Ytringsfrihed 1849-2006
Af kunstteoretiker Uwe Max Jensen

Det er tid til at gøre status.
Når vi engang kigger tilbage på 2006, er der ingen tvivl om, at det har været et specielt år. 2006 var nemlig året, hvor vi mistede en grundlovssikret rettighed.
”Enhver er berettiget til på tryk at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende foranstaltninger kan ingen sinde på ny indføres.”
Sådan står der i Grundlovens § 84 om ytringsfrihed. Grundloven stammer fra juni 1849, og selvom vi har nydt godt af denne rettighed i over 150 år, tyder meget på, at det er slut. Ikke formelt, hvor Grundloven og paragraffen om ytringsfrihed endnu ikke er afskaffet og erstattet af den gode tone, men i praksis, hvor islamister har tvunget det muslimske billedforbud ned over den danske befolkning.
Dette tab af hævdvundne demokratiske værdier markerede billedkunstneren Lars Andersen med en installation, som er et af årets kunstneriske højdepunkter.
Mens Muhammed-krisen eskalerede i Mellemøsten med boykot af danske varer, flag- og ambassadeafbrændinger og dødstrusler mod danskere og nordmænd, skabte Lars Andersen en installation, der på subtil og værdig vis tog afsked med ytringsfriheden.
Lars Andersen fik lavet en gravsten med den enkle og sigende inskription: ”Ytringsfrihed 1849-2006”. Gravstenen over ytringsfriheden blev rejst et sted i Danmark og overladt til sin skæbne.
Da krisen var på sit højeste turde ingen danske medier omtale Lars Andersens værk. Men nu, hvor situationen er kommet under kontrol, og Arla igen stormer frem på det mellemøstlige marked, og det viser sig, at den store mejerikoncern ikke har tabt mere end forholdsvis beskedne 400 millioner kroner og danskerne en grundlovssikret rettighed, er Lars Andersens værk heldigvis kommet til ære og værdighed på forsiden af årets sidste nummer af tidsskriftet North Art Magazine og i årbogen Dansk Kunst.
Lars Andersens installation taler naturligvis som ethvert væsentligt kunstværk for sig selv. Som et monument over en rettighed, vi har tabt, og som vi kommer til at savne. Men kunstneren skal alligevel have det sidste ord:
”Ytringsfrihed er i høj grad individuelt. Måske bliver andre menneskers ytringsfrihed ikke begrænset af Muhammed-sagen, men min ytringsfrihed bliver afgørende begrænset.
Jeg postulerer ikke, at kunst er verdens vigtigste ting, men det bliver farligt, hvis vi begynder at begrænse vores tankesæt og retten til at sætte spørgsmålstegn ved ting. Så bliver vi fattigere.......”

Af Mads Ellevang, studerende

Jeg har et par kommentarer:

1: Det er §77, der omhandler ytringsfriheden.

2: Det blev markeret med al ønskelig tydelighed i statsministerens nytårstale, at denne rettighed er "kernen i folkestyret" og at 2006 netop var året, vor retten blev prøvet af, men "vi" bestod prøven ( http://www.stm.dk/Index/dokumenter.asp?o=2&n=0&d=2753&s=1 ). Der er altså en massiv opbakning fra regeringens side, og jeg kan ikke se hvordan denne rettighed er afskaffet. Om man er uenig med Foghs udtalelse eller ikke, er irrelevant, for den er et tydeligt tegn på en stålfast holdning til, at man ikke lader sig kue.

3: Der er blevet lavet et utal af jokes vedrørende profeten siden krisen, gode som dårlige, i radio, aviser, af kunstnere og journalister, og jeg mener i virkeligheden nærmere, at der var tale om en nødvendig konfrontation melem et meget lille udpluk af ekstremister, overeksponeret i medierne pga de voldsomme billeder, og en bred enighed om ytringsfriheden som en grundliggende ret - ikke kun i vesten, men også i store dele af den ikke-vestlige verden.

4: Sidst mener jeg, at det er en pervertiseret diskurs denne ret er indskrevet i. Den handler om den svages ret mod den stærke, den ikke anderkendtes mod den anderkendtes.

Typisk er det, at Jørgen Leths bog, "det uperfekte meneske", blev bredt fordømt i de samme medier, der råbte allerhøjest da konfrontationen stod mellem vest og Islam.