Kunstportalen aarhus.nu
luk vindue
 
Anmeldelse 20-06-2005
 
Anmeldelse: Dorte Jelstrup på Kunstbygningen i Århus
Ditte Maria Bangsund-Pedersen har været på besøg i Århus Kunstbygning for at se Dorte Jelstrups nye udstilling. Pressen har ikke omtalt udstillingen nævneværdigt positivt, men Ditte har en anden mening og redegør gerne for det i denne anmeldelse af udstillingen.

Tekst: Ditte Maria Bangsund-Pedersen
Foto: Anne Dyhr

Udstillingen " I wish I had wings so I could fly and reach the one I love" af Dorte Jelstrup, vises i Århus Kunstbygning i perioden 2. juni - 17. juli 2005.
www.aarhuskunstbygning.dk
Læs mere: Pressemeddelelse
 
I wish I had wings so I could fly and reach the one I love
 
 
Hvorfor er det lige en udstillingstitel som ”I wish I had wings so I could fly and reach the one I love” vækker fordomsfulde associationer, der potenserer det pudsenusse-feminines position som et stadigt tabubelagt emne? Og hvorfor bruger kunstneren Dorte Jelstrup en hel soloudstilling på at tapetsere Kunstbygningens gulve og vægge med kvindelingerier, blonder, velour- og gardinstof, dametasker, tyl, slør, vattæpper og billeder af sit afklædende selv? Man kunne spørge, om ikke det sidste spørgsmål i virkeligheden søger at komme det første til livs. Selvom kommentarer som ”vi har set det før” hurtigt truer med at aflive diskussionen. Men så er det beklageligt heller ikke længere tid siden, vores ligestillingsminister udtalte de famøse ord, ”vi får aldrig ligestilling i Danmark”. Det kan derfor ikke afvises, at Dorte Jelstrup i det mindste med sit tema har fat i den lange ende. Lad os derfor gøre et forsøg på at løfte sløret og tage udstillingen mere alvorligt, end den i sin umiddelbare overflade lægger op til.
 
En af de første ting, der falder beskueren i øjnene på udstillingen, er de store billeder, Jelstrup har taget af sig selv – dvs. hun har taget fotografier af filmstills med sig selv i hovedrollen. Kunstneren har på den måde betragtet sig selv med et ekstra lag imellem. Dette påpeger hun yderligere via den serielle filmstrip-lignende måde, hun har præsenteret billederne på. Som et tegn på den første ridse i ”pudsenusse-lakken” ser man mærkværdige farveprints af træer, der både hænger side om side med hende selv og i bunkerne på gulvet. Men træerne lader sig ikke forklare med det samme – først senere. Mht. billederne kan man umiddelbart konstatere, en kvinde smider tøjet. Videre kan man sige, hun afklæder sig de fetichobjekter, kvinden gennem historien har benyttet til at puste til ilden under det mandlige begær. I den Lacanianske udlægning af fetichobjekternes rolle hænger de sammen med mandens kastrationsangst. Dvs. hver gang manden forærer kvinden undertøj, højhælede eller perlekæder m.m., er det i virkeligheden for at kvinden skal skjule, hun mangler det, han har. På den måde undgår han at skulle bekymre sig om, hvorvidt hun har tænkt sig at stjæle hans fallos. En kvinde, der benytter sig af fetichobjekter, kan på den måde siges at underlægge sig det fallocentriske begær. Set fra en feministisk synsvinkel, hvor hverken den ene eller anden bør være underlagt det ene eller det andet, er det derfor plausibelt, at Jelstrup i billederne fralægger sig nogle af disse ubrugelige magtredskaber. Hun ser faktisk også lide mindre arrig ud i ansigtet, efter hun har afklædt sig fuldstændigt og sidder tilbage nøgen. Dog ikke hel tilfreds – måske.
 
 
 
Hvis man kigger på udstillingens anden fremtrædende del, koncentrationen af feminine ting i bunkevis, kommer man hurtigt til at tænke på 70ernes essensialisme, hvor man fokuserede på, at der som modsvar til manden skulle være en specifik kvindelig essens – altså et specifikt udtryk udenom mandens. Der er bare det, at der i bunkerne (foruden velourstof, dametasker, lingeri, blonder, osv.) ligger tegninger af den samme veludrustede unge mand. Manden er altså en del af og ikke udelukket fra udstillingen. Det feminine udtryk til trods, er der ikke tale om en udstilling, der er manden uvedkommende. Det hele hænger sammen.
 

Men hvad vil hun med det kæmpestore forhæng, der beklæder en hel bagvæg i det ene af rummene?
Og hvad sker der, når man associerer den ”tilfældige” præsentation af kvindeting med skrotbunker, sådan som tingene ligger der, hulter til bulter. Hvad gemmer der sig egentlig helt konkret under tæpperne – de ”små bjerge” rundt omkring i bunkerne under sløret, vattæpperne og velourstoffet minder om kroppe, der leger skjul. Langsomt kommer Jelstrups ironiske distance til syne. Måske handler udstillingen mere om den velkendte repræsentationskritiske afklaring af, hvordan kvinden overhovedet lader sig repræsentere udenom manden?

 
 
 

Jelstrup ser ud til at læne sig op ad konstruktionsteorierne, hvor det lyder, at ”køn” ikke er noget naturgivet – men mere noget tillært. Det er der i hvert fald to stærke elementer, der peger på.

Det ene er det gigantiske, monumentale forhæng, der nu giver mening, fordi det i den forstand påpeger hele udstillingen (og dermed det pudsenusse-feminine univers) som en forestilling. Et konstrukt. En illusion. En kliche. Det er også derfor, det er for meget, det her sceneri, denne overflod af attributter. Det er for meget til at være naturligt. Det er for meget, så man ikke undgår at få øje på, det ikke er naturligt.

Det andet element er så træerne, der ud fra en konstruktionsteoretisk synsvinkel også giver mening. Træerne skaber det modstykke i udstillingen, der får det konstruerede til at kamme over. Men faktisk er selv det naturlige konstrueret. Der er jo ikke levende planter i udstillingen – der er kun billeder af naturen, næsten som om Jelstrup prøver at sige noget om naturen også. Specielt det ene sted, hvor et billede af træerne er blevet helt lilla, bliver det naturlige vist på en meget kunstig måde.

 
 
 
Hvis man ellers skal følge nogle af de seneste teorier indenfor kønsforskning, jf. Judith Butler, så er de herskende kønsdiskurser jo med til at definere det biologiske køn. F.eks. ved at naturalisere kønsopdelingen med en konstant citering af kønnene som dreng/pige, mand/kvinde, for på den måde at opretholde kønnet som værende naturligt heteroseksuelt. Biologien bliver hurtigt beskidt. Herigennem bliver både mænd og kvinder sat i veldefinerede bokse – kvinden er f.eks. defineret igennem mange af de attributter, Jelstrup bruger i udstillingen. Manden er så hendes uopnåelige modstykke, der, med især sit fallos, udgør faderlovens kerne osv. osv. Måske er forklaringen på, det er ”young boys”, hun længes efter, at de ikke helt er ledet i fordærv? Det er næsten for uvirkeligt at forestille sig, at vi, både mænd og kvinder, lader os kategorisere dag for dag for dag ved kontinuerligt at underlægge os en sådan lov, hvis autoritative status udelukkende bliver opretholdt af, at vi bliver ved med at citere den og lade os definere af den. Specielt fordi alternativet, med risiko for at lyde bundnaiv og hjælpeløst optimistisk, er en hverdag, hvor den eneste gældende definition på ”hende” og ”ham” er mennesker. Det forfriskende ved Butler er så, at hun kommer med et løsningsforslag, der går ud på, at vi – i de øjeblikke hvor kønsnormerne er afhængige af at blive gentaget – handler imod ved at undlade at citere dem. Altså – gør noget nyt.
 
luk vindue