Kristus som elefant
Af Uwe Max Jensen

”Frihed lad være vort løsen i nord, frihed for Loke såvel som for Thor.” Således skrev salig Grundtvig tilbage i 1832.

Grundtvigs løsen synes desværre at være røget ud med badevandet, selvom rettesnoren er endog ganske relevant og faktisk også en integreret del af den svenske kunstner Lars Vilks’ efterhånden herostratisk berømmede koncept, hvor han flere gange har tegnet muslimernes profet Muhammed som hund.

Et projekt som den svenske kunstner satte i søen for at gøre opmærksom på kunstverdenens selvcensur og ytringsfrihedens indskrænkning, når et emne berører islams dogmer. Selvom Lars Vilks ønskede at gøre op med denne selvcensur og indskrænkning af ytringsfriheden, er det fejlagtigt at tro, at kunstneren alene ønskede at forhåne en enkelt religion. Lars Vilks’ ærinde var derimod at påpege, at alle religioner – herunder islam – må tåle kritik.

Det er naturligvis glædeligt, at Jyllands-Posten og Weekendavisen – og omsider Politiken, Berlingske Tidende og Kristeligt Dagblad – har valgt at offentliggøre Lars Vilks’ tegninger og dermed ikke bøje sig for den trusselskultur, der gøres gældende, når islamister føler sig krænkede. Men det vil være i Lars Vilks’ kunstneriske projekts ånd også at offentliggøre hans tegning ”Kristus som elefant”, hvor Jesus står for skud. Denne Kristus-tegning bør offentliggøres, da ubefæstede sjæle ellers nemt kan få den opfattelse, at Lars Vilks og de aviser, der har valgt at offentliggøre kunstnerens tegninger af Muhammed, udelukkende handler ud fra et ønske om at bryde islams tabuer.

Lars Vilks har for øvrigt også lavet en tegning af en ”Kapitalistmæt jøde-so”. Men den tegning er der ikke megen grund til at vise. For det første har Ekstra Bladet allerede vist ”jøde-soen”, mens avisen – der nu tøver, hvor andre tier - endnu ikke har offentliggjort en eneste af Lars Vilks’ Muhammed-tegninger. Desuden er ”jøde-soen” den absolut svageste del af Lars Vilks’ projekt, hvad angår både den kunstneriske udførelse og det bagvedliggende koncept.
Men ”Kristus som elefant” bør naturligvis offentliggøres alene for at understrege, at vesten ikke bare – som en brunstig elefant – tromler henover andres religiøse tabuer, men også er åben for kritik af egne tabuer.