Kunstportalen aarhus.nu
luk vindue
 
Reportage 15-06-2005
 
Reportage: PARADE – ARoS Collection
Efter en række store satsninger med udstillinger af internationalt anerkendte kunstnere og værker, vender ARoS blikket indad. Deres sommerudstilling PARADE - ARoS Collection udgøres af installationsværker og skulpturer fra museets samling. aarhus.nu var med da pressen blev præsenteret for udstillingen.

Tekst og foto af Else Ploug Isaksen, billedkunstner og medredaktør på aarhus.nu

Udstillingen PARADE -ARoS Collection kan opleves på ARoS Århus Kunstmuseum fra 8. juni til 24. juli 2005
www.aros.dk
 
Ib Braase: Bærestolen, 1980, Sevilla, 1979, Skulptur, 1977 og Emballage til Charlottes kærlighed, 1971-72
 

Udstillingen er kurateret af museets unge museumsinspektør Tine Vindfeld. Hun har været på hugst i museets samling og fundet frem til værkerne af 12 mandlige billedhuggere og -kunstnere (NB.ingen kvindelige):
Paul Gernes, Ib Braase, Bjørn Nørgaard, Joachim Koester, Leonard Forslund, Ingvar Cronhammar, Ib Geertsen, Thorbjørn Lausten, Per Neble, Peter Neuchs, Lars Mathisen og Erik A. Frandsen.

Værkerne er alle af ret store formater, og bl.a. derfor har de ikke ofte været vist. To af værkerne vises for første gang på museet.

 
Vi har valgt at omtale udstillingen på aarhus.nu, da kunsten fra 1960erne og 1970érne er genstand for en omfattende genopdagelse på kunstscenen i dag. Unge kunstnere henter inspiration i det kunstopbrud, som mange af kunstnere på udstillingen PARADE – ARoS Collection står for. Man kan opleve værker, som har et politisk, institutionskritisk, antiæstetisk, procesorienteret og performativt indhold.
 
Overordnet er udstillingen bygget op over forskellige temaer:
  • Fokus på tiden i 1960érne og 1970érne,  da soklen, som skulpturen hidtil præsenteredes på, blev fjernet, og skulpturen udvikler sig til installation (F.eks Paul Gernes: Stofkugle 1962) 
  • Soklen som kunsthistorisk reference (Bjørn Nørgaard: Thorvaldsens portrætbuster/Wasserspiegel 1976, Per Neble: Mona Lisa og det tyvende århundrede, 1969)
  • Ophobning. Mange af kunstnerne har forholdt sig til kunsthistorien gennem indsamlet materiale som skrot, snapshots, genbrugsgenstande som sammensættes. Ib Braase: Emballage til Charlottes kærlighed, 1971-72, Joachim Koester: Set-Up, 1992. Peter Neuchs: Væggene har ører, nature morte, 1992
 
 
Bjørn Nørgaard : Thorvaldsens portrætbuster/Wasserspiegel, 1976   Peter Neuchs: Væggene har ører, nature morte, 1992
 

Værkerne har fået god plads i Særudstillingsgalleriet, som denne gang kun er rumdelt af en enkelt væg. Det er godt at se rummet bredt ud i fuld størrelse. Dog er der indsat en væg, da mørklægning til Lars Mathisens installation har været nødvendig. Måske lidt afrevet er Vestgalleriet en integreret del af udstillingen.

Man fornemmer en rød tråd i opsætningen og i valget af værkerne til udstillingen i Særudstillingsgalleriet: de vandige overflader og dagligdags genstande går igen. Alt er lidt mystisk, lidt sært og lidt skævt. Den dunkle belysning understreger fint disse stemninger, og får værkerne til til at fremstå som øer, man vandrer imellem.

 

Selv glædede jeg mig til at se Lars Mathisens Happiness & Misery 1999, som netop i 1999 blev vist i Ridehuset. Dengang nåede jeg ikke at se videoinstallationen, men fik en beskrivelse af den, som vækkede min nysgerrighed. Her vises den så for første gang på museet. Det er en rumlig installation på flere planer. Man bliver på godt og ondt en fysisk en del af en længere samtale, et trekantsdrama. Videoinstallationen er opbygget som en kube, som man går omkring eller, som man bevæger sig ind i, da de optagede scener både kan ses udefra og inde i kuben. Det er et ”performativt” værk, da vi selv bliver en del af scenariet. Vi ses eller ser andre personer udover de filmede skuespillere, da lærredet, som videoen projekteres på, er delvist transparent. Settet er et to-dimensionalt malet rum, som skuespillerne agerer i. Vi som tilskuere iagtager det filmede som er to-dimensionalt, men udgør samtidig den tre-dimensionale del. På denne måde er der mange spil på færde. Filosofiske sentenser, som indgår i skuespillernes samtaler tages op på skift, og bruges i nye sammenhænge. Vi er tilskuere til mødet mellem en europæisk og indisk kultur, mellem modernitet og tradition.

 
Værket Dyb plet, 2000 af Leonard Forslund har museet heller ikke vist tidligere. På en interessant kølig måde konfronteres man med en svævende vandflade (udført i glasfiber), placeret over et grønt græstæppe. Vi kan opleve det som en flade – en vandflade, men også have en forestilling og måske en viden om det, der ligger under overfladen, i dybet. Det er en installation, som pirrer og stikker til ens forestillingsevne. Et smukt stiliseret værk.
 
 
Lars Mathisen: Happiness & Misery, 1999   Erik A. Frandsen: Installation af kultegninger på grundet lærred, 1992 og Heart Beat/Body Drawing (rød), 1997
 
I Vestgallerieet  finder vi en meget stor malerisk installation af Erik A. Frandsen bestående af tre værker: Installation af kultegninger på grundet lærred, 1992, Heart Beat/Body Drawing (rød),  1997 og Heart Beat/Body Drawing (grøn), 1997. Værket handler om kommunikaton: øjne og munde er tegnet på lærreder aktiveret af tegnede pile. En tydeliggørelse af opbygningen af en to-dimensional flade – på helt klassisk vis. Henover disse er tegnet kropsstore bølgende linjer, som ligger som en barriere foran. Et ofte brugt greb fra Frandsens side. Denne lag-på-lag tegning bliver tydeliggjort i de to neon-malerier med samme motiv, som på skift lyser munde, øjne, pile og linjer. Jeg ser for mig en samtale, hvor der nikkes, blinkes, snakkes højlydt men også forstummende. Det er maleri, skønt der tegnes med kul, men i den samlede opstilling lyser det røde og grønne neonlys ud i rummet, og skaber en malerisk helhed. Det er et stort værk, men lysende let.
 

Udstillingens værker spænder over en længere periode, og jeg anser den som sådan for at være en øjenåbner for en periode i kunsthistorien, som har haft og har betydning for samtidskunsten, dels med eksempler på mere nutidige værker, som har referencer til det kunsthistoriske.

Jeg savner dog kvindelige kunstnere på scenen i denne sammenhæng. Vi spurgte kuratoren Tine Vindfeld, om hun ikke synes, at det er et problem, at kvindelige billedkunstnere ikke er repræsenteret på PARADE-udstillingen. Til det svarede hun. "Jo, men der var ingen at vælge. De fire kvindelige kunstnere, som kunne komme i betragtning, er pt. at finde i de øvrige udstillingsrum. Forskellige temamæssigt relevante kriterier har gjort, at de fire mulige fravalgtes til denne udstilling".

Det begrænsede udvalg af kvindelige installationskunstnere, som museet ejer, siger måske mere om museets indkøbspraksis, end det siger noget om de kvindelige kunstnere. Måske arbejdede kvindelige kunstnere mindre med installation i den kunstsforms praksis i startfase, men sådan er det ikke længere. Har et museum ikke pligt til at repræsentere en bred vifte af gode kunstnere – kvinder såvel som mænd? Det er museerne, der gennem udstillinger promoverer kunstnerne. Et eller andet sted skal vi lære dem at kende. Det er svært på ARoS Aarhus Kunstmuseum.

Til sidst vil jeg lige nævne de fire kvindelige billedkunstnere, som iflg. Tine Vindfeld allerede er repræsenteret med installationer på ARoS: Lone Højer Hansen, Elle Klarskov Jørgensen, Kirsten Ortved og Hanne Varming.

 
luk vindue