Kunstportalen aarhus.nu
luk vindue
 
Artikel 02-03-05
 
Mennesket og naturen
Jakob Jensen i Senko Studio

Af Hans Henrik Jacobsen, kunstanmelder ved Viborg Stifts Folkeblad og medarbejder ved Årbogen Dansk Kunst.

Udstillingen "Electric Sunset" af Jakob Jensen vises på Senko Studio i perioden 26. feb. - 19. marts 2005
www.senko.dk
 
Jakob Jensen i Senko Studio
 
Lørdag havde Viborgs eksperimenterende galleri Senko Studio fernisering på en udstilling med den unge danske kunstner Jakob Jensen. Jakob Jensen viser en række spændende helt nye installationer, hvor menneskets forhold til naturen er i centrum. Kunstneren kredser omkring hvordan vi ønsker at ændre naturen og rekonstruere den efter vores eget hoved. Udstillingens titel "Electric Sunset" henviser til et foto af en elektrisk pære, der via diverse fototeknikker stråler som en glødende, nedgående sol. Kunstneren refererer helt bevidst til den dansk/islandske kunstner Olafur Eliassons udstilling på Tate Gallery i London i 2003-2004 "The Weather Project". Her dominerede en enorm kunstig sol den imponerende gamle turbinehal. Jakob Jensens foto reflekterer over vores evige fascination af solen og dens livgivende lys. Vi forsøger at imitere og efterligne dette storslåede naturfænomen, der jo er grundlaget for alt liv.
 
Electric Sunset
 
Den mest vellykkede installation er dog nok "Rock is my life and this is my song" Titlen henviser til et nummer fra den gamle hårdtslående canadiske rockgruppe Bachman Turner Overdrive, hvor sangeren Randy Bachman gør status over livet som rockmusiker i netop denne sang. Undertegnede husker faktisk nummeret fra en koncert i Falconer Centeret i midten af 1970erne, hvor Bachman Turner Overdrive var et ganske stort rocknavn. Jakob Jensen har midt i galleriet placeret en grammofon, hvorpå den gamle LP fra 1971 afspilles. På midten af pladen er placeret en lille massiv klippe, og når pick-up'en rammer klippen springer den tilbage til nøjagtig den samme rille hver eneste gang. Udsagnet i sangen kommer således til at gentages i en uendelighed, og installationen kommer til at handle om en mand, der hele tiden bliver tvunget til at tage stilling til sit liv. Hvad har han opnået, hvad er hans nuværende status i livet. Klippen tvinger ham til at se tilbage og reflektere over tilværelsen, og han indser, at livet kom kunstner er hans lod, hans skæbne. Sangen er selvfølgelig banal, men budskabet virker, og "stuntet" virker næsten genialt. På væggen bag grammofonen har Jakob Jensen placeret et gammelt foto af en gondol på vej mod en bjergtop. Fotoet kan symbolisere vores intense interesse for bjerge og trangen efter at nå toppen. At kunne overskue verden og tilværelsen på samme tid. Vi efterstræber til stadighed klarhed og overblik i den evige søgen efter svarene på livets fundamentale spørgsmål.
 
Rock is my life and this is my song,
 
Vores noget ambivalente forhold til naturen strejfes ligeledes i en gammel tysk fodboldtrøje, der er ophængt på en af væggene. Man kan ikke identificere klubben, men trøjen har en herlig sponsortitel "Holz ist wunderbar", der står i skærende kontrast til den gamle syntetiske trøje af billigt kunststof. Der er ikke meget natur i fremstillingen af det produkt.

Det er en meget begavet udstilling med en række tankevækkende og udfordrende installationer. Man får stimuleret sine sanser og forhåbentligt også nogle af de resterende hjerneceller
 
Jakob Jensen er uddannet på Kunstakademiet i Kiel, Tyskland 1995-2001. Han arbejder med foto, video og installation. Jakob Jensen er født i Slagelse i 1970 og bor og arbejder i Danmark og Berlin.
 
luk vindue