|
|
|
|
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding |
|
Send din kommentar til
|
22. juni 2005 |
Interview: STANDARD |
Billedkunstnerne Jes
Wind Andersen, Ruth Campau, Claus Egemose, Kristofer Hultenberg og Michael
Mørk er gået sammen om at lave en udstilling i Århus
Kunstbygning. Udstillingen hedder "STANDARD" og betegnelsen
er da også et fælles udgangspunkt for alle værkerne
på udstillingen. Phillip Shiels kom forbi under ophængningen
og fik en snak med dem alle.
Tekst: Phillip Shiels
Foto: Anders Sune Hansen
Udstillingen STANDARD vises i Århus Kunstbygning i
perioden 18. juni - 21. august 2005.
www.aarhuskunstbygning.dk |
Læs mere: Pressemeddelelse |
Anmeldelse
i Århus
Stiftstidende |
|
|
|
Phillip Shiels: Michael,
fortæl lidt om dit værk til udstillingen |
|
Michael Mørk:Mit værk her på udstilling hedder ”kognitive køkken”.
I en lang periode har jeg arbejdet med et abstrakt minimalistisk udtryk. Normalt
når man arbejder med sådan et udtryk, kan man nemt komme til at arbejde
sig op i et hjørne, hvor det bliver sværere og sværere at
komme ud igen, en form for nulpunkt. Køkkener er meget oppe i tiden. Deres
udseende, udførelse og udtryk bliver mere og mere minimal, så derfor
syntes jeg, at det kunne blive interessant at arbejde med køkkener som
udgangspunkt. De lægger sig mellem noget, der er abstrakt og stadigvæk
meget konkret. De er meget let genkendelige. |
|
Phillip Shiels: Men
stiliseret? |
|
Michael Mørk: jaaa,
men der ligger også dét i det, at værket både
er umiddelbart og unyttigt. Det er begrænset, hvor mange øldåser,
der kan stå i skabet på væggen. Men dér laver
jeg grebet med at samtidigt få malet væggen med. Det kommer
til at handle om billedets møde med væggen og billedets møde
med gulvet og om, hvor disse overgange starter eller ophører. I
halvfjerdserne var danskernes store dille udestuer, i dag er det køkkener,
og til næste år er det sikkert badeværelser. Det, som
jeg synes, er det interessante er, at det er noget, der foregiver en vis
form for tryghed. Men tryghed i forhold til hvad, kunne man spørge.
Samtidigt er køkkener noget, der karakteriserer kvalitet, men en
standardiseret form for kvalitet. Det synes jeg er relevant, og samtidigt
giver det mig en åbning i forhold til mit eget arbejde. Hvis Kvik
Køkkener går i Donald Judd, så går jeg i et Kvik
Køkken, og så kommer tingene tilbage på banen. Det er
en form for dobbeltkommentar hele vejen igennem. |
|
|
|
|
Michael Mørk i hans "Kognitive køkken" |
|
Kristofer Hultenberg ved hans malerier |
|
|
Phillip Shiels: Kristofer,
der står i jeres pressemeddelelse, at “Kristofer Hultberg betegner
sine værker som “kommunikativa tilkortkommanden”. Med tegn-lignende
artikulationer og et sagligt grafisk formsprog opmunter de til afkodningsforsøg,
som i virkeligheden er nytteløse.”
Når man taler om afkodningsforsøg som er nyttesløse, peger
dét så tilbage på beskueren, eller aflæsningens eller
fortolkningsmekanismer som sådan? |
|
Kristofer Hultenberg: Jeg
fokuserer simpelthen på det, der mislykkes - et mislykket kommunikationsforsøg.
Det er brugen af et formsprog, som er meget præcist og meget sagligt,
inspireret af nogle billeder, som er ekstremt kommunikative og funktionelle,
som for eksempel exit-skiltet derhenne. Det er et billede lavet med det
ene formål at kommunikere så tydeligt som muligt. Det er
meget rent - det er ikke lavet til at være æstetisk
tiltalende. Sådan nogle billeder henter jeg mange ideer fra, og
jeg benytter mig af deres formsprog. Det er et formsprog, som lægger
op til et kommunikationsforsøg. I mit tilfælde arbejder
jeg med abstrakte billeder......de er alligevel tavse. |
|
Phillip Shiels: Opstår
der et usikkerhedsmoment i beskuerens tolkningsforsøg? Der er
stadigvæk tale om malerier, som hænger på en væg? |
|
Kristofer Hultenberg:Jeg møder mange som bliver oprigtig frustreret over billederne, men det
er ikke min mening at irritere folk! Jeg accepterer fuldt ud konventioner om
maleriet: det er en rektangulær form, som hænger på en væg,
og indenfor det felt lader vi som om, det er vigtigt. Jeg synes ikke, det er
så interessant at udfordre denne konvention. |
|
Phillip Shiels: Ligger
dit arbejde i forlængelse af strømninger fra 80erne med “Neo-geo”,
med Peter Halley, for eksempel? |
|
Kristofer Hultenberg: Det
er jeg ofte blevet spurgt om. Det gør det jo nok, men jeg
synes, det er svært at svare på. Det gør jeg sikkert
på et ubevidst plan. |
|
Phillip Shiels: Hvordan
forholder du dig til udstillingens titel “Standard”, og hvilket
slægtskab føler du med de andre deltagere? |
|
Kristofer Hultenberg: Udstillingens titel udspringer af, at vi mener, vi har noget tilfælles
i brugen af standardiserende principper, indenfor maleriet for eksempel. Vi lægger
ligeledes alle sammen stor vægt på det rumlige og det taktile, hvilket
jeg mener fremgår helt tydeligt af udstillingen. |
|
Phillip Shiels: Hvori
ligger det standardiserende i malerprocessen for dig? |
|
Kristofer Hultenberg: Til
at begynde med, er alle mine billeder af samme format og størrelse.
Der er også nogle principper i, hvordan jeg præsenterer nogle
billedelementer, som i deres saglighed minder, som førnævnte,
om skilte. Det er meget funktionelle billeder. Der er ofte nogle kompositoriske
systemer i billederne, som dog brydes nogle gange. Der er formelementer,
som går igen i billederne, som kan minde om industriens standardiserede
produkter. Nu er det svært at præsentere et gult billede
af en mikrofon, men de huller der findes i dette billede er sat efter
et bestemt system, som så alligevel bliver brudt. |
|
Phillip Shiels: Som
opløses igen? |
|
Kristofer Hultenberg: Ja,
der sker en glidende forandring af formsproget, så formsproget
opløses igen. |
|
Phillip Shiels: I
forhold til minimalisme i 60erne, og dens kontante kropslighed, mener
jeg at I bevæger jer henimod en anderledes sanselig tilgang til
stoffet. |
|
Kristofer Hultenberg: Jeg
tror ikke, at det er ambitionen hos nogen af os at skabe meget kølige
værker i denne tradition, og jeg synes i hvert fald, at det er
en fordel, hvis man kan komme tæt på dér, hvor
værket bliver intimt, samtidigt med at det er meget rent og monumentalt.
Det findes der mange eksempler på her på udstilling. Kommer
man tæt på Ruths værk, så åbner der sig
et helt mikrounivers i penselstrøgene, som består af små luftbobler
og farve. Det fungerer på både et mikro- og et makroplan.
Men en af grundene til, at jeg selv vælger et minimalt udtryk er,
at vi lever i et samfund med ufattelig mange informationer. Der sker
let det, at man som beskuer bliver ufølsom over for de små virkemidler,
som kræver tid i mødet med billedet. |
|
|
|
|
Jes Wind Andersen og hans "Field" værker |
|
Claus Egemoses værk "Billed-dannelse/opfattelse" |
|
|
Phillip Shiels: Hvordan
indgår ”kulturelle spor” i dit værk, Jes? |
|
Jes Wind Andersen: Jeg
opfatter det sådan, at der er tale om en kultivering, en forenkling
af noget givet. Jeg kan godt lide at tage afsæt i noget virkeligt,
som man kan se i de arkitektoniske konstruktioner, som hænger der.
De kredser omkring velkendte kulturelle symboler eller spor, uden dog
at være det. Det er ønsket om en ”ikke-indfrielse” af
det velkendte. I øvrigt er det en insisteren på det helt
enkelte. Hvis der er noget, der kan undværes, så skal det
ikke med. |
|
Phillip Shiels: I
det store værk du har lavet, er der tydeligvis henvisninger til
det danske flag... |
|
Jes Wind Andersen: Ja,
Ruth kalder det ”flaget der faldt ned”! Men det hænger
sammen med elementerne. Jeg fik at vide i går, at en korrekt inddeling
på et Dannebrog er 3:5:7, hvilket jeg ikke overholder. Alt er jo
standardmål. For eksempel de billeder derovre har formatet 24:36,
hvilket er det samme som det fotoformat, vi kender fra almindelige snapshots.
Jeg kan lide den åbenhed det medfører – det er formater
vi kender. Ligeledes er det med pladerne. Det er standardformater, som
dog er blevet halverede. Farverne er standardfarver. Jeg køber
aldrig farve i kunstnerforretningen. Jeg går i Flügger eller
Dyrup og køber nr. 630 eller 650. Dét der [Dannebrogsrød.
red.] er en 650. Det kan jeg godt lide at gøre sådan, ud
fra en industriel synsvinkel.
Jeg er interesseret i noget, der har et klart
afsæt i hverdagen,
og at tingene kommer til at fungere i hverdagen. Altså, udsmykninger
som kommer til at fungerer i hverdagen. Jeg kan godt lide at lægge
projektet efter rummet med tanken om, at tingene ændrer sig væsentligt
alt efter fremvisningslokaliteten. Det er muligvis det mest spændende
i hele projektet, at arbejde med lokaliteten. I forhold til dette rum,
så havde jeg et utal af plader med, og så har jeg valgt at
bruge dem, som nu ligger her. I virkeligheden var konstruktionen helt
anderledes. Jeg har mine formater med, og dem bruger jeg. Men jeg kan
godt lide konstellationen, at man hænger noget fysisk op på væggen,
og som jeg har gjort her, maler direkte på væggen. Der opstår
en vekselvirkning og en fornemmelse af, at det er endeligt, integreret
og permanent. |
|
Phillip Shiels: Claus,
kan du fortælle lidt om dine metoder? |
|
Claus Egemose:
Jeg arbejder med flere forskellige elementer i mit værk, som bl.a.
kredser om billeddannelse og konformiteten. Når folk maler et billede,
følger de det sjældent til ende. De kræver ikke noget
af dem, der overtager værket. Billedet hænges bare op på en
væg. Jeg har også arbejdet meget på den måde,
men jeg er holdt op igen, fordi der ikke rigtigt var nogen udfordring
i bare at lave ting – jeg vil gerne følge dem længere.
Jeg blev træt af bare at male billeder. |
|
Phillip Shiels: Værket,
der står her, består af en række elementer placeret
højt oppe på væggen, med bla. billeder, som spejles
i nogle bøjede metalplader. Man ser kun refleksionerne? |
|
Claus Egemose: Jeg
har hængt det op, så man ikke rigtig kan se billederne,
og selvom du går hen og stiller dig op, kan du stadigvæk
ikke rigtigt se dem. Det interessante er, at tingene ikke er entydige.
Der er muligheden, at man for eksempel kan bevæge sig på langs
i forhold til værket, og at du kan aktivere det. Hvis du vil, kan
du gå op på den plade her, selvom det ikke hjælper
meget. Du ser ikke mere af det grund! Men man må gerne. Men tør
man gøre det? Jeg vil gerne have en eller andet form for bevægelse
- hvor man skal bevæge sig for at opleve værket. Sådan
fungerer mit værk med persiennerne også, da du gerne må dreje
på dem, eller lige kigge igennem dem. Men folk er ekstremt skolet,
når det kommer til stykket og rører derfor ikke ved værkerne.
Der er en vis pli omkring alting, som i virkeligheden er ret kedeligt.
Der er i virkeligheden tale om et stort maleri, bare lavet af andre materialer
end maling. Der er referencer til både kunsthistorien
med de bløde farveområder og de hårde linier af persiennerne
og dagligdagen: et vindue, eller en stor butiksrude. Værket hedder ”Stuekultur”,
som også henviser til en konformitetskultur. For mig kan begrebet
Standard bla. henvise til både varer, produkter eller produktionsmetoder
og håndværksmæssige standarder. Der er meget standard
over persienner, for eksempel.
Men det kan måske også være nok bare at lave noget,
der er flot uden, at der er alle mulige historier og fortællinger
i værket. Kan man nå at ramme dér, hvor det er enormt
svært at beskrive værket entydigt, så synes jeg, man
har opnået meget. |
|
|
|
|
Claus Egemoses retter på persiennerne i værket "Stuekultur" |
|
Ruth Campaus værk "Atruim" |
|
|
Ruth Campau: Værket "Atruim",
er en installation, som jeg først
har lavet til ”Paintbox” i København, og som jeg skulle
sætte op på en anden måde her i Kunstbygningen. De
ting, jeg laver, består af moduler, som jeg kan rykke rundt med
i forhold til det rum, jeg skal arbejde i og med. Dels er der pladerne
og dels selve den bærende konstruktion, som består af moduler,
og begge dele kan stilles op eller skydes rundt på forskellig vis.
Det bliver stedspecifikt. I forhold til at der er tale om bemalede transparente
plader, har jeg valgt at placere dem her ved ovenlyskassen helt ud i
rummet, som om de er sluppet helt fri af væggen. Det bliver til
en lille gård, en atriumgård. Farverne er intense herinde,
og udenpå er konstruktionen beklædt med de grå flader.
Jeg maler på akrylplader, fordi farven opnår en sprødhed
og intensitet, som jeg ikke kunne opnå på lærredet.
Umiddelbart ser det maskinelt ud, men farverne er stadigvæk håndstrøget.
Det er mine strøg. Der er bevaret et subjektivt malerstrøg,
som jeg forsøger at præcisere og perfektionere. For at lave
striberne, skal jeg være meget nærværende. Jeg har
kun ét forsøg. Det er en kropslig ting, og det er kroppen,
som laver de små fejl og ændringer som opstår undervejs.
Det er ideen om, at man kan komprimere hele maleriet i det nærvær.
Et forsøg på at videregive et meget præcis lille stykke
nærvær og intensitet. Et øjeblik. Og det kan så gentages
i form af moduler på acrylplader, på stof eller papir. |
|
Phillip Shiels: Står
jeres arbejdsområde i opposition til meget af den fremherskende
kunst i Danmark i dag? |
|
Ruth Campau: Ikke
i opposition, men snarere som en anden vej. I Danmark findes en lang tradition
med det figurative eller ekspressive maleri. I USA eller Tyskland er der
meget mere tradition for det, vi beskæftiger os med, så på den
måde er det nogle gang ”tough”. |
|
Phillip Shiels: Du
er begyndt at arbejde i mere ”crossover” områder... |
|
Ruth Campau: Jeg
arbejder sammen med C.F Møllers tegnestue, hvor pladerne
bliver til bygningskomponenter. I mit sidste værk på ”Paintbox” arbejdede
jeg bla. med modellers tøj, så det blev striber på stof.
Jeg forsøger at sætte nogle andre lag på, så der
kommer andre betydninger med, såsom design, arkitektur, osv.
Ellers
kunne man godt spørge sig selv om, hvor langt tid man gider
laver striber?! (Griner) |
|
|
Læs mere om kunstnerne
her:
www.michaelmoerk.dk
www.campau.dk
www.paintbox.dk
www.box-2.com |
|
|
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding |
|
|
|
|