene kilometer efter den anden igennem Venedig.  Man skulle tro, at byen med sit varme klima ville være oversvømmet med kunst i det offentlige rum, men det er ikke tilfældet. De få projekter, man støder på, er ikke værd at nævne. Kunsten skal åbenbart opleves indendørs i Venedig. 

Det er dominansen af de nye medier og de social/politiske temaer, som jeg vil huske dette års biennale for. Der er langt mellem de traditionelle medier og udtryk, men kortere mellem de spændende værker.

Tag til Venedig og mød kunsten, men vær parat til at kigge ekstra godt efter. De gode oplevelser ligger ikke altid forrest på hylden!