Udstillingen er kurateret af museets unge museumsinspektør Tine Vindfeld. Hun har været på hugst i museets samling og fundet frem til værkerne af 12 mandlige billedhuggere og -kunstnere (NB.ingen kvindelige):
Paul Gernes, Ib Braase, Bjørn Nørgaard, Joachim Koester, Leonard Forslund, Ingvar Cronhammar, Ib Geertsen, Thorbjørn Lausten, Per Neble, Peter Neuchs, Lars Mathisen og Erik A. Frandsen.

Værkerne er alle af ret store formater, og bl.a. derfor har de ikke ofte været vist. To af værkerne vises for første gang på museet.

• Fokus på tiden i 1960érne og 1970érne,  da soklen, som skulpturen hidtil præsenteredes på, blev fjernet, og skulpturen udvikler sig til installation (F.eks Paul Gernes: Stofkugle 1962) 
• Soklen som kunsthistorisk reference (Bjørn Nørgaard: Thorvaldsens portrætbuster/Wasserspiegel 1976, Per Neble: Mona Lisa og det tyvende århundrede, 1969)
• Ophobning. Mange af kunstnerne har forholdt sig til kunsthistorien gennem indsamlet materiale som skrot, snapshots, genbrugsgenstande som sammensættes. Ib Braase: Emballage til Charlottes kærlighed, 1971-72, Joachim Koester: Set-Up, 1992. Peter Neuchs: Væggene har ører, nature morte, 1992

Værkerne har fået god plads i Særudstillingsgalleriet, som denne gang kun er rumdelt af en enkelt væg. Det er godt at se rummet bredt ud i fuld størrelse. Dog er der indsat en væg, da mørklægning til Lars Mathisens installation har været nødvendig. Måske lidt afrevet er Vestgalleriet en integreret del af udstillingen.

Man fornemmer en rød tråd i opsætningen og i valget af værkerne til udstillingen i Særudstillingsgalleriet: de vandige overflader og dagligdags genstande går igen. Alt er lidt mystisk, lidt sært og lidt skævt. Den dunkle belysning understreger fint disse stemninger, og får værkerne til til at fremstå som øer, man vandrer imellem.

Selv glædede jeg mig til at se Lars Mathisens Happiness & Misery 1999, som netop i 1999 blev vist i Ridehuset. Dengang nåede jeg ikke at se videoinstallationen, men fik en beskrivelse af den, som vækkede min nysgerrighed. Her vises den så for første gang på museet. Det er en rumlig installation på flere planer. Man bliver på godt og ondt en fysisk en del af en længere samtale, et trekantsdrama. Videoinstallationen er opbygget som en kube, som man går omkring eller, som man bevæger sig ind i, da de optagede scener både kan ses udefra og inde i kuben. Det er et ”performativt” værk, da vi selv bliver en del af scenariet. Vi ses eller ser andre personer udover de filmede skuespillere, da lærredet, som videoen projekteres på, er delvist transparent. Settet er et to-dimensionalt malet rum, som skuespillerne agerer i. Vi som tilskuere iagtager det filmede som er to-dimensionalt, men udgør samtidig den tre-dimensionale del. På denne måde er der mange spil på færde. Filosofiske sentenser, som indgår i skuespillernes samtaler tages op på skift, og bruges i nye sammenhænge. Vi er tilskuere til mødet mellem en europæisk og indisk kultur, mellem modernitet og tradition.

Udstillingens værker spænder over en længere periode, og jeg anser den som sådan for at være en øjenåbner for en periode i kunsthistorien, som har haft og har betydning for samtidskunsten, dels med eksempler på mere nutidige værker, som har referencer til det kunsthistoriske.

Jeg savner dog kvindelige kunstnere på scenen i denne sammenhæng. Vi spurgte kuratoren Tine Vindfeld, om hun ikke synes, at det er et problem, at kvindelige billedkunstnere ikke er repræsenteret på PARADE-udstillingen. Til det svarede hun. "Jo, men der var ingen at vælge. De fire kvindelige kunstnere, som kunne komme i betragtning, er pt. at finde i de øvrige udstillingsrum. Forskellige temamæssigt relevante kriterier har gjort, at de fire mulige fravalgtes til denne udstilling".

Det begrænsede udvalg af kvindelige installationskunstnere, som museet ejer, siger måske mere om museets indkøbspraksis, end det siger noget om de kvindelige kunstnere. Måske arbejdede kvindelige kunstnere mindre med installation i den kunstsforms praksis i startfase, men sådan er det ikke længere. Har et museum ikke pligt til at repræsentere en bred vifte af gode kunstnere – kvinder såvel som mænd? Det er museerne, der gennem udstillinger promoverer kunstnerne. Et eller andet sted skal vi lære dem at kende. Det er svært på ARoS Aarhus Kunstmuseum.

Til sidst vil jeg lige nævne de fire kvindelige billedkunstnere, som iflg. Tine Vindfeld allerede er repræsenteret med installationer på ARoS: Lone Højer Hansen, Elle Klarskov Jørgensen, Kirsten Ortved og Hanne Varming.