Kunstportalen aarhus.nu
luk vindue
Essay 02-04-2005
Click here for English version
 
Essay: Om Tango Metropolis
Thomas Kellner viser sine fotografier på udstillingen "Tango Metropolis" i Galleri Image. I den forbindelse har Ditte Maria Bangsund-Pedersen skrevet et essay om kunstnerens særlige brug af kamaraet i hans fotografiske værker. Essayet er blevet publiceret i kataloget til "Tango Metropolis".

Tekst: Ditte Maria Bangsund-Pedersen, studerende på Kunsthistorie ved Århus Universitet

Udstillingen "Tango Metropolis" vises i Galleri Image i perioden d. 3. - 24. april 2005 www.galleriimage.dk

Læs mere om udstillingen her: Pressemeddelelse
 
 
Thomas Kellner foran værket "New York, Times Square"   "New York, Times Square" 2003 68,2x55,9cm C-print
 
Om Tango Metropolis
 
Kan man forestille sig en alkoholbefængt bygning, der lystigt danser til lyden af et eventyr – eller kan en bygning f.eks. være rundtosset eller legesyg? Dette er nogle af de spørgsmål, man kan få lyst til at stille, når man betragter Thomas Kellners kunstværker, der på en ganske original måde fremviser nogle af de allermest fotograferede bygninger i verdens metropoler. Det er, som om Kellner har tildelt disse bygninger en personificeret renæssance bagom de stereotype, masseproducerede turistfotografier, der alle ligner hinanden. Resultatet er enestående.
 
Metodisk er der tale om en meget utraditionel måde at udstille fotografiet på. Normalt vil et kontaktprint udgøre det forventningsfulde mellemstadium, hvor det endelige billede endnu ligger latent og venter på den endelige, forstørrende fremkaldelse. Kigger man nærmere på et af Kellners billeder, viser det sig dog hurtigt, at det endegyldige værk består af selve kontaktprintet, med negativerne gengivet i forholdet 1:1. Via de små tal på filmstrimlen registrerer man videre, at der ikke er tale om en collage af sammenklistrede fragmenter, men i stedet er strimlerne med eksponeringerne lagt i kronologisk rækkefølge på kontaktpapiret ovenpå hinanden. Antallet af eksponeringer af en enkelt bygning, der i Kellners samlede produktion strækker sig fra 36 til 1296, angiver således den samlede, konkrete størrelse af et værk. Jo flere eksponeringer i ét billede, desto mere opløst bliver konturerne af det bagvedliggende, arkitektoniske element.
 
"Granada, Alhambra" 2003 68,2x28 cm C-print
 
I forbindelse med denne opløsende effekt kunne man et øjeblik sætte sit fokus på værkernes forhold til virkeligheden. Faktum er, at der ikke manipuleres med de enkelte fotografier. I den forstand viser de små billeder i værkerne sig som todimensionale aftryk af den tredimensionale verden på lige fod med alle andre umanipulerede fotografier; dvs. den enkelte eksponering postulerer ikke at være andet end et kronologisk led i rækken. Det er tilsyneladende først i sammenstillingen på kontaktpapiret og i beskuerens bevidsthed, billedernes sandhedsværdi påduttes en vis drejning. Bygningerne, vi perciperer i Kellners værker, er jo ikke de samme, som dem vi normalt ser i vores egne fotoalbums eller i medierne, og derfor er det heller ikke vanskeligt at affeje synet af disse rystede bygninger som den rene fiktion.
 
Betragter man imidlertid værkerne ud fra den kubistiske tradition, Kellner som udgangspunkt har ladet sig inspirere af(1), bliver sandhedsværdien mere et spørgsmål om betragterens måde at percipere disse monumentale bygninger på. I modsætning til kubismen(2) viser Kellner ikke sine bygninger fra mere end én vinkel ad gangen, dvs. alle eksponeringerne er taget fra samme udgangspunkt foran stederne. Overfører man den kubistiske tankegang til Kellners værker, repræsenterer hver eksponering et fastfrossent perspektivisk blik på netop den del af bygningen, øjet rammer i det enkelte splitsekund. At tiderne er forskellige i de små billeder understreger i den forstand den kubistiske tese, at objekter i den tredimensionale verden, herunder store monumentale bygningsværker, ikke kan begribes med et enkelt blik – derimod udgøres det endelige hele af utallige sammensatte indtryk fra forskellige øjeblikke. Under værkernes overflader lyder der altså et subtilt bifald af opgøret med lineærperspektivet.
 
 
"London Eye" 2001 45,5x42cm C-print   "San Francisco, Afternoon at Golden Gate Bridge " 2004 46x42,5cm C-print
 

Ved at pege på selve perceptionen af disse turistattraktioner, kommenterer Kellner også indirekte den uopfindsomme tendens den gængse turist har til at opretholde de masseproducerede billeder af de samme bygninger fra de samme vinkler igen og igen. I den forstand puster Kellners kalejdoskopiske eventyrbygninger nyt liv i slidte turistmotiver på en såvel æstetisk gribende som teknisk bevidst måde.

 
Udstillingen "Tango Metropolis" formår med nyfunden energi at ryste disse statiske monumenters grundvolde og rummer udover sin billedmæssige skønhed således et mere alvorligt budskab omkring massefotografiets udbredelse – et budskab turisten kan have in mente næste gang, kameraet tages frem for at citere endnu et af de billeder, der allerede er blevet taget uendeligt mange gange før.
 

Noter:
(1) I et interview for Rangefinder Magazine nævner Kellner også Robert Delauneys serie om Eiffeltårnet fra den med kubismen beslægtede retning, orfismen, som en stor inspirationskilde.

(1) En af kubismens grundidéer går ud på simultant at vise tredimensionale objekter på det todimensionale lærred fra flere forskellige vinkler, for således at demonstrere den tese, at et tredimensionalt objekt ikke lader sig overskue med et enkelt blik.

 
luk vindue