Kunstportalen aarhus.nu
luk vindue
 
Essay 16-04-2005
 
Essay: Hypernatural
Astrid Kruse Jensen udstillede med "Hypernatural" i Galleri Image i foråret 2005. Udstillingen bestod af en række fotos af udendørs svømmebassiner taget under et residency ophold på Island. Astrid La Cour har skrevet dette essay om kunstnerens fotos fra Island.

Af Astrid La Cour

Udstillingen "Hypernatural" blev vist i Galleri Image i perioden 5. marts - 27. marts 2005
www.galleriimage.dk

Læs mere om udstillingen her: Pressemeddelelese

Se flere billeder fra udstillingen her: Snapshot
 
"Hypernatural #32"
 
Hypernatural
 

På Island fungerer de geotermisk opvarmede pools som sociale samlingspunkter. Her kan den underjordiske varme nydes i en afgrænset og kontrolleret form, med det storslåede vulkanske landskab i baggrunden.
I Astrid Kruse Jensens fotografier af sådanne udendørs svømmebassiner er der dog ikke nogen mennesker. Der er intet af det liv og fællesskab, man således burde forbinde til poolen som social arkitektur. Det er nat, og der er ikke en vind der rør sig. Vandet i svømmebassinerne står som svagt bølgende spejle, og understreger den intense følelse af stilhed og fravær. Omkring bassinerne står rutchebaner og liggestole i artificielle plastfarver stille hen.

 

Lyset er tændt, og lyser bassinerne og deres umiddelbare omgivelser op, men til glæde for hvem? Der er ingen mennesker - er de lige gået? Venter man nogen? Billederne er renset for alle former for aktivitet, og fremstår som begivenhedsløse overflader. Denne særlige stilhed og ubevægelighed hænger sammen med det fotografiske medies kvaliteter, og dets særlig evne til at fiksere det uhåndgribelige øjeblik, for samtidig at forlene følelsen af varighed. Når man som Kruse Jensen fotograferer i skumringstimen eller om natten, og alene benytter sig af stedernes egne lyskilder, er en lang eksponeringstid nødvendig. Den detaljerigdom, som er et resultat af eksponeringstiden, betyder, at den bevægelsesforladthed som kendetegner billederne understreges. I kraft af eksponeringstiden får lyset også rig mulighed for, med intens styrke, at fæstne sig på den lysfølsomme film. Derved fremstår lyskilderne fra husenes indre, og fra de udendørs lamper, meget mættede og stoflige – næsten levende. Samtidig får det særlige lys, som præger hendes billeder, motiverne til at fremtræde underlig fremmedgjorte. Det er som om, lyset strømmer ud mod beskueren fra en anden verden, og billedet lader kun beskueren ane en flig af denne andethed i form af lyset.

 

På denne måde fremviser Kruse Jensens fotografier ikke stederne, som man ville have set dem med egne øjne, idet det menneskelige øje ikke ville opfatte lyset, sådan som den fotografiske afbildning fremstiller det. Via fotografiet fastholder og indbefatter hun således mere, end det menneskelige øje er i stand til, og man drages af billedernes lys, som åbenbarer et billedrum, der alene eksisterer via det fotografiske blik. Kruse Jensen gør således et ukendt billedrum synligt, og hendes fotografiske fortolkninger af de islandske pools fremstår på denne måde som noget andet og mere end bare en nøgtern beskrivelse af steder. Det er som om det hypernaturlige knækker over, og bliver en art scenefiktion, hvor stederne fremstår som modeller, og kunstigheden tager over. I de små mennesketomme indelukker, med de stille vandspejl og de stablede møbler, er der tale om en meget intens og potenseret oplevelse af stilhed og fravær.

 
 
Hypernatural #05   Hypernatural #32
 

Det særlige ved begrebet fravær er, at det er en temporal dimension, forstået på den måde, at den binder sig til en viden om noget der har været, og derved kommer tomheden til at fremstå som en henvendt forladthed, ikke uden fortælling eller indhold, men som en mangel på samme. Følelsen af tomhed i billedet bliver så intens, netop fordi den sættes i forhold til noget, der har været. Det vil sige, at fraværet mærkes i kraft af en ”haven-væren-der”, ikke kun p.g.a. den fotografiske indeksikalitet som Roland Barthes taler om, men også fordi selve disse steders værensberettigelse er menneskelig aktivitet i en eller anden form, og denne aktivitet mangler. Stederne er skabt som ramme om aktiviteter, og på denne vis eksisterer tomheden kun midlertidigt, fordi den er på vej til at blive fyldt. Denne følelse bevirker, at man kan tale om en form for materialisering af tilstedeværelse – noget er tilstede i billederne trods tomheden. Det er på denne baggrund, at man i Kruse Jensens billeder får en følelse af, at der er noget andet og mere på spil. Når hendes fotografier fremstiller dette særlige fravær badet i det kunstige lys, er det som om, der kommer til at hvile en næsten fortryllet stemning over stederne, som om stederne lever deres eget liv, når mørket falder på.

 

Idet Kruse Jensen lader forgrunden stå frem mod en mørk baggrund, markeres et ’indenfor’og et ’udenfor’, og dermed påpeges skellet mellem noget menneskeskabt og den uberørte natur, som henligger i det bagvedliggende mørke. Selvom det pittoreske vulkanske landskab kun svagt anes i mørket, så spiller det alligevel en stor rolle i perceptionen af billederne. De fleste af os har en forestilling om Islands dramatisk smukke landskab med gletschere og vulkaner, hvor de rå underjordiske kræfter beriger øen med en aura af oprindelighed og mystik. Et sådant på alle måder postkort-egnet billede af Island ligger på beskuerens nethinde i mødet med Kruse Jensens billeder af de islandske pools. Dette på trods af, at hun ikke umiddelbart imødekommer nogle af disse forestillinger i sine motivvalg, idet hun netop ikke sætter fokus på den rustikke islandske lava, men på de små konstruerede sociale landskaber afgrænset fra naturen. Det særlige ved disse steder er, at selv om de fremstår kunstige i deres arkitektoniske udformning, eksisterer de netop i kraft af den naturlige underjordiske varme. Der er således her tale om et meget direkte møde mellem det konstruerede og det naturlige; konkret fordi vandet i de mange swimmingpools er et overskudprodukt fra kraftværker; men også mentalt fordi der sker et møde mellem reelle steder og vores forestillinger om disse steder.

 

Som i mange af Kruse Jensens andre værker tematiseres således også mødet mellem det fremmede og det velkendte – mellem det reelle og det forestillede. Hendes fotografier indikerer ikke bare den fremmedgørelse, som er på spil mellem mennesket og naturen, men i kraft af det kunstige lys formår hun samtidig at skildre forholdet mellem det konstruerede og det naturlige som uadskilleligt. Det foruroligende sceniske lys levner sprækker til såvel virkelighedens som forestillingernesverden, og gør således billederne svære at afkode, idet lyset indhyller billedrummet i en mystisk og poetisk stemning, der åbner for en alternativ virkelighed. Beskueren placeres derved i et spændingsfelt mellem forestillinger om landets skønne natursceneri, stedets virkelighed og billedets fiktion.

 
Se flere billeder fra udstillingen her: Snapshot
 
luk vindue