HUSET – en utopi
[Tale i anledningen af udgivelsen af jubilæumsskriftet HUSET - vision, innovation & kreativitet gennem 35 år]
Når jeg i det daglige møder ordet utopi, er det som regel fra den ærlige del af min vennekreds, som ihærdigt prøver at forklare mig det helt aldeles umulige i alle de projekter, jeg er dybt involveret i. De kæmper en brav kamp - ”til mit eget bedste” - med at forholde projekterne til en real verden - ja endda nogen gange til lovene for dette univers og til de faktiske økonomiske forhold.
Det har indtil videre gjort, at jeg ikke uforvarende har taget nogen af dage, og ikke har gældsat mig et par hundrede år frem i tiden, og det er jeg jo rigtig glad for.
For mig er forestillingen om det utopiske en vigtig medspiller i den måde, jeg organiserer mit arbejde som billedkunstner på, hvor virkelighedsoverskridelser og det oversanselige er de gældende parametre.
Begrebet UTOPI dækker over det uigennemførlige. Utopi kommer af græsk u = "ikke" + topos = "sted", og er en ikke-eksisterende stedforestilling. (www.leksikon.com)
En UTOPI er også håbets princip og indkredser til stadighed cirklen omkring temaer, som har med livets grundbehov at gøre, så som: sandhed, kundskab, arbejde, skønhed, religion, kærlighed, seksualitet og død.
Kunstnere har over en bred kam igennem tiderne taget afsæt i forestillingen om UTOPIA. Vi kender derfra begrebet som en uigennemførlig forestilling om samfundets forbedring, et idealsamfund, som redefinerer balancen imellem de forskellige dele af samfundet, f. eks. magtforhold, en fornuftig social orden, mennesket i harmoni med sin bestemmelse som artsvæsen.
Utopibegrebet er pt. højaktuelt for de af os, som kæmper kampen om en meningsfuld udveksling mellem vores arbejde og privatliv.
Huset har nu igennem 35 år for mange kunstnere og andet godtfolk fungeret som et utopisk Slaraffenland. Her har alle og enhver mulighed for at realisere ideer og tanker, hvor utopisk udgangspunktet om end måtte være. Selve stedets ånd har været en utopi; der har hersket et enestående ligeværdigheds blik på den enkelte, et demokratisk fordelingsprincip, hvor alle - stor som lille - har haft ligeretten til stedet og dets overflod af hjælpemidler, assistance og materialer. Her er der ikke blevet skelet til det rimelige, fornuftige og samfundsopbyggende i projektet, - men udelukkende på ophavsmandens skabervilje og tro.
Med et netværk forgrenende sig ud i det øvrige samfund er HUSET et reservoir af mulige løsninger til selv de latterligste problemer. Og lige præcis det latterlige, det tåbelige, det groteske kræver indsigt, nænsomhed og forståelse for at overleve i et nærværende samfund hvor ”skam, skyld og ubrugelighed” gerne påhæftes enhver overskridelse af normalitetsbegrebet.
HUSET har således i tidens løb været kuvøse for mange utopiske projekter, og det er vi mange, som har sat meget pris på.
Nu har en gruppe uegennyttige mennesker taget initiativ til endnu et utopisk projekt: at samle de billedkunstnere, fotografer, teaterfolk, musikere, kunsthåndværkere, designere, arkitekter, forfattere og andre utopi-fortabte sjæle, som i tidens løb har haft deres gøren og laden omkring HUSET i en bog. Det er blevet til et stykke erindringsmateriale, som demonstrerer aktiviteterne i tidens løb og resultatet af 35 års rendyrket udlevet utopi, bevidnet i de forskellige folks status som egensindige, anerkendte kultur skabere. Et flot stykke arbejde - helt i HUSET ånd - i en tid, hvor kulturkanon for den gode smag og rindalisme er i politisk højsæde.
Og nu skal HUSET lukke, endda inden der er fundet en plan for utopiens fortsættelse. Vi ved ikke engang, om der kommer en sådan. Og det er en skam, som jeg håber skaber skyld – for situationen er ubrugelig for os brugerne, de kulturskabende. For hvordan kan man uden et sted som HUSET forestille sig et karriereforløb som eks. Lise Autogenas, der indtil i dag har modtaget et utal af priser for sit virke som worldwide traveler i realiserede utopier.
Jeg håber bogen bliver en påmindelse for alle, om hvor vigtig det er at tro på det umulige for at skabe det umulige. |
