Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
22. juni 2005
Interview: STANDARD
Billedkunstnerne Jes Wind Andersen, Ruth Campau, Claus Egemose, Kristofer Hultenberg og Michael Mørk er gået sammen om at lave en udstilling i Århus Kunstbygning. Udstillingen hedder "STANDARD" og betegnelsen er da også et fælles udgangspunkt for alle værkerne på udstillingen. Phillip Shiels kom forbi under ophængningen og fik en snak med dem alle.

Tekst: Phillip Shiels
Foto: Anders Sune Hansen

Udstillingen STANDARD vises i Århus Kunstbygning i perioden 18. juni - 21. august 2005.
www.aarhuskunstbygning.dk
Læs mere: Pressemeddelelse
Anmeldelse i Århus Stiftstidende
 
 
Phillip Shiels: Michael, fortæl lidt om dit værk til udstillingen
 
Michael Mørk:Mit værk her på udstilling hedder ”kognitive køkken”. I en lang periode har jeg arbejdet med et abstrakt minimalistisk udtryk. Normalt når man arbejder med sådan et udtryk, kan man nemt komme til at arbejde sig op i et hjørne, hvor det bliver sværere og sværere at komme ud igen, en form for nulpunkt. Køkkener er meget oppe i tiden. Deres udseende, udførelse og udtryk bliver mere og mere minimal, så derfor syntes jeg, at det kunne blive interessant at arbejde med køkkener som udgangspunkt. De lægger sig mellem noget, der er abstrakt og stadigvæk meget konkret. De er meget let genkendelige.
 
Phillip Shiels: Men stiliseret?
 
Michael Mørk: jaaa, men der ligger også dét i det, at værket både er umiddelbart og unyttigt. Det er begrænset, hvor mange øldåser, der kan stå i skabet på væggen. Men dér laver jeg grebet med at samtidigt få malet væggen med. Det kommer til at handle om billedets møde med væggen og billedets møde med gulvet og om, hvor disse overgange starter eller ophører. I halvfjerdserne var danskernes store dille udestuer, i dag er det køkkener, og til næste år er det sikkert badeværelser. Det, som jeg synes, er det interessante er, at det er noget, der foregiver en vis form for tryghed. Men tryghed i forhold til hvad, kunne man spørge. Samtidigt er køkkener noget, der karakteriserer kvalitet, men en standardiseret form for kvalitet. Det synes jeg er relevant, og samtidigt giver det mig en åbning i forhold til mit eget arbejde. Hvis Kvik Køkkener går i Donald Judd, så går jeg i et Kvik Køkken, og så kommer tingene tilbage på banen. Det er en form for dobbeltkommentar hele vejen igennem.
 
 
Michael Mørk i hans "Kognitive køkken"   Kristofer Hultenberg ved hans malerier
 
Phillip Shiels: Kristofer, der står i jeres pressemeddelelse, at “Kristofer Hultberg betegner sine værker som “kommunikativa tilkortkommanden”. Med tegn-lignende artikulationer og et sagligt grafisk formsprog opmunter de til afkodningsforsøg, som i virkeligheden er nytteløse.”

Når man taler om afkodningsforsøg som er nyttesløse, peger dét så tilbage på beskueren, eller aflæsningens eller fortolkningsmekanismer som sådan?
 
Kristofer Hultenberg: Jeg fokuserer simpelthen på det, der mislykkes - et mislykket kommunikationsforsøg. Det er brugen af et formsprog, som er meget præcist og meget sagligt, inspireret af nogle billeder, som er ekstremt kommunikative og funktionelle, som for eksempel exit-skiltet derhenne. Det er et billede lavet med det ene formål at kommunikere så tydeligt som muligt. Det er meget rent  -  det er ikke lavet til at være æstetisk tiltalende. Sådan nogle billeder henter jeg mange ideer fra, og jeg benytter mig af deres formsprog. Det er et formsprog, som lægger op til et kommunikationsforsøg. I mit tilfælde arbejder jeg med abstrakte billeder......de er alligevel tavse.
 
Phillip Shiels: Opstår der et usikkerhedsmoment i beskuerens tolkningsforsøg? Der er stadigvæk tale om malerier, som hænger på en væg?
 
Kristofer Hultenberg:Jeg møder mange som bliver oprigtig frustreret over billederne, men det er ikke min mening at irritere folk! Jeg accepterer fuldt ud konventioner om maleriet: det er en rektangulær form, som hænger på en væg, og indenfor det felt lader vi som om, det er vigtigt. Jeg synes ikke, det er så interessant at udfordre denne konvention.
 
Phillip Shiels: Ligger dit arbejde i forlængelse af strømninger fra 80erne med “Neo-geo”, med Peter Halley, for eksempel?
 
Kristofer Hultenberg: Det er jeg ofte blevet spurgt om. Det gør det jo nok, men jeg synes, det er svært at svare på. Det gør jeg sikkert på et ubevidst plan.
 
Phillip Shiels: Hvordan forholder du dig til udstillingens titel “Standard”, og hvilket slægtskab føler du med de andre deltagere?
 
Kristofer Hultenberg: Udstillingens titel udspringer af, at vi mener, vi har noget tilfælles i brugen af standardiserende principper, indenfor maleriet for eksempel. Vi lægger ligeledes alle sammen stor vægt på det rumlige og det taktile, hvilket jeg mener fremgår helt tydeligt af udstillingen.
 
Phillip Shiels: Hvori ligger det standardiserende i malerprocessen for dig?
 
Kristofer Hultenberg: Til at begynde med, er alle mine billeder af samme format og størrelse. Der er også nogle principper i, hvordan jeg præsenterer nogle billedelementer, som i  deres saglighed minder, som førnævnte, om skilte. Det er meget funktionelle billeder. Der er ofte nogle kompositoriske systemer i billederne, som dog brydes nogle gange. Der er formelementer, som går igen i billederne, som kan minde om industriens standardiserede produkter. Nu er det svært at præsentere et gult billede af en mikrofon, men de huller der findes i dette billede er sat efter et bestemt system, som så alligevel bliver brudt.
 
Phillip Shiels: Som opløses igen?
 
Kristofer Hultenberg: Ja, der sker en glidende forandring af formsproget, så formsproget opløses igen.
 
Phillip Shiels: I forhold til minimalisme i 60erne, og dens kontante kropslighed, mener jeg at I bevæger jer henimod en anderledes sanselig tilgang til stoffet.
 

Kristofer Hultenberg: Jeg tror ikke, at det er ambitionen hos nogen af os at skabe meget kølige værker i denne tradition, og jeg synes i hvert fald, at det er en fordel, hvis man kan komme tæt på  dér, hvor værket bliver intimt, samtidigt med at det er meget rent og monumentalt. Det findes der mange eksempler på her på udstilling. Kommer man tæt på Ruths værk, så åbner der sig et helt mikrounivers i penselstrøgene, som består af små luftbobler og farve. Det fungerer på både et mikro- og et makroplan. Men en af grundene til, at jeg selv vælger et minimalt udtryk er, at vi lever i et samfund med ufattelig mange informationer. Der sker let det, at man som beskuer bliver ufølsom over for de små virkemidler, som kræver tid i mødet med billedet.

 
 
Jes Wind Andersen og hans "Field" værker   Claus Egemoses værk "Billed-dannelse/opfattelse"
 
Phillip Shiels: Hvordan indgår ”kulturelle spor” i dit værk, Jes?
 
Jes Wind Andersen: Jeg opfatter det sådan, at der er tale om en kultivering, en forenkling af noget givet. Jeg kan godt lide at tage afsæt i noget virkeligt, som man kan se i de arkitektoniske konstruktioner, som hænger der. De kredser omkring velkendte kulturelle symboler eller spor, uden dog at være det. Det er ønsket om en ”ikke-indfrielse” af det velkendte. I øvrigt er det en insisteren på det helt enkelte. Hvis der er noget, der kan undværes, så skal det ikke med.
 
Phillip Shiels: I det store værk du har lavet, er der tydeligvis henvisninger til det danske flag...
 
Jes Wind Andersen: Ja, Ruth kalder det ”flaget der faldt ned”! Men det hænger sammen med elementerne. Jeg fik at vide i går, at en korrekt inddeling på et Dannebrog er 3:5:7, hvilket jeg ikke overholder. Alt er jo standardmål. For eksempel de billeder derovre har formatet 24:36, hvilket er det samme som det fotoformat, vi kender fra almindelige snapshots. Jeg kan lide den åbenhed det medfører – det er formater vi kender. Ligeledes er det med pladerne. Det er standardformater, som dog er blevet halverede. Farverne er standardfarver. Jeg køber aldrig farve i kunstnerforretningen. Jeg går i Flügger eller Dyrup og køber nr. 630 eller 650. Dét der [Dannebrogsrød. red.] er en 650. Det kan jeg godt lide at gøre sådan, ud fra en industriel synsvinkel.

Jeg er interesseret i noget, der har et klart afsæt i hverdagen, og at tingene kommer til at fungere i hverdagen. Altså, udsmykninger som kommer til at fungerer i hverdagen. Jeg kan godt lide at lægge projektet efter rummet med tanken om, at tingene ændrer sig væsentligt alt efter fremvisningslokaliteten. Det er muligvis det mest spændende i hele projektet, at arbejde med lokaliteten. I forhold til dette rum, så havde jeg et utal af plader med, og så har jeg valgt at bruge dem, som nu ligger her. I virkeligheden var konstruktionen helt anderledes. Jeg har mine formater med, og dem bruger jeg. Men jeg kan godt lide konstellationen, at man hænger noget fysisk op på væggen, og som jeg har gjort her, maler direkte på væggen. Der opstår en vekselvirkning og en fornemmelse af, at det er endeligt, integreret og permanent.
 
Phillip Shiels: Claus, kan du fortælle lidt om dine metoder?
 
Claus Egemose:

Jeg arbejder med flere forskellige elementer i mit værk, som bl.a. kredser om billeddannelse og konformiteten. Når folk maler et billede, følger de det sjældent til ende. De kræver ikke noget af dem, der overtager værket. Billedet hænges bare op på en væg. Jeg har også arbejdet meget på den måde, men jeg er holdt op igen, fordi der ikke rigtigt var nogen udfordring i bare at lave ting – jeg vil gerne følge dem længere. Jeg blev træt af bare at male billeder.

 
Phillip Shiels: Værket, der står her, består af en række elementer placeret højt oppe på væggen, med bla. billeder, som spejles i nogle bøjede metalplader. Man ser kun refleksionerne?
 
Claus Egemose: Jeg har hængt det op, så man ikke rigtig kan se billederne, og selvom du går hen og stiller dig op, kan du stadigvæk ikke rigtigt se dem. Det interessante er, at tingene ikke er entydige. Der er muligheden, at man for eksempel kan bevæge sig på langs i forhold til værket, og at du kan aktivere det. Hvis du vil, kan du gå op på den plade her, selvom det ikke hjælper meget. Du ser ikke mere af det grund! Men man må gerne. Men tør man gøre det? Jeg vil gerne have en eller andet form for bevægelse - hvor man skal bevæge sig for at opleve værket. Sådan fungerer mit værk med persiennerne også, da du gerne må dreje på dem, eller lige kigge igennem dem. Men folk er ekstremt skolet, når det kommer til stykket og rører derfor ikke ved værkerne. Der er en vis pli omkring alting, som i virkeligheden er ret kedeligt.

Der er i virkeligheden tale om et stort maleri, bare lavet af andre materialer end maling. Der er referencer til både kunsthistorien med de bløde farveområder og de hårde linier af persiennerne og dagligdagen: et vindue, eller en stor butiksrude. Værket hedder ”Stuekultur”, som også henviser til en konformitetskultur. For mig kan begrebet Standard bla. henvise til både varer, produkter eller produktionsmetoder og håndværksmæssige standarder. Der er meget standard over persienner, for eksempel.

Men det kan måske også være nok bare at lave noget, der er flot uden, at der er alle mulige historier og fortællinger i værket. Kan man nå at ramme dér, hvor det er enormt svært at beskrive værket entydigt, så synes jeg, man har opnået meget.
 
 
Claus Egemoses retter på persiennerne i værket "Stuekultur"   Ruth Campaus værk "Atruim"
 
Ruth Campau: Værket "Atruim", er en installation, som jeg først har lavet til ”Paintbox” i København, og som jeg skulle sætte op på en anden måde her i Kunstbygningen. De ting, jeg laver, består af moduler, som jeg kan rykke rundt med i forhold til det rum, jeg skal arbejde i og med. Dels er der pladerne og dels selve den bærende konstruktion, som består af moduler, og begge dele kan stilles op eller skydes rundt på forskellig vis. Det bliver stedspecifikt. I forhold til at der er tale om bemalede transparente plader, har jeg valgt at placere dem her ved ovenlyskassen helt ud i rummet, som om de er sluppet helt fri af væggen. Det bliver til en lille gård, en atriumgård. Farverne er intense herinde, og udenpå er konstruktionen beklædt med de grå flader. Jeg maler på akrylplader, fordi farven opnår en sprødhed og intensitet, som jeg ikke kunne opnå på lærredet.

Umiddelbart ser det maskinelt ud, men farverne er stadigvæk håndstrøget. Det er mine strøg. Der er bevaret et subjektivt malerstrøg, som jeg forsøger at præcisere og perfektionere. For at lave striberne, skal jeg være meget nærværende. Jeg har kun ét forsøg. Det er en kropslig ting, og det er kroppen, som laver de små fejl og ændringer som opstår undervejs. Det er ideen om, at man kan komprimere hele maleriet i det nærvær. Et forsøg på at videregive et meget præcis lille stykke nærvær og intensitet. Et øjeblik. Og det kan så gentages i form af moduler på acrylplader, på stof eller papir.
 
Phillip Shiels: Står jeres arbejdsområde i opposition til meget af den fremherskende kunst i Danmark i dag?
 
Ruth Campau: Ikke i opposition, men snarere som en anden vej. I Danmark findes en lang tradition med det figurative eller ekspressive maleri. I USA eller Tyskland er der meget mere tradition for det, vi beskæftiger os med, så på den måde er det nogle gang ”tough”.
 
Phillip Shiels: Du er begyndt at arbejde i mere ”crossover” områder...
 
Ruth Campau: Jeg arbejder sammen med C.F Møllers tegnestue, hvor pladerne bliver til bygningskomponenter. I mit sidste værk på ”Paintbox” arbejdede jeg bla. med modellers tøj, så det blev striber på stof. Jeg forsøger at sætte nogle andre lag på, så der kommer andre betydninger med, såsom design, arkitektur, osv.

Ellers kunne man godt spørge sig selv om, hvor langt tid man gider laver striber?! (Griner)
 
 

Læs mere om kunstnerne her:
www.michaelmoerk.dk
www.campau.dk
www.paintbox.dk

www.box-2.com

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup