 |
| |
OPINION |
|
| |
|
|
| |
2. februar 2006
Maleriet er blevet forsynet med en voldsom selvtillid. Vi befinder os endnu en gang i maleriets heydays. Der bliver langet malerier over disken som aldrig før. Det er en formidabel oplevelse. Folk har fået samtalekøkkener, dødsbadeværelser og narkosenge, og nu er tiden kommet til det indre, det følsomme, det private, til et maleri i spisestuen.
Tiden kan sammenlignes med starten af firserne eller måske endnu bedre under første verdenskrig. Der blev der langet kunst over disken som aldrig før. Alle gullaschbaronerne skulle have en Giersing. Som bekendt sluttede første verdenskrig og dermed højkonjunkturen og firserne røg også på røven i stor stil.
Jeg skriver dette for at minde om, at maleriets succes i øjeblikket i høj grad skyldes gunstige økonomiske omstændigheder, at maleriet er en luksusvare på linie med den dyre designersofa, at det er en varetype, der eftertragtes på grund af, at det er unika, og at prisen er relativ høj. Det er en varetype, der signalerer stort økonomisk og social kapital. Som professor Jens Engberg skriver: den der behersker kunsten og kulturen, behersker samfundet. Købet af et maleri er en symbolsk magtdemonstration.
Jeg skriver ikke dette for at sige til malerne, at vi er kapitalens og reaktionens lakajer, men for at minde om, at det får en ende, at det ikke er en egenskab ved selve maleriet, der gør, at det suser der ud af med mindst fyrre kilometer i timen, men er en egenskab ved økonomien. Det lader sig ikke gøre for seriøse mennesker at forestille sig en økonomi, der ikke har sine ups og downs.
Kunstnerisk set er maleriet ikke inde i nogen specielt nyskabende periode. Det meste er enten noget postmoderne citatfuskeri, som vores moder lavede det i sin madamblå, eller også søger det ind til det indre. For begge positioner gælder at de er hinsides det kritisable. Meget komfortabelt i en periode, hvor der er stor efterspørgsel på maleri. For det indre gælder, at det gennem lang tid er blevet en hermetisk position. Hvad vi føler, og hvad vi synes er blevet den gældende politiske dagsorden. Det kan ikke diskuteres, det lader sig ikke gøre at behandle det i en demokratisk proces. Som Lars Bent Petersen og Claus Andersen gjorde opmærksom på i deres fællesværk: your feelings are wrong, som netop var henvendt til middelklassens følelsesmæssige omklamring af politikken og kunsten: alt, hvad middelklassen føler og synes, er gældende politik uanset, hvor lattervækkende eller gruopvækkende det måtte være. Jeg savner et maleri, der er interesseret i andet end sig selv, både på et formelt og indholdsmæssigt plan. Det er ikke nok at udbryde: There was too many colours in my head this summer.
Og tilgiv os Arla, hvis der er nogen, der bliver sure...
Af Christian Schmidt Rasmussen, billedkunstner, tidligere lektor på Det Jyske Kunstakademi og censor på dette års Kunstnernes Påskeudstilling i Århus |
|
| |
|
|
| |
2. februar 2006
Godt brølet Løve!
Dejligt med C.S.R.s ligefremme kapitalrealistiske og indignerede kommentarer om maleriet nuværende højstatus som luxus begærsobjekt. Det aller kedligste er når kunsten gnidsningsløst og ligegyldigt fungere som bekræftigelse og brand for midelklassens
oppustede forbrug. I den selvbevidste iscenesatte hjemmekontekst burde kunsten repræsenterer ønsket om alternative muligheder og behovet for at se ud over egen bøgehæk.
Af Trine Rytter Andersen, billedkunstner
|
|
| |
|
|
| |
|
|
| |
KOMMENTAR: |
|
| |
Hvis du vil bidrage til debatten er du velkommen til at indsende en kommentar til ovenstående indlæg ved at udfylde følgende formular: |
|
| |
|
|
| |
|
|
| |
OPINION er et redigeret forum. Det vil sige at alle indlæg og bidrag først skal godkendes af redaktionen. Længde maks. 400 ord. |
|
|
|
|
