Af Anne Dyhr. cand.it i multimedier. ba (hons) in fine art photography.
Anne Dyhr vil her på aarhus.nu senere uddybe emnet i en række af artikler om social.hacking
Social.hacking
Hacking er et gammelt kendt fænomen, som dækker over en digital netværksgruppe bestående af programmører, der skaber gratis software eller forbedrer internettets datastrukturer.
Hackerne er en gruppe, der ikke bør forveksles med crackerne - som også er en digitale netværksgrupper, der har specialiseret sig i at bryde ind i datasystemer og til tider destruerer denne data.
Social.hacking adskiller sig fra traditionel hacking ved at arbejde med en samfundsorienteret diskurs for øje, frem for en programmatisk diskurs. Social.hacking eksisterer derfor også i områderne mellem fysiske og elektroniske/digitale systemer. Social.hacking stiller spørgsmål ved ejerskab, ytringsfrihed og bevægelighed i en samfundsorienteret diskurs. Et social.hack behøver derfor ikke at være programmatisk, det kan uden problemer være et koncept, der analogt bygger videre på allerede eksisterende systemer eller re-design af artefakter. Her kan eksempelvis nævnes arkitekten Michael Rakowitzs design af telte til hjemløse i New York. Her udnytter Rakowitz de allerede eksisterende huses udluftningsfiltre ved at koble/bygge videre på dette system, i det han monterer teltene til de pågældende filtre, der derved puster luft ud og opvarmer teltene på gaden.
 |
 |
Det vil i denne sammenhæng være
aktuelt at nævne Florian
Cramers nyligt publicerede artikel ”Social
Hacking, Revisited” og
Cramers hjemmeside,
der blandt andre essays ledsagede Cornelia Sollfranks nye bog ”net.art
generator”. I sit essay argumenterer Cramer for at Sollfrank er
en social.hacker, der med sine kunstprojekter forstyrrer og bruger digitale
systemer som platform for kulturelt forankrede problemstillinger. Der
kan eksempelvis nævnes Sollfranks event, hvor hun tilmeldte 500
kvindelige kunstner til en internetkonkurrence, hvorved hele systemet
brød sammen. Ved denne event var det Sollfranks ønske at
stille skarpt på kønsdiskursen inden for kunsten, altså et
socialt/kulturelt anslag.
Kunstnere og kunstnergrupper, der ligeledes
arbejder med grænserne
og udvidelsen af allerede eksisterende strukturerer, er eksempelvis de
legendariske kunstnergrupper 0100101110101101.org, ”the
yes men”, ”Superflex” med
f.eks. deres superchannel & computerspillet
Counter-strike,
Critical
Art Ensemble og den allerede nævnte tyske kunstner Cornelia
Sollfrank.
Disse
projekter har alle det til fælles, at de hacker de pågældende
miljøer, som de interagerer i, for derved at skabe debat og nye
samfundsstrukturerer igennem en kunstnerisk optik.
Jeg kan yderligere
referere til to udstillinger, der har medieret social.hacking i en kunstnerisk
diskurs:
”Hack.IT.art” som
blev vist i Berlin under Transmediale05
og ”I
love You” den første
udstilling om digitalvirus i Tyskland kurateret af Franziska Nori fra
Digitalcraft.
Nævnte links
i artiklen:
Personer:
Michael Rakowitzs design www.possibleutopia.com/mike
Florian
Cramers artikel www.artwarez.org/nagBOOK/texte/florian_eng.html
Florian Cramers hjemmeside www.userpage.fu-berlin.de/~cantsin/homepage
Cornelia Sollfrank www.artwrez.org
Kunstnergrupper:
0100101110101101.org www.0100101110101101.org
”the yes men” www.theyesmen.org
Superchannel www.superflex.net/tools/superchannel
Counter-strike www.superflex.net/counter-strike
Critical Art Ensemble www.critical-art.net/index.html
Udstillinger:
”Hack.IT.art” www.ecn.org/aha/English/hackit_art.htm
”I love You” www.digitalcraft.org/index.php?artikel_id=244