Sats på kritisk kunst
Så er 2007 allerede begyndt. Hvad blev der egentligt af de futuristiske drømme om verdensfred og månekolonier? Det kommer nok først i 2010. Men måske er fremtiden allerede blandt os, måske klynger vi os blot til nostalgiens lovning om overskuelige systemer. Hvem kan magte at forholde sig til globale perspektiver så som den skæve fordeling af klodens ressourcer eller de multinationale firmaers styring af hele landes kulturpolitik? Nej så hellere give en ged til farmand eller investere lidt friværdi i et stykke kanvas med en tilpas portion farvepigment. Det er lige som mere overskuelig.
Morgenavisen Jyllands-Posten bragte fredag. d. 29 december 2006 en artikel af kunstanmelder Tom Hermansen, som redegjorde for den nutidige kunsts engagement i samfundsdebatten. Et engagement som i kontrast til den politiske kunst i 70érne ikke foregiver at kunne revolutionere, men har som ambition at kunne skubbe til samfundsudviklingen.
Tom Hermansen nævner en problematik som jeg mener er essentielt. Hvordan kan samtidskunsten have den ønskede effekt hvis den ikke formår at tiltrække folkelig popularitet? Kunsten kan ikke skubbe til samfundsudviklingen på egen hånd, der skal være nogen at skubbe til og med. Nogle vil måske argumentere at den kritiske kunst er for elitær og utilgængelig, andre at publikum er ikke er i stand til at (op)fatte kunsten. Det er dog hverken eller. Der er nemlig en instans imellem kunsten og publikum som har til formål at formidle de nye perspektiver i kunsten og dermed hele tiden opdatere publikums viden om kunsten.
Det er på de større kunstinstitutioner og i massemedierne at det egentlige formidlingspotentiale er (hvor er kulturnyhederne på DR?). Men disse medier og institutioner har ganske enkelt ikke kunne bære opgaven. Der bliver måske nok formidlet kunst, men det er blot ikke den kritiske kunst som finder vej til deres publikum. I stedet formidler de tidens æstetisk drevne kunsteventyr, som ikke peger frem, blot på sig selv. Ikke desto mindre får denne tendens lov til at kendetegne den unge kunst i medierne og på kunstinstitutionerne. Den kritiske kunst lader man lumre på små kunstnerdrevne udstillingsrum eller udstillet uden den store publikumsinteresse i kunsthallerne.
Hvis kunstens fremtidsperspektiver skal sikres så er det på tide at de adskillige millioner støttekroner til projekter som skal få et uinteresseret erhvervsliv til at investere i kunst, eller til kunstmuseer som efterhånden mere opfører sig som nordamerikanske VIP-mødesteder bliver omfordelt og givet direkte til den skabende kunst. Væk med fedtlaget som vores kulturminister så inspirerende engang fik sagt.
Alternativt så forlang da i det mindste at institutionerne forpligter sig til at opsøge og formidle den unge kunst også selv om den ikke har fundet vej til de hvide gallerivægge i Valby eller Bredgade.
Som sagt findes fremtiden måske allerede iblandt os, vi skal blot have mod til at satse på den.
Dette læserbrev er tidligere bragt i Jyllands-Posten d. 6. januar 2007 |
