Kunstportalen aarhus.nu
luk vindue
 
Anmeldelse 30-05-2005
 
Anmeldelse: Get Real
Hvad sker der når samtid, kunst og teknologi blandes sammen? René Lundgaard Kristensen har været forbi Museet for Samtidskunst og oplevet udstillingen "Get Real". Her mødte han videoprojektorer, sensorer, overvågningskameraer og andet isenkram, samt et par kæmpe insekter.

Tekst og foto af René Lundgaard Kristensen

Udstillingen Get Real vises på Museet for Samtidskunst i Roskilde i perioden 16. april – 12. juni 2005
www.samtidskunst.dk

Get Real - Real Time + kunst
 
Distanceres vi eller bringes vi nærmere virkeligheden i en samtid, der umiddelbart synes at bringe os tættere på verden gennem brug af teknologi og nye medier? Befinder vi os i virkeligheden i en verden, der på en gang virker både tilgængelig og fjern? Det er nogle af de spørgsmål, som rejses på udstillingen Get Real; en udstilling, hvor kunstnere og kunstnergrupper fra hele Norden bruger den fagre nye verdens mulighed til at forholde sig til den nye virkelighed.
 
Get Real består af en række værker, der alle arbejder praktisk og begrebsligt med ’real-time’ teknologi i deres kunstneriske praksis. Når vi blander real-time ind i kunsten, så kan kunsten ikke længere blot siges at være noget, der er, men i højere grad noget, der sker - vel at mærke lige i det øjeblik, det sker. Real-time kunst er således kunst, der skabes nu og her i et samspil mellem værk og beskuer. Således repræsenterer kunsten i lige så høj grad dens tilblivelse i en proces, som den præsenterer sig som endeligt værk.
 
Det er tydeligt i værket Bent Scan. Her arbejder kunstneren Steina Vasulka med digital video’s nye muligheder for ’spring i tid’, såkaldte ’time-warps’. Bent Scan er en installation, hvor et videokamera filmer dig som beskuer, mens tre computere med forskelligt software skaber tre forskellige repræsentationer i bedste hurlumhejhus-stil ud fra kameraets input. Disse repræsentationer projiceres på tre vægge lidt forsinket i forhold til videooptagelsen. På grund af den korte forsinkelse oplever man sig selv i tre forskellige forsinkede udgaver.
 
 
Bent Scan
 
Et andet værk, hvor man som beskuer i høj grad er medskaber, er Tentacle af kunstnergruppen Beeoff (Olle Huge, Tomas Linell og Mikael Scherdin). Dette værk er en installation, hvor to plastikkroppe udstyret med sensorer, projektorer og højtalere hænger ned fra loftet, som to opklyngede insekter. Enhver bevægelse i rummet opfanges og transformeres real-time til billeder og lyd. Billederne projiceres på skulpturerne indefra, mens lyden afspilles ud i rummet. I dette værk samles informationer fra omgivelserne, som oversættes og kommunikeres videre gennem disse to insekter. Det skaber en dialog mellem insekterne og dig som beskuer, der kun opstår ved din aktive tilstedeværelse.
 
Tentacle
 
I værket Simulated Social Model NO.3 af Peter Hagdahl er der ingen mulighed for direkte interaktion. Det præsenterer dog en yderst interessant diskussion af forholdet mellem det fysiske og det virtuelle rum. Simulated Social Model NO.3 består af et overvågningskamera, der er placeret et sted på kloden, hvor det registrerer bevægelserne fra de forbipasserende mennesker. Signalet udløser en 3D animation, der projiceres for publikum. På den måde skabe animationen en virtuel refleksion af de virkelige omgivelser. Faktisk er dette, hvad der sker hver dag for os alle. Alle vores aktiviteter er registrerede, og vi genererer data, der bliver samlet op og lagret. For eksempel vil det at shoppe i et supermarked give en mængde data, der på en eller anden måde skaber en virtuel profil af os selv. Det, der er på spil her, er en kritisk spørgen til det nuværende forhold mellem den fysiske virkelighed og den virtuelle virkelighed, eller med andre ord forholdet mellem vores fysiske krop og vores datakrop.
 
Klik på billedet for at se video
Simulated Social Model NO.3
 
Det sidste projekt, jeg vil fremhæve, er Webwaste af Ragnar Helgi Olafsson. I dette værk inviteres man til at tømme ens e-mail junk på websiden www.webwaste.net. Alle filer, lyder, tekster, billeder og videoklip bliver vist som en konstant skiftende collage. Websiden er skabt som et genbrugssystem således, at det aldrig bliver fyldt op. En virtuel rotte æder hele tiden skraldet, og gammelt materiale forsvinder, mens nyt bliver tilføjet. Værket er en meget eksplicit repræsentation af det overskudslager af information, vi bygger op i vores virtuelle verden.
 
Værket er tilgængeligt online: www.webwaste.net/waste.html
 
I denne udstilling lurer en teknologifascination bag brugen af ’real-time’ teknologi i en kunstpraksis. Men det gør bestemt ikke udstillingen mindre interessant. Ved at gribe fat om de nye medier med de bare hænder, og præsentere dem på teknologiens præmisser, entrerer teknologiens kritiske potentialer os mere direkte. Vi får lov at påvirke værkerne, ja faktisk bliver de kun til i kraft af vores væren, og det involverer os naturligt i en diskussion af vores egne holdninger til nye medier, hvad vi bruger dem til etc. Get Real etablerer således dels en debat af det daglige liv, medieret af ny teknologi, og dels et indblik i, hvad der sker, når kunsten bliver til.
 
Læse mere:
www.samtidskunst.dk/3sted
www.vasulka.org
www.beeoff.se
www.peterhagdahl.net
 
 
luk vindue