Maleri der handler om maleri
En note om sjove klicheer om kunst

Af Christian Schmidt-Rasmussen

I en anmeldelse i Weekendavisen af Troels Wörsels bidrag til Venedig biennalen skriver Lisbeth Bonde at hans malerier handler om maleri. Den umiddelbare mangel på narrativitet og mangel på referent udenfor atelieret hos Troels Wörsel gør det selvfølgelig ikke nemt at tale om hans ting. Når hans ting er bedst er de interessante at se på et stykke tid, men lige som en spektakulær solnedgang er det lidt begrænset hvor meget mening det giver at snakke om dem. Og det er jo helt klart et problem når man skal skrive en halvside i et meget seriøst dagblad om det. Nu er det slet  ikke Lisbeth Bondes problem alene. At få levendegjort formelle arbejder gennem skrift afhænger i høj grad af hvad man kan referere til. Om man kan inddrage kroppen, blikket, what ever.

Men aldrig har jeg helt fattet den der med ”maleri der handler om maleri”, hvad betyder det dog? Jeg hørte det første gang med mine egne ører i 1986 og troede jeg var lidt dum da jeg ikke forstod hvor de ville hen med det. Det er helt sikkert noget der er vældig fint og fornemt. Der er vel også nogle elementer af at hævde at kunstneren har en vis uskyld i sin isolerethed på værkstedet. I ved, fjernt fra verdens vrimmel og alt det der. Det er bare lidt noget vrøvl. Der er ingen der kan påberåbe sig uskyld. I 1986 var det at male stadig det mest fremherskende måde at arbejde kunstnerisk på, og ”maleri der handler om maleri” var stadig et pænt overrendt terræn og meget lidt uskyldigt. Der er selvfølgelig noget spirituelt over det, men så har vi jo allerede referenten. (Her har jeg i øvrigt en sjov anekdote som jeg for år tilbage læste i Ghana review international. Her klagede en række abstrakte/ nonfigurative malere fra Etiopien over at deres forstillingsløse kunst blev minituøst udlagt af publikum. Der er en stor tradition i Etiopien for at læse i kaffegrums.)

Men der er vel noget vældig magtfuldt over at hævde at ens arbejde handler om selve urfjeldet i den klassiske kunst: lærredet, malingen og selve handlingen at smøre på. På en eller anden måde får det mig til at mindes Jytte Hildens finkeafpanden om porno og sport: at det er sjovere at være med end at kigge på. Det afhænger vel af hvor godt man er inde i finesserne....

Lisbeth Bonde ser det som et indlæg i en verserende diskussion om maleriet. Som om. Når man har at gøre med et arbejde som Troels Wörsels nytter det ikke noget at tale ned til det med klicher, eller akademisk tågesnak for den sags skyld. Jeg er bange for at det handler om man ryger med på vognen eller ej og at det ikke hjælper særlig meget at der bliver skrevet om det. Tit minder skriverier om denne type kunst om at høre en fodboldspiller blive spurgt om hvordan han har det lige efter en kamp. Rimelig lamt og et frygtelig spild af ens tid. Jeg mener, man bliver hverken klogere eller dummere af det, for det har simpelthen ikke noget med sagen at gøre. Et eller andet sted ville jeg nok hellere høre om hvad Lisbeth Bonde egentlig føler når hun kigger på et Wörsel maleri, end at høre om at han har planket Willumsen. Hvis man skal mediere noget som Wörsel må man vel skulle bringe noget andet i spil end analyse og referenceapperat. Så er det måske på sin plads at snakke om sine følelser?

Nu har jeg set på kunst siden jeg kunne sidde opret i en klapvogn og for det meste får jeg et sus af det hvis det bare hæver sig over det aller mest blendede havregrødsagtige. Og jeg kender udmærket den irritation der melder sig når det på ingen måde lykkes for mig at få min begejstring ud over rampen til andre. Jeg har læst om kunst i rigtig mange år og for det meste har kvaliteten af det skrevne med at styrtdykke jo tættere det kommer på det konkrete kunstværk. Sagt lidt forenklet er det en hel del sjovere at læse om Picasso end hans malerier. Men det bliver i hvert fald ikke sjovere når man fyrer en intetsigende lamhed som ”maleri der handler om maleri” af i ansigtet på den værgeløse læser.

Fredag d. 22. juni

Ah Ja Amen

Troels Worsel: ”Maleri om maleri”.Er det så rigtigt fordi der er en kunst historiker der skriver det, næh.

Manden er en hudflettende humoristisk samfunds selvbevidst hardcore kunstner.(Og det er måske heller ikke rigtigt).

Til Carnige art award (hedder det vist), kunst konkurrence (hvad jeg synes er helt fint) sendte Troels Worsel en serie malerier hvor der var malet på bagsiden af lærredet - det var så op til fantasien hvad der var på forsiden. Det var, som jeg ser det, en helt klar udmelding om maleriet som objekt (samle objekt) og om noget eksistentielt, det vi ikke ved noget om - selvbevidst og kontekstuelt og humoristisk!

Worsel laver noget lort engang imellem ligesom alle os andre men fra hans hånd kommer der mange roser. Sidst jeg så en udstilling af hans havde han malet en kæmpe hest og manden der trak hesten havde ingen overkrop, hestens ejers personlighed var netop i den prestige og dyre fuldblods hest - det er sgu da okay! Det er eksistentielt samfund satire i mine øjne og ja der kunne nemt uddybes men det må blive en anden dag.

Er maleriet så en succes fordi det bliver langet over disken i ”kapitalens navn” uhh twillight zone, næh.

Er der overhovedet noget succes der kan måles i penge?

Om kunst ”Lade sig behandle i en demokratisk proces”, det lyder som et konsensus demokrati og en ond hippie drøm!

”alt, hvad middelklassen føler og synes, er gældende politik uanset, hvor lattervækkende eller gruopvækkende det måtte være.” Men hvordan kan man snakke om demokrati og så negligere størsteparten. Jeg synes det er hovent! Jeg bliver altid bange når der er nogen der ved bedre og snakker om at åbne folks øjne.

Og ja, Lars Bent er en fin fyr men hvorfor skulle han trækkes ind i det her?

“There was too many colours in my head this summer”, det er simpelthen forfladigende og nedladende holdning omkring Troels Worsel og masser af andre billedkunstnere.

Købet af et maleri er en symbolsk magtdemonstration. Er det så rigtigt fordi en professor også siger det, ja nogen gange og nogen gange ikke…Der findes ,utroligt nok, folk der køber kunst bare fordi de synes der er interessant.

Jeg undre mig bare, sorry. Jeg synes ikke han er slem eller uegnet som biennalist og kan ikke se hvorfor hans værker skal ses i et dagblads optik? Det er så nemt at være i opposition! Kig selv på hans ting og vurdere det ud fra hvad du synes og så kan du sønderlemme det, måske.

Kærlige og hvide fredags Pinardo hilsener, Michael Norre